10 ting, der skiller vandene

Om et barn, der ikke hører efter

Yo gutinder,

Vores datter er sgu lidt en bandit. Hun er 15 måneder nu, og en del af hendes banditstreger var sådan set forsvundet for mange måneder siden. Hun var vigtigst af alt stoppet med at kaste med maden, og spiste både godt og (forholdvis) pænt. Vi havde ellers haft store problemer med at få hende til at stoppe med at kaste med sin mad og tvære den ud på bordet. Jeg nægtede dengang at skælde ud af den simple grund, at hun virkelig ikke var særlig gammel og jeg ikke troede, at hun ville forstå, hvorfor hun fik skæld ud – eller at hun overhovedet vidste, at hun var igang med noget, som hun ikke måtte. Men det stoppede heldigvis helt af sig selv, efter en ellers rimelig uoverkommelig tidsperiode. Men nu er hun edderbrandsparkeme begyndt igen, og det er mofo nederen!

Og nu er hun altså stor – eller i hvert fald væsentligt større. Og hun ved udmærket godt, at hun ikke må kaste med den mad og tyre bestik ind i de hvide vægge. Så tænker du måske “jamen hvordan ved du, at hun er klar over, at hun ikke må?” Njååå, der tænker jeg, at hvis man kan forstå “kan du tage bolden og lægge ind i kufferten i soveværelset?” så kan man sgu nok også godt forstå “nej!”. Men det er hun sgu ikke videre interesseret i for tiden – i særdeleshed ikke når det gælder hendes hang til at kaste med falaffel og agurke-stave.

Jeg var i øvrigt selv ret stolt af dette indlæg. 

Så nu kører spørge-toget sgu igen; for hvordan Søren, får vi hende til at stoppe med at tyre med maden? Hun synes tilsyneladende, at det mest grineren i verden er mig, der siger “NEJ!” og har en alvorlig mine i mit ellers fjollede ansigt – så det virker uhyre dårligt, uanset hvor tålmodigt jeg bliver ved med at sige tydeligt fra. Så sidder hun bare med helt sammenknebne øjne, et stort fjollet smil og en rynke på næsen og har det mega LOL. Vi fortæller hende naturligvis også, hvad vi gerne vil have, at hun gør i stedet – men det har nul procents effekt selv efter lang tid. 

Jeg tror, at en del af problemet er, at hun jo ikke er dum-baby. Hun ved sgu da godt, at det ikke har en konsekvens i verden, når hun ikke hører efter. Hun er 15 måneder, så hun bliver jo ikke sendt ind på sit værelse eller må gå sulten i seng – det er jo for Helle mig, der vil have hende til at spise. Samtidig så er jeg på ingen måde interesseret i at skælde hende ud, for det ligger mig ærligt talt virkelig fjernt. Jeg er den dag i dag selv virkelig bange for at få voksen-skæld-ud, fordi jeg ligesom alle andre i min generation og generationerne inden, er blevet skældt godt og grundigt ud og bare slet ikke kan være i den følelse.  Jeg er naturligvis også skrap i ny og næ, og jeg ville da sikkert godt kunne skælde ud, hvis hun slog nogen eller var streng over for andre børn – men det er i min optik også bare en situation af helt andre proportioner end mad-kasteri. Men derfor må fødevare-slyngningen jo naturligvis stadig gerne stoppe per rimelig omgående.

Så øhm, er der nogle, der selv har erfaringer med børn, der tyrer med maden og ikke tager et nej for et nej? Stoppede det af sig selv – eller har I nogle gode råd til, hvordan vi kommer i den rigtige retning? Og hvis løsningen vitterligt er dét dér lortede skæld ud – hvordan gør man så det på den mest ordentlige måde?

Be om hjælp, verdens bedste mødregruppe! 

Fik du så egentligt læst om dengang, hvor Inge yndede st bide mig i brystvorterne? 

17 kommentarer

  • Mia

    Min datter, som fylder to år i slut juli, gjorde præcis det samme! Og hun syntes også, at det var hylende morsomt. Vi går heller ikke ind for skældud, men valgte at gribe det an ved konsekvent at sige “nej” eller “du må ikke kaste med maven” i et bestemt toneleje. På den måde følte vi ikke, at vi skældte ud, men hun kunne stadig høre på vores toneleje, at det måtte hun ikke. Blev hun ved, fjernede vi hendes tallerken, så hun forstod, at kasteriet havde en konsekvens. Det virkede ikke fra den ene dag til den anden, men det hjalp. Samtidig tror jeg også, at det er noget, der hører alderen til, og mange børn lærer jo at spise bl.a. ved at røre og “lege” med maven. Så det er en hårfin balance. Men man undersøger selvfølgelig ikke maden ved at kaste med den 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Vores dreng kaster med mad og service, når han ikke er sulten. Vi sætter ham ned på gulvet og tilbyder ham mad igen lidt senere. Det virker her 🤷🏼‍♀️ Alle andre måder at håndtere det på er hidtil slået fejl…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine

    https://www.netsundhedsplejerske.dk/artikler/index.php?option=laes&type=ARTIKLER&id=493

