Kom med mig i terapi

Om dengang jeg spiste en vindrue

Reklame for Økologisk Landsforening 

Ja, nu er det altså ikke fordi der skal blive et blogindlæg ud af det, hver gang noget tilnærmelsesvis sundt nærmer sig min mund – selvom det muligvis ville have en positiv indvirkning på mit madindtag. Men der var faktisk engang, hvor jeg spiste en vindrue, og det ændrede mig. Inden vi helt når dertil, så skal I næsten lige møde Julie-Elsbeth 0-22 år. 

Da jeg voksede op fandtes der ikke økologisk. Eller det gjorde der jo nok – men det var æk’ noget, som jeg kendte noget til. I mit barndomshjem har vi altid gået meget op i mad – det skulle smage godt og derudover være lidt sundt. Jeg dyrkede meget sport, og det kræver, at man rent faktisk fylder maskinen op med gode sager. Gode sager betyder i denne sammenhæng frugt og grøntsager og ikke vingummibamser. Min mor fyldte hver uge frugtskålen på køkkenbordet helt op, og så kunne man selv lige nappe et stykke, vaske det og så æ’e det. 

Jeg sprang dog altid ledet med at vaske frugten over. Og min mor var rasende på mig. Eller så rasende som min mor nu engang kan blive. Modsat mig, så er min mor nemlig et pragtfuldt, roligt og afbalanceret menneske, der ikke bliver hidsig så let – nogle egenskaber som min søster i øvrigt har arvet, og jeg aldrig har set skyggen af. Nå, men min mor blev i hvert fald tosset, når hun så det. 

Jeg forstod udmærket hendes pointe om, at man skulle vaske frugten ren – men jeg tænkte altid mere på det som om, at det var jord, der skulle vaskes af. Og ligesom når jeg plukker jordbær i haven, så er jeg villig til at hakke lidt jord med ned for bærenes skyld. 

Jeg vaskede frugten, hvis hun kiggede – og modtog i øvrigt i en lang periode en high five, når jeg som mere eller mindre voksent menneske skyllede min frugt, men hvis hun ikke kiggede, så sprang jeg det altså over. 

Så var der en dag som cirka 22årig, hvor jeg var hjemme og besøge mine forældre, og lige nappede en håndfuld vindruer. Jeg maste lige en tre-stykker ind i kæften med vanlig entusiasme, og så sker der det, at hele min mund rammes af smagen af nyrengjort badeværelse. Vindruerne smagte af, at nogen havde sprøjtet et eller andet ud over dem, der skulle holde smådyr væk – de fik dog et lidt større skadedyr med i købet, for jeg rørte ikke konventionelle vindruer igen. Som i nogensinde. Og nej, det er langt fra alle konventionelle vindruer, der smager sådan – for jeg har jo lavet det stunt massevis af gange – men de her gjorde. De var møjet til med sprøjtemidler, og selvom de fleste producenter er langt bedre til at bruge midler, der ikke smager af noget, så er vindruer sprøjtet kraftigt. Hvis jeg havde vasket vindruerne, så havde de sikkert ikke smagt forfærdeligt – men det havde ikke vasket pesticidresterne væk. Pesticidrester kan ikke vaskes af, så selvom man kan vaske det uheldige, fedtede, støvede lag af sine konventionelle vindruer, så kommer man desværre ikke af med sprøjtemiddel-resterne.

Siden da har jeg været pisse-ræd for vindruer, fordi jeg stadig kan smage den omgang, som de vindruer havde været igennem. Der har garanteret foregået et eller andet meget specielt ved netop den sending vindruer, som jeg blev udsat for – men hvis de havde været økologiske var det i hvert fald ikke sket. Og udover at den oplevelse gjorde mig umanerligt bange for en mege’ lille, uskyldig frugt, så gjorde den også at jeg begyndte at interessere mig for, hvorvidt de ting jeg puttede i munden var sprøjtede eller ej. Siden da har heldigvis det taget om sig, og i dag gør jeg en stor indsats for at vælge kemi fra i alle henseender. 

Der er mange forskellige grunde til at vælge økologiske fødevarer, men det her var en øjenåbner for mig. I dag er vi desuden meget mere bevidste omkring, at der er pesticidrester i mange af de madvarer, der forhandles i det lokale supermarked – og det undgår man, hvis man vælger økologisk. Der er desuden udført et hav af studier, der påviser nogle ganske grimme følgevirkninger af at spise fødevarer, der indeholder specifikke pesticidrester (selvom der ikke er tale om overskredne grænseværdier) – især hvis man er gravid eller barn er det bare noget rigtigt skidt. Eftersom jeg valgte ikke engang at skylle min frugt før jeg blev 22, så forestiller jeg mig, at der har ophobet sig nogle ganske spændende ting i min krop gennem tiden – og jeg vil gøre uhyrligt meget for, at det ikke bliver tilfældet hos Inge.

Og netop de vindruer, som jeg er så rædselsslagen for er da også på listen over de “Fem der gør en forskel” – altså de fem fødevarer, som man kan nøjes med at skifte ud med økologiske, og så skære minimum 50 procent af sit indtag af pesticidrester. Beregningen er foretaget af DTU Fødevareinstituttet og sammenholder mængden af pesticidrester i forskellige fødevarer og danskernes gennemsnitlige indtag af de her varer. 

Det kan godt være, at hele vores indkøbskurv herhjemme ikke altid er spækket med røde Ø’er, men det er helt sikkert at de “Fem der gør en forskel” – altså æbler, pærer, tomater, mel og vindruer altid vil være økologiske! 

Fik du læst mit indlæg om, at man heldigvis ikke behøver være perfekt. 

1 kommentar

  • Lise

    Hej Julie!
    Tak for god blog – jeg er vild med din måde at være på! 💃🏼

    Jeg er begyndt at tænke mere og mere over økologi, og jeg er endda også fornyeligt blevet opmærksom på, at det ikke kun er pesticidrester man sparer kroppen for – man sparer også på vores grundvand, når man køber økologisk, så det er jo endnu mere win-win!

    Mit spørgsmål går på om du har gode fif til, at opbevarer økologisk frugt og grøntsager? Det bliver så hurtigt kedeligt og slattent – og endnu hurtigere når man er ene om at spise det 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kom med mig i terapi