Homie 13 måneder: søvn, mad og hverdagen

Om endelig at have et hjem 

Vi boede 10 måneder hjemme hos mine forældre i mit barndomshjem, fra Homie var 1,5 måned gammel. Det var pragtfuldt på alle måder, men det var ikke vores. Jeg er klar over, at det ville være mere end almindeligt flabet at vurdere vores tidligere situation som “hjemløs”, for vi er så latterligt priviligerede, at have masser gode mennesker i vores liv, der til en hver tid ville give os tag over både mit hoved og de to skaldede af slagsen. 

Men i december fik vi endelig vores lejlighed, og fik pakket en masse flyttekasser ud, som vi ikke havde haft fingrene i i næsten et år. Det var som at få et hav af nye ting, fordi vi jo rent havde glemt, hvad vi havde. Ja, det lyder hæsligt forbruger-agtigt – men det føltes nu nu ikke mindre godt af den grund. Vi manglede absolut ingenting hjemme hos mine forældre, men vi havde bare ikke lige dén citronpresser, som vi har valgt og synes er god, og vi havde heller ikke lige dén dér blender med knuse-is-funktion – og selvom begge dele kan undværes så let som ingenting, så’ de sgu stadig gode at have. 

Så det var sgu rart at flytte tilbage på Amager og glo alle sine ting igennem og ikke mindst sætte dem op på hylderne i det, der skulle være vores nye hjem. Siden da er dage, uger og måneder bare gået slag i slag og vi har sgu hverken rigtigt haft tid eller anledning til at stoppe op og komme med en vurdering af, hvorvidt vi så også havde fået skabt et hjem. 

Den seneste uge har vi jo som bekendt været på skiferie, og i morges kom vi så hjem. Sådan rigtigt hjem. Inge var kun lige kommet ind i elevatoren, før hun begyndte at hvine af fryd og da jeg satte hende ned i gangen kravlede hun straks ind i stuen og begyndte at trampe på sit klaver, som så mange gange før. Inge var i hvert fald hjemme. Og det var jeg sgu også. Som altid havde jeg gjort hytten komplet ren inden vi tog afsted, så det ville være fedt at komme hjem til – og for Helle, hvor føltes det bare lækset at komme hjem. 

Der gik nøjagtigt 30 sekunder, før jeg havde fået møffet bukserne af og rendte rundt med bar amme-rumpet, efter fem minutter var Homie ovre og banke på snack-skuffen og efter 10 minutter havde Arne smidt sokkerne for enden af sofaen … Ikke alle elementer er måske lige ønskværdige, men det er da om ikke andet virkelig tegn på, at det er vores hjem. Hjemme hos os er der nemlig altid overflod af bare numser, snacks og sokker alle vegne. 

Som omtrent alle andre i verden mangler vi stadig at lave nogle ting i lejligheden, men grundlæggende er vi sgu virkelig godt på plads, og har været det længe. Bevares, det ville da helt sikkert pynte med nogle farver på væggene og at få lidt malerier op at hænge, men hvis I kendte til de diskussioner, der udspiller sig herhjemme, når Arne kæmper sig gennem gør-det-selv-projekter, så ville i forstå vores lyst til at udskyde det en smule. Okay okay, Arne er virkelig blevet mere habil med boremaskine og vaterpas siden vi fik denne lejlighed, men det lader altså til, at der er en god grund til, at det tager en masse år at blive håndværker – og endnu flere at blive en god én. 

Nå, men vi har sgu et hjem nu. Og det føles hjemligt og hyggeligt og som vores. Arne og jeg har haft andre hjem både hver for sig og sammen, men dét hér bliver sgu det første, som Inge kommer til at kunne huske som et hjem. HURRA! 

Fik du læst gårsdagens indlæg?

1 kommentar

  • Maria

    Det lyder så dejligt! Vil du ikke komme med nogle tanker om evt. pladsmangel, hvis i skulle få en lille én mere? Hvad har i af tanker om ‘hjem’ i fremtiden? Hilsen én der selv kigger på købe-lejlighed, med en mand og en et-årig ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Homie 13 måneder: søvn, mad og hverdagen