Jeg har købt en ny tiske-taske

Om at være i et forhold – hver for sig

Arne og jeg lever nogle perioder et helt almindeligt liv i et helt almindeligt parforhold. Andre perioder lever vi i et parforhold, bare hver for sig. Det gør vi, fordi Arne arbejder i Odense og ofte har vagter, der er 11 eller 13 timer – måske 4 dage i streg. Og fordi han tidligst ville være hjemme ved 1tiden om natten, så sover han i stedet derovre. Og så er der jo altså bare 4 døgn, hvor vi ikke ser ham.

Så er det bare Inge og jeg. Og selvom jeg som Inges mor naturligvis synes, at hun er meget meget dygtig, så må jeg nok alligevel indrømme, at hun ikke er til megen hjælp herhjemme. Derfor er det ret meget mig, der står for alt i de perioder. Jeg afleverer i vuggestue, henter i vuggestue, handler, laver mad, gør rent, vasker tøj, leger, putter og tager de vågne nætter. Og når Inge sover så skriver jeg på bloggen og ordner ting i den forbindelse – og når hun er i vuggestue, så er jeg på arbejde. Så lidt hurtig hovedregning viser, at jeg har cirka ikke en skid tid til at trække vejret i de uger.

Det lyder hårdere end det er. Det er faktisk ret hyggeligt, hvis jeg skal være lidt pisse-irriterende at høre på. For når man ikke rigtigt har tid til at stoppe op og tænke, så kører tingene sgu bare deruda’. Det svarer jo reelt set til at være periodevis enlig mor – og det er der jo altså masser, der klarer yderst fantastisk. Problemet er bare, at jeg ikke er enlig mor. Jeg kan ikke selv bestemme alting, for i slutningen af arbejdsugen kommer Arne hjem og så har han naturligt og forståeligt nok en masse meninger om, hvordan og hvorledes vi bør gribe alting an i vores familie. Men efter en uge alene, så er jeg villig til at modtage omtrent nul kritik. Jeg synes, at det er hårdt at skulle indordne sig efter Arnes ellers gode forslag, når han er trådt ind af døren for en halv time siden komplet udhvilet og med umådelig energi. For vi er i så forskellige situationer. Og så bliver jeg sur. Jeg bliver sur over, at han foreslår færre snacks, mere gå selv for Inges vedkommende og mindre bæren-rundt-på og jeg bliver sur over, at han kan finde på at sætte sig i sofaen, når der ikke er lavet aftensmad eller vasket tøj endnu. Og jeg ved godt, at det ikke er fair, for bare fordi han har været på arbejde, så har han jo ikke mistet sin medbestemmelse. Og det er jo ingen overraskelse for mig, at hans arbejde nu engang er sådan.

Det er også hårdt for Arne at være væk. For han er langt væk både fysisk og mentalt. For vi har travlt herhjemme, og jeg når ikke at sende hverken billeder eller film nok og dét dér Facetime, når vi heller ikke altid. Og det må være så øfferen, at han skal være smidt udenfor døren, fordi der bare ikke er tid til at sætte ham på prioriterings-listen.

Men det er jo ikke alle uger, hvor han er væk 4 døgn i streg. De andre uger, der arbejder Arne “korte” vagter. De er så tilpas korte, at han kan komme hjem og lege en halv eller hel time med Inge lige inden hun skal sove. Men han skal stadig tidligt afsted om morgenen, så jeg står stadig for aflevering, hentning, indkøb, madlavning, rengøring og alt det andet gejl, der nu engang bare er en del af familielivet. Så selvom det er pragtfuldt at have Arne hjemme om aftenen, så er det ikke fordi jeg i de uger har mere tid til alt muligt – for jeg har stadig ligeså mange arbejdsopgaver. Derudover så tager det lidt af min aften-skrivelyst fra mig, når Arne er hjemme om aftenen – for så vil jeg sgu da hellere se fjerner og snave, og så lider dén hér elskede blog under det. Og det bryder jeg mig sgu heller ikke om.

