3 ting, du måske gør helt forkert

Om at være den stædigste i kommunen

I dag da jeg var på vej hjem fra arbejde, kom der er par kørende forbi mig på cykel, kvinden kørte forrest, men var tilsyneladende ikke helt sikker på vejen. Det gør, at hun kommer til at køre en lille meter forbi den vej, som de skulle have været ned af. Så siger hendes kæreste “hov, du skulle være drejet her” og drejer selv ned. I stedet for at sige “nå ja, det kan jeg da godt se” og vende om, så responderede hun med “NÆ, man kan altså sagtens køre denne vej” og så pløjer hun ind gennem det buskads, der var mellem de to veje. Gennem små buske og mellem træer og hun måtte sågar ned og støtte med den ene fod for at holde balancen. Så kom hun ud på den anden side, og mens hendes kæreste var mege’ overrasket og ved at tjekke ud, om hun havde revet sig meget på benene sagde hun “se, det går faktisk lidt hurtigere, hvis man bare skråner ind over, det gør jeg altid.”

Jeg kunne genkende absolut alt ved den situation! For det var nul procent en vej, som hun plejede at tage. Naturligvis var det ikke det, for ingen elsker at blive revet på benene af buske og hive skovflåter med hjem i hobetal. Hun kunne simpelthen ikke acceptere, at hun ikke havde ret. De har sikkert grint af episoden, så snart de kom hjem og hun har øjensynligt indrømmet, at det måske ikke var hendes foretrukne vej, hun endte med at tage. Den del kender jeg så ikke selv.

Jeg er nemlig mofo stædig. Og så for at krydre det i forvejen pæne personlighedstegn, så har jeg også enormt svært ved at indrømme mine egne fejl efterfølgende. I de fleste sociale sammenhænge kan jeg godt aflure, hvornår jeg skal bakke og melde mig ud af diskussionen for stadig kun at være stædig på et socialt acceptabelt niveau – men jeg skal gøre mig altså mege’ umage for at lykkes med det! Af samme grund, så skal jeg have afløb for stædigheden et andet sted – og det foregår så som oftest derhjemme.  Der er altså ingen tvivl om, at det som oftest er Arne, som bliver udsat for min lidet flatterende stædighed.

Hop ind og læs de ting, som vi skændes om 

Han kan fremlægge en plan for morgendagen, der er væsentligt bedre end min, og alligevel vil jeg holde fast i, at det ikke dur. Han kan foreslå en restaurant som jeg så afviser, og selvom jeg efterfølgende ikke kan tænke på andet end mad derfra, så siger jeg ikke en fucking lyd. Han kan påpege, at jeg kunne have håndteret en situation bedre, og selvom jeg udmærket klar over, at han har ret, så vil jeg bore mine negle ind i løgnen om, at jeg stør hundrede procent bag min beslutning.

Tidligere ville jeg så være villig til at gå nogenlunde i døden med min viden om, at jeg jo nok i virkeligheden tog fejl – og det er jeg da heldigvis kommet lidt videre med nu. Jeg kan til stadighed på ingen måde ombestemme mig i situationen, men hvis jeg lige får en time eller to i mit eget selskab, så kan jeg godt finde nogle tanker frem, der siger andet end bare “du har ret i alt og de andre tager fejl omkring alt i verden”. Men så er problemet jo så som oftest, at det er fuldstændig umuligt for mig efterfølgende selv at lægge op til en samtale, hvor jeg italesætter, at jeg godt ved, at jeg tog fejl i diskussionen tidligere og at jeg har ombestemt mig. Det er simpelthen alt for hårdt for mig at lægge mig fladt ned på den måde – når der nu er sådan en fremragende og let mulighed, at jeg bare lukker røven med min nyfundne indsigt og så lades som ingenting. Jeg er stort set aldrig uvenner med nogen, så der er jo som oftest blot tale om en uskyldig diskussion – og det kommer ingen jo til at holde mig ansvarlig for senere. Så jeg kan så let som ingenting skøjte videre i mit påstående fejlfrie hoved, og så aldrig tale om pisset igen.

Disse ting skændes vi også om 

Og det har jeg ved guder også gjort i mange år, men på et eller andet tidspunkt er jeg sgu begyndt at overveje, om jeg ikke ville være et lidt federe menneske at være sammen med, hvis jeg også kunne tage fejl. Så jeg øver mig! Og det gør jeg så herinde. For hvis Arne og jeg har diskuteret, og jeg tydeligvis var for grov, tog decideret fejl eller fik sagt noget forkert – så kommer han som tingene ser ud nu, aldrig til at høre det fra min mund. Til gengæld har han ofte oplevet, at han har kunnet læse om episoderne herinde. For når jeg sidder og skriver om vores diskussioner, skænderier og vores generelle liv, så er det, at jeg får tænkt situationerne til ende og kan se, at jeg nok var lidt galt på den – og så er det meget lettere for mig bare at skrive det herinde, end at sige det direkte til Arne. Nå ja, det er måske ikke en optimal løsning – men som Rissifrutti med kirsebærsovs i stedet for jordbærsovs, så er det sgu bedre end ingenting!

Arne synes måske nok, at det er lidt en skævvridning, at I får hans undskyldning før han selv – men man må jo tage, hvad man kan få. Så jeg øver lig videre, og indtil da er dette sgu løsningen.

Iøvrigt er der også en anden grund til, at det ville være fedt, hvis jeg ikke var så stædig. For lige nu kan Arne skyde skylden for alting på min stædighed – også de gange hvor han vitterligt bare tager fejl eller nægter at lytte til fornuft. Ja, det kommer måske ligeså meget bag på jer, som på Arne selv – men han kan også tage fejl. Og så ville det jo også være fedt, hvis Inge ikke fik helt samme niveau af stædighed som mig – for det er sgu forbandet hårdt at have det sådan og det gør livet væsentligt mere besværligt. Og hun bliver nok ikke mindre stædig af at have kommunens stædigste mor. 

Fik du læst mit freaking geniale trick til, hvordan vi kommer videre efter et skænderi? 

2 kommentarer

  • dejligt billede af jer

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    NØJ hvor kan jeg kende det, græder lidt af grin.. Episoden du var vidne til med cyklen, aarmen for hulan det er skægt og let genkendeligt!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

3 ting, du måske gør helt forkert