Den mest cremede spaghetti carbonara i kommunen

Om nederen beskeder – og at tage diskussionen

Jeg får mange beskeder på Instagram. Det er meget naturligt, fordi jeg også smider piss’- meget indhold op. Og jeg synes, at det er pragtfuldt at læse, hvad I tænker og synes om forskellige ting – og i øvrigt bare at sludre med jer. Kæft, jeg elsker det!

Jeg synes generelt, at tonen i mit lille hjørne af internettet er rigtig fin. Der er sjældent nogen, der skriver meget grimme ting til mig og når nogen er uenige med mig, så serveres det sgu næsten altid respektfuldt og så får vi os en god snak. Og det er piss’-fedt!

Men jeg ved sgu ikke, om det er fordi hele Danmark keder sig lidt, men den seneste uge har jeg modsat normalt fået en lille håndfuld fucking nederen beskeder. Jeg har også fået nogle halv-nederen nogle af slagsen, men dem slår jeg hen som svupsere fra afsenderens side, og lader være med hverken at svare eller tænke videre over dem i øvrigt.

Og jeg kan forstå på mine medmennesker, at de mener, at det også er den klogeste vej at gå, når det drejer som om de helt nederen beskeder. Men nu er jeg jo heldigvis ikke noget videre klogt menneske, og jeg kommer aldrig til at acceptere at blive angrebet eller beskyldt for have sagt, ment eller gjort noget, der ganske enkelt ikke er rigtigt. Så ja, jeg reagerer. Ja, altså ikke på det hele, heller ikke det halve, og nok heller ikke en tiende del – men hvis jeg virkelig føler mig uretfærdigt behandlet, så reagerer jeg altså.

Der er ikke frit lejde på min profil. Man kan ikke forvente at kunne sende en beskyldning eller anklage min vej, uden at man risikerer, at jeg insisterer på at få et telefonnummer og derved få mulighed for at ringe afsenderen op og snakke om den nederen besked. Hvis man ikke har lyst til at tage konflikten, så må man simpelthen lade være med at starte den. Og hvis man skriver noget nederen til mig, som jeg ser mig nødsaget til at svare på, så er emnet ikke færdigdiskuteret efter fire beskeder frem og tilbage. Det kommer til at tage noget af ens tid og ens opmærksomhed – og det er kun fair. Man kan ikke bare sende negativitet ud i verden, og så regne med at slippe for at skulle forklare det yderligere. I hvert fald ikke hos mig.

Internettet er ikke carte blanche til at smide grimme beskeder efter andre. Hvis jeg i en meget tænkt situation smed en negativ kommentar afsted efter én, efter at have set personens story, så ville jeg også forvente at jeg skulle diskutere det efterfølgende – det ville jo være hele pointen med at sende beskeden afsted til at starte med. Af samme grund slipper man heller ikke afsted med at skrive “ja, men vi er jo åbenbart uenige, så jeg gider ikke diskutere det mere!” til mig efter et øjeblik – for det var man klar over inden man sendte det negative afsted, så det var en del af præmissen for at gå ind i konflikten.

“Men JE, snakker du tit i telefon med folk, der har sendt dig nederen beskeder?” Næææ, for jeg får jo heldigvis ikke så mange af dem – og de gange jeg gør er folk sjældent villige til at tale om det med deres rigtige stemmer og ikke gennem et tastatur – men jeg beder altid om folks numre, og hvis de sender det, ja så ringer jeg op. Så sent som i går havde jeg den slags samtale, i øvrigt med en super flink gut, hvor det jo også endte med at vise sig, at han selv mente, at han havde været lige hurtigt nok ude – men han var simpelthen irriteret over at sidde fra sit vindue og se folk på Nørrebro ignorere de retningslinjer vi alle har fået udstukket i denne COVID-19-tid, når han selv fulgte dem slavisk – og det forstår jeg godt! At andre ikke følger reglerne blev vi hurtigt enige om heldigvis ikke er mit ansvar. Det er sgu for stort et pres at lægge på en simpel blogger. Så længe jeg også følger reglerne, så synes jeg egentligt, at jeg har min sti ren. Det var en skidegod samtale, og et rigtig godt menneske i den anden ende af røret. Og det plejer jeg lige netop altid at finde ud af, når jeg taler med afsenderne af nederen beskeder – og det er også min fornemmelse, at de finder ud af, at jeg altså også er okay.

Så det her er altså min vej til at kunne slippe hel gennem en tilværelse, hvor sociale medier spiller en stor rolle. Jeg bliver simpelthen nødt til at insistere på at blive skrevet ordentligt til, for ellers knækker jeg nakken og mister lysten til det. Jeg er ikke på den vogn, hvor jeg blokerer folk. Udover udenlandske, fake profiler, så blokerer jeg ikke folk, med mindre de skriver grimme ting om mit barn eller meget sexistiske ting til mig. Alle andre ser jeg ingen grund til at blokere, og det har heller ikke vist sig nødvendigt før.