    Jeg faldt over det her, en sundhedsplejerske har skrevet om børn der leger med maden. For mig synes jeg det giver meget mening det hun skriver 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    Jeg kunne skrive en masse om hvorfor små børn leger med maden, hvorfor de kaster med gaflen og bliver ved selvom der er sagt nej. Fordi det er nemlig som du selv skriver, ikke fordi hun er dum. Hun er helt som et lille barn skal være og gør præcis de ting du skriver, fordi hun undersøger sanser og hypoteser. Nedenstående forklarer det rigtig godt. Så hold ud 😅

    https://www.netsundhedsplejerske.dk/artikler/index.php?option=laes&type=ARTIKLER&id=493

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie E

    Jeg ved godt det nok ikke er dét du vil høre, men mens de er så små (jeg vil sige op til 3-4 år) kan det godt være de forstår budskabet om ‘nej’, men de har ikke impulskontrol. De gør det ikke for at være røvirriterende, men simpelthen fordi de ikke kan ‘styre sig’ endnu. Jeg ville bare leve med det og sige ‘hov, nu tabte du noget’ og så bare vente med at rydde pp til sidst. Når hun er stor nok vil jeg også bede hende hjælpe med at tørre det op, så hun måske bedre forstår hvad der sker når hun smider med det

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Åh det er også en kamp vi har herhjemme med vores søn der er et par måneder ældre end Inge. Han har så tilføjet at trykke maden godt og grundig sammen i hans hår, som han har ret så meget af. Så her er der bad hver aften efter maden 🙈😅 nå ja og gaflen kan bruges som kam… 🤥
    Har desværre ikke løsningen, vi har også mad over alt og knægten har det noget så sjovt, mens vi sidder med alvorlige ansigter, så kan han næsten ikke være i sig selv af ren ballade og grin.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Kære Julie-Elsebeth
    Først og fremmest; Nøj, hvor er Inge bare sød og hvor lyder det bare til at du har en kærlig og betænksom tilgang til opdragelse.
    Jeg er også af den opfattelse at skæld ud ikke er en god idé. Som i aldrig. Til gengæld ville jeg anbefale at indføre nogle naturlige konsekvenser – jeg kan id fra din tekst godt læse at du (ligesom rigtig mange andre) stejler lidt på ordet “konsekvenser”. Dog er det ikke konsekvenser ment som en straf og “nu får du ikke noget fredagsslik!”, men som “nu hjælper jeg dig til at forstå” via handling. For at følge dit eksempel; Inge bliver ved med at kaste med maden og du har sagt nej en eller to gange, oki-doki så må hun være færdig med at spise og komme ned på gulvet. Hvis du fornemmer at hun er sulten prøver du selvfølgelig at tilbyde hende mere mad kort tid efter, men følger så samme model hvis Inge begynder at kaste med maden igen. Denne model kan overføres til stort set alle andre situationer, kunsten er bare at finde en passende konsekvens, så det ikke bliver en straf. Jeg siger dig, at det lønner sig OG sparer én for en masse konflikter fremover. Ofte reagerer børn bedre på handlinger end ord, det er ihvertfald hvad min erfaring siger mig. Selvfølgelig kræver det en hulens masse tålmodighed fra forældrenes side med denne tilgang (og op til flere glas vin efter puttetid), da det er vigtigt at man er vedholdende og forbliver rolig.

    Men hey, husk at det bare er et tip – jeg er sikker på at du gør det helt fantastisk og det vigtigste er trods alt at man har sig selv med i opdragelsen. Ellers er der alligevel ikke noget der batter.

    De bedste hilsner
    Ditte (Cand. Mag. pæd og mor til to, bare for at få titlerne på det rene)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Sofie

    Min datter er lidt yngre end Inge men vi har haft gode erfaringer med at give hende en ‘nej tak’ skål eller tallerken som hun kan bruge til mad hun ikke har tænkt sig at spise. Der bliver stadig kylet med frikadeller men i det mindste sigter hun nu efter nejtak-skålen og ikke de hvide vægge.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Har du overvejet, om det måske er jeres reaktion hun synes er sjov og ikke så meget selve det at kaste med maden? Måske det er fordi hun ved, at i altid reagerer på det? Børn gør ikke ting for at være irriterende og på tværs, hun søger grænserne og så udforsker hun hvad der sker, hvis hun bryder dem.
    Hun er helt normal og det er ikke noget man sådan lige “får til at gå væk”.. det er jo en del af hendes udvikling og hvis det ikke er at kaste med maden så er det bare noget andet 🙄