Heldigvis så betyder de mange og lange arbejdsdage i streg også, at Arne har fri på andre tidspunkter. Så kan han i ny og næ have fri en hel uge, hvor han kan sørge for at aflevere og bringe. Og de uger er det mest fantastiske og jeg sætter så meget pris på dem, at jeg helt når at glemme, de mange andre dage, der også er en del af vores liv.

I dag er en dårlig dag. På grund af et sammenfald mellem en af de “slemme” uger og Arnes årlige sommerhustur med gutterne, så har jeg været alene med Inge i 7 dage. Så jeg har været sur, mut og dårligt tilpas siden han kom hjem. Det tager mig altid en dag at vænne mig til, at han er her igen – og det når jeg ikke denne gang, for i morgen tidlig skal han afsted igen.

Den sidste del af måneden kommer Arne til at være meget hjemme. Det er bare lidt svært at glæde sig over lige i dag.

Hvis du trænger til noget, der er lidt skæggere – så er der nogle sætninger, I aldrig kommer til at høre mig sige. 

15 kommentarer

  • Eva

    Det er ikke idag jeg har læst dette oplæg. Det fjorde jeg samme dag som du skrev det, MEN det blev lige aktuelt for mig idag

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg føler virkeligt med dig! Jeg står i en lignende situation, da min mand arbejder 30 timer og spiller halv-professionelt fodbold på kontrakt ved siden af. Det betyder at han træner mandag, tirsdag, torsdag, fredag og spiller kamp hver lørdag. De dage han træner, er han hjemme 19:30 og på kampdage, er han væk mindst 4 timer. Selv arbejder jeg til 18 på onsdage, så vi ser stort set ikke hinanden, bortset fra om søndagen. Vi har sammen Conrad fra den 27/12-17, min mands søn, på 6 år, hver anden uge, og så er jeg gravid i 6. måned. Det kommer ikke som nogen overraskelse at han ikke ville være meget hjemme, og økonomisk er vi også afhængige af hans fodbold, så jeg føler ikke at jeg kan tillade mig at være sur over situationen, men det er simpelthen så SINDSSYGT hårdt, og jeg bliver hurtigt bitter, selvom han gør hvad han kan, når han er hjemme. Men han stopper heldigvis om et år, så der er da noget at se frem til 😅.

    Jeg sender alle gode tanker og overskud din vej! Og jeg tager hatten af for dit overskud til også at passe din blog og Instagram oveni at være en super-mor. Det er ellers ikke så lidt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lærke

    Det lyder mega hårdt! Selvfølgelig er I to forældre til Inge, og I har valgt at leve sammen, og bør begge have indflydelse på jeres hverdag og barn. MEN. Jeg synes det ville klæde alle personer, der arbejder så meget, at deres partner periodevis er helt alene om hus og barn og job at komme hjem med blomster eller god chokolade, sige tak, og så iøvrigt lige være opmærksom på, at der netop er nogle rutiner og måder at gøre tingene på, som han/hun ikke er en del af, fordi han/hun frickin ikke er hjemme. Det er altså ikke klædeligt at være væk 4 døgn og så komme hjem og have holdninger til, hvor meget du bærer Inge. Siger det bare.
    Jeg føler iøvrigt mega meget med dig. Har været 100% alenemor til min søn på Inges alder fra dag 1.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Det lyder røv hårdt og sikken en omstillings hat du skal tage på hver gang han kommer hjem. Hvor er du sej!!
    Det her har I sikkert tænkt over mange gange, men har I overvejet at flytte tættere på hans arbejde? Kunne det være en mulighed?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg kan godt følge dig. Jeg har en datter der er ligeså gammel som Inge. Vores udfordring ligger i at vi begge to er sygeplejersker, men skiftende arbejdstider

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Michelle

    Hvor er det befriende at du skriver det. Min mand har altid arbejdet rigtigt meget og i perioder også rejst med jobbet. Jeg står for alt hvad der har med børn og hjem at gøre oveni i mit job, så jeg kunne ærligt talt ikke rumme, at han skulle komme hjem og pludselig “blande sig” i ellers velfungerende rutiner og opdragelse. Men selvfølgelig er det hans ret som far. Det er sgu ind imellem bare svært at skulle blive enige om alting- især hvis man nu engang klarer skærene pisse fedt alene 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise S