Rigtig ofte, så handler de negative beskeder om, at folk føler noget omkring noget som jeg har sagt eller skrevet. Sådan fungerer ord jo. Men det er nu engang sådan, at jeg kun har et ansvar for, hvad jeg siger og skriver – ikke for hvordan det bliver opfattet. For eftersom der på en almindelig uge er 100.000 forskellige mennesker forbi min Instagram-konto og på en måned er 60.000 forskellige mennesker forbi min blog, der alle tænker, føler og opfatter forskelligt – så ville jeg være i en situation, hvor jeg vitterligt aldrig ville kunne sige noget rigtigt, hvis jeg havde ansvar for, hvad folk opfattede og forstod. Det betyder naturligvis ikke, at jeg skal sige liiiige, hvad der passer mig, hvis jeg ved, at nogen vil blive kede af det eller sure over det – det ville være strengt. Men hvis jeg skriver eller siger noget i bedste mening, så kan jeg ikke tage ansvar for, at seeren eller læseren på den anden sige søger en skjult hensigt frem i mine ord, som slet ikke er der. Det er simpelthen ikke mit ansvar.

Men det kan jo godt være, at man gang på gang bliver ked af det eller vred over ting, som jeg skriver eller siger. Det er jeg jo heller ikke interesseret i, for hele planen med mine platforme er at skabe fucking glæde. Så hvis jeg på nogen måde gør dig utilpas, ked af det eller usikker – så stop med at følg mig. Du skal have det godt, og jeg er jo komplet ligegyldig i dit liv, så kast mig over den virtuelle ræling, hvis jeg har den modsatte effekt på dig. Jeg lover dig, at vi er ikke mindre gode venner af den grund!

Og så til sidst; tillykke med, at du kom gennem endnu en isolations-dag. Du fortjener noget lækkert fra skuffen!

Har du læst de tre ting, der altid gør mig glad på de dumme dage? 

9 kommentarer

  • Canilla

    Du er pænt nice JE! Men jeg kan ikke helt lade vær med at tænke – gad vide om du får pænt mange hygge-svinere nu, af folk der keder sig og bare gerne vil have at du ringer dem op så de har noget at bruge tiden på?🤷🏽‍♀️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie-Elsebeth

      Haha, jeg håber og tror, at folk har bedre ting at tage sig til 😂 der har i hvert fald ikke været nogen endnu.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Selvfølgelig skal man tale pænt, men synes også at bloggere, instagrammere etc. ikke kan tåle kritik – og hvorfor vælger man så den levevej?
    Jeg synes du skriver fint, men er ved at blive vanvittig over alle de latterlige ting I reklamer for.
    Ja ja, jeg ved godt, at det er det I tjener penge på, men noget er så dumt, at man tror det er løgn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie-Elsebeth

      Jamen det er endnu en ting, som jeg ikke skal stå til ansvar for; alle bloggere og instagrammere. Det forlanger vi heller ikke af ejendomsmæglere eller SOSU’er. Jeg kan sagtens tåle kritik, og jeg efterspørger det også med jævne mellemrum af samme grund. Jeg har valgt denne levevej af rigtig mange grunde – men at modtage væmmelige beskeder er ikke en af dem. Og nej, det er ikke “en del af jobbet.”

      I forhold til reklamerne, så vil jeg anbefale dig at lade være med at kigge med overhovedet. Reklamerne er den pris du betaler for at få alt det gratis indhold – præcis, som når du læser artikler på nettet. Du kan ikke få det end uden det andet 🙂 jeg elsker desuden at lave reklamer, det er ikke bare en vej til at tjene penge. Det er mit arbejde, og det var desuden også mit arbejde at lave reklamer før jeg blev blogger. Så intet har ændret sig der 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sara

      Jeg er ikke helt sikker på at jeg forstår præmisser her – hvis man er Blogger, instagrammer eller lignende, så skal det være en fuldt ud legitim del af jobbet at man bliver kritiseret på sine egne platforme, hvor folk selv har valgt at de vil følge med? Det synes jeg er en meget speciel holdning. Jeg vil fandme være ked af det, hvis min jobbeskrivelse som økonom også bestod i, at kollegaer, samarbejdspartnere og kunder skulle sende mig beskeder om hvor dårligt jeg gjorde mit arbejde, alt efter hvor dårligt dere humør lige var dén dag. Måske vi bare skal opføre os ordentligt. Punktum❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      Så lad dog være med at følge med!
      Unfollow unfollow unfollow – hammer hammer let.
      Rigtig god dag til dig♥️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Jeg er fan! 💪🏻 Sejt gået!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Du er fandme sej 💪🏼 Er helt vild med at du gerne vil tale med folk og følge den helt til dørs. Alt for mange mennesker er af den opfattelse at det er komplet omkostningsfrit at hælde litervis af sur galde ud over dem de nu synes på de sociale medier. Og nu hvor alle tre børn sover, vil jeg skynde mig at hente den hemmelige slikskål inden min mand kommer tilbage fra sit kontor. Tak for dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    -bare lige tak for den sidste kommentar! Min far (jeg er også i familie kollektiv) har lige meddelt idag, at vi skal stoppe med snolder i Lock Down perioden🙄
    Nu viser jeg ham dit skriv og overbeviser ham om, at man fortjener snolder, hver gang man når igennem endnu en lock Down dag😂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den mest cremede spaghetti carbonara i kommunen