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine

    Muligvis for tidligt at anvende denne phrase på Inge med held endnu, men jeg synes det er en god idé allerede at indøve det, så det ligger naturligt for jer, når hun reelt forstår det. Vi har haft helt held med sætninger som: “Jeg forstår godt, at du synes, det er sjovt at kaste med maden – MEN jeg vil ikke have, at du gør det” og dette kan omskrives til alle tænkelige situationer I skulle komme ud for … på den måde anerkender du overfor hende, at du ved, hun synes det er sjovt, og at du ser, hun morer sig med det – men på samme tid fortæller du hende, at du ikke vil acceptere hendes måde at spise på. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Ignorer det! Simple AS that! Fjern mad, gaffel eller hvad nu end barnet vil fyre i hovedet af dig. Når hun kaster mad fra tallerken:fjern tallerken-fodr barn-det gider barn nemlig ikk ret længe. Skæld ikke ud på det yndige pus, det er ingen nogensinde vokset af❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Vores datter er noget ældre, snart 2,5.
    Her har kodeordet i laaaaaang tid været distraktion. Dvs at vi starter med at sige fra overfor den adfærd vi ikke ønsker; og så skynder os at tale om noget andet / på anden vis distrahere.

    Hvis det stikker helt af, tager jeg simpelthen maden fra hende, og mader hende. Det er hun ikke så tosset med, så efter et par bidder får hun lov at få sin tallerken igen, hvis hun vil spise pænt.

    Hvis det ligefrem er en periode hvor der er latterlig adfærd ved spisebordet, duer 2 ting, og i denne rækkefølge(!!) 1) mega meget opmærksomhed og ros og alt muligt halløj. Hun vil bare gerne være med og anerkendes. Så må min mand og jeg snakke voksensnak på et andet tidspunkt
    2) ignorere lorteadfærden så vidt muligt – for det nytter ikke at hun får opmærksomhed på den måde

    Det er mofosvært for mig at huske på at jeg er den voksne. Jeg har sgu mange gange mest lyst til at grine når ungen giver sig selv spaghettihår og bolognese-rouge, men det må jeg lige minde mig selv om 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Tror bare jeg ville lade være med at give det opmærksomhed. Hvis det er fordi hun synes min reaktion er sjov og hun ved at du vil reagere. 🤷‍♀️ Måske bare lades som om du ikke ser det og se om hun stadig synes det er sjovt 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Mit råd vil være at fokussere på det du gerne vil have hende til, istedet for at ligge fokusset på at du siger nej, for ja det kan sku være skide skægt for de små banditter😉 jeg vil sige “du kaster lige med maden, stop og/eller nej tak! Du må rigtig gerne spise maden”. Synes altid det har hjulpet på min datter og gør stadig selvom hun nu er næsten 3 år🙂 skæld ud har ikke rigtig den store effekt synes jeg, deres hjerne er ikke udviklet til at forstå det og deres impulser er for stærke til at de kan lade være, selvom de “godt ved det er forkert”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Jeg mener faktisk man siger det først er omkring 18 måneder at de forstår “nej” 🙈
    Her virker det godt at fokusere på det hun gerne må – selvom det nogle gange kan være en kreativ udfordring at finde ud af hvad det er de gerne må i en situation – men f.eks. “maden ind i munden” har været brugt meget her. Jeg har fået en del inspiration fra bogen “Hjernesmarte børn” – selvom den mest er rettet mod lidt større børn (fra børnehavealderen ca) så er der stadig mange gode forklaringer om hvordan hjernen virker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ida

      Helt officielt er det ved 8-9 mdrs alderen at de forstår et nej. Men de er jo aldeles ligeglade 😂 Jeg har ingen løsning på problemet. Har tilgengæld bolo-pletter loftet 😬

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Åh hvor træls!!
    Kan huske vi også havde det dilemma med at give konsekvenser til den størrelse.
    Vi endte med at give hende pauser. Altså ikke låse inde på værelset eller noget… men hvis det var i madsituation, rykkede vi stolen væk fra bordet lidt og ignorerede hende (i et par minutter). Hun fik en pause men vi var til stede.
    Hvis det var i andre situationer (lege med noget man ikke må eller sådan) kunne det være en pause på vores skød, så hun kedede sig men vi var hos hende… giver det mening?

    Ellers vil jeg minde dig om at det er helt normalt at de tester og når du allerede er OBS nu tør jeg næsten love, at det ændrer sig 😉☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 ting, der skiller vandene