    Du er ikke alene <3 Jeg har også en dejligt TV2-mand med de åndsbollede lange vagter. Det er pissefucking hårdt at være i, særligt fordi vagtplanen er gud, der regerer hele familiens liv. Kæmpe high five til dig for indsatsen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sabine

    Min mand arbejder 2 uger af gangen på nordsøen, javist er han så hjemme 3 uger men det er svære 3 uger. Jeg kender din situation alt for godt Julie. Jeg har 2 børn én på 3 1/2 og én på knap 6 måneder og det er bare mega hårdt at få en mand hjem fra job, med masser af meninger om hvorvidt hjemmet lige burde køre, når nu man lige havde så fin en rutine kørende. Jeg føler med jer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Min kæreste arbejder 5 dage om ugen i Jylland, mens jeg har fuldtidsjob herhjemme på Sjælland og skal passe vores søn på 1,5 .. det i sig selv er hårdt, men hvad der er endnu hårdere, er helt klart, at skulle rumme ham, når han så endelig er hjemme .. føj hvor går bølgerne højt indimellem 😁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Min mor sagde at det var så meget lettere at være alene med mig end at have en sur mås af en mand, der også troede han havde noget at skulle have sagt. Og så var jeg jo en engel, det hjalp nok også!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Claudia

    Årh kære Julie! Kender alt til dine frustrationer. Jeg er selv det man kalder “Græs-enke”. I starten var min kæreste væk i 18 dage (udlandet) og så hjemme 7 dage. Det kunne ingen af hos holde ud, så blev det til at han var og stadig er væk i 4-5 dage og hjemme 2-3 dage. Vi har dog indtil nu “kun” haft 2 hunde, men hold nu k*** hvor kan det og trække tænder ud at stå med indkøb, hus hunde have osv selv. Nu har vi en lille datter på vej og det bliver da bestemt heller ikke nemmere, men jeg glæder mig og det gør han også dog skal han være væk 6 dage i ugen de her sidste 4 uger op til termin og det er bestemt ikke noget jeg ser frem til!

    Så jeg kan sååååå meget godt følge dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lee

    Du skal vide, du ikke er alene om de tanker. Min kæreste arbejder i forsvaret, og jeg er ofte alene med vores to små børn (1 og 3 år) i 1-2 uger. Når man lige er kommet ind i en god hverdagsrutine, der bare virker og er god, føles det som at starte forfra, når man skal til at tilføje et ekstra led i ligningen. Det er hårdt for alle at skulle tilpasse sig ofte. Jeg håber, det bliver bedre med tiden..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Åh jeg kender det! Min mand har lige været væk i tre dage og kom (helt forståeligt) meget træt hjem – og jeg var sur på ham et døgn inden han tog afsted (fordi han skulle afsted) og jeg har snerret af ham hele eftermiddagen (fordi han havde været afsted). Og vores datter, som er røv sur i øjeblikket ville på ingen måde lege med sin ellers fantastiske far. Op. Ad. Bakke!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Vil bare stikke en high five og sige, at du ikke er alene! Min mand og jeg har en datter på 14 mdr og han arbejder off shore 3 uger ad gangen. Jeg er selvstændig ved siden af rollen som mor, så dér er tusind brikker i puslespillet, som skal hænge sammen de uger, hvor jeg er alene med lille fisen. Jeg er helt enig i at det er mega svært, at de kommer ind ad døren og pludselig “vil have indflydelse” og komme med nye ideer og rutiner. Selvfølgelig skal de kære fædre dét 😘, men det er rigtig hårdt at være i!!😅😖 Jeg tager hatten af for de helt enlige mødre!!! Puha, de er seje!! (Og det er du og jeg også 😉👌💛)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Ih, det lyder sgu hårdt 😏 havde selv en far (altså, jeg har han jo faktisk stadig) der i perioder arbejdede en del ude – og det var sgu også lidt frustrerende når han kom hjem og ville bestemme over os og blande sig i de rutiner vi havde min vores mor 😂🤷🏼‍♀️ Hvilket særligt arbejde har han som kun kan udføres i Odense?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg har købt en ny tiske-taske