Bolleri, graviditet og nybagt baby-ejer

Sådan blev vi kærester 

Njå, I har vist aldrig fået den fulde historie, om hvordan Arne og jeg fandt hinanden og endte med at blive kærester og freaking forældre sammen. Jeg har mest gjort mig i nogle små, afkortede udgaver, fordi det sgu da er lidt forudindtaget at tro, at nogen gider læse side op og side ned om, hvordan vi fandt sammen. For vi er simpelthen et helt helt ordinært par – og har i øvrigt alle dage været det.

Men når jeg i ny og næ holder spørgerunder, så kommer der altid rigeligt spørgsmål i den genre – og så må jeg altid linke til et ingenlunde fyldestgørende gammelt skriv. Ja det skal sgu stoppe nu, så her kommer skidtet. 

Arne er fra Nordjylland – det jeg æk’. Han er uddannet journalist fra DMJX i Aarhus og flyttede efterfølgende til København fordi han hovedsagligt arbejdede her. Han havde ikke noget sted at bo, og ledte derfor efter et sted online. Han var til samtale om at blive eneste dreng i en stor lejlighed midt i byen – hos to fremragende piger. Hvordan jeg ved, at de er fremragende? Njå, men det er fordi de er fra 4200 Slagelse, der er mit gamle hood. Så han flyttede altså ind hos de to piger, og havde i øvrigt en pragtfuld tid – ikke at han stort set var hjemme, for han var freelancer og arbejdede rundt regnet altid. 

Efterfølgende har vi fundet ud af, at jeg umiddelbart inden boede et par hundrede meter derfra i en lejlighed med mine to gode veninder. Skægt hva’? 

Nå, men Arne købte en lejlighed på Amager og flyttede derud. På dette tidspunkt boede jeg sammen med min daværende kæreste, der var en pige. Det var et pragtfuldt forhold, og jeg har kun gode ting at sige om det. Det var bare ikke os for evigt. Vi gik fra hinanden efter cirka tre år, og jeg anede ikke lige, hvad der skulle ske med mit liv. Og hvad gør dumme piger som jeg i sådanne situationer – vi går ud og finder lidt bekræftigelse. Jeg hoppede på Instagram som så mange gange før og så, at én af Slagelse-pigerne, der havde boet sammen med Arne (jeg tænker ikke umiddelbart, at de er piss’-lykkelige for den titel, men den er god for forståelsens skyld) havde liket og kommenteret en sport-reporters Instagram-billede. Han havde et stort, flot tandsæt, smilehuller i hele hovedet og nogle sprækker af et sæt øjne, der var så små, at det var umuligt at gennemskue hans øjenfarve. Og så holdt han en stor, fe’ mikrofon i sine hænder – og for en pige med journalist-drømme kunne det ikke have været bedre. Selvom en soft-ice også havde set lækkert ud. 

Njå, så jeg likede billedet. Og muligvis et til. Og så gik der ikke mange minutter, før mine billeder fra de sidste par måneder også fik slynget likes efter sig. Vi likede lidt frem og tilbage et par dage, og så tilføjede jeg ham sgu på Snapchat, fordi han postede sit brugernavn i forbindelse med et sport-event som ellers ragede mig en radiator. Og på vej hjem i toget fra O’ense, hvor jeg læste min kandidat, sendte jeg et nøje udvalgt billede af mig selv, der var i færd med at fortære en slush ice. Teksten på billedet var vist noget i stil med “upopulær i stille-kupéen – men det er jo min frokost”. Og så blev der satme sendt snaps. Og jeg fik lige nøjagtigt den bekræftigelse, som jeg ville have. Men allerede samme dag, foreslog han at jeg kom hjem til ham om torsdagen. Og det ville jeg satme ikke. Jeg ville jo bare skrive med en pæn mand og så passe mig selv i den virkelige verden. Så jeg fortalte, at jeg havde en vigtig opgave, der skulle være færdig – så det gik virkelig ikke. De næste tre dage brugte han på at skrive “arbejder du på opgaven? Se at komme igang, så vi kan ses torsdag.” Man må forstå, at Arne var aldeles løs på tråden på dét hér tidspunkt, så han var vant til at hale sild såvel som andre slags fisk i land på daglig basis. Men jeg ville satme ikke. Jeg var ovenikøbet ret overbevist om, at jeg endnu engang skulle finde en pige at være sammen med – mænd var mere bare sådan en form for billigkøbt opmærksomhed. 

Men der skal jo som bekendt uddeles point for ihærdighed – og jeg gik med til en date. Jeg tog en hvidvin under armen og tog metroen hjem til ham. Jeg fortrød femogtyve gange undervejs, men jeg nåede alligevel frem. Arne var i jeans, hvid skjorte med pullover ud over – og jeg var i nøje udvalgt kjole og glattet hår, der begge var gennemblødt på grund af regnen hele vejen derhen. 

Lejligheden var HVID. Som i kun hvid. Jeg blev decideret sne-blind, da jeg kom ind af døren. Og alle møbler var i det hæsligste hvide højglans, der er mit absolutte hade-materiale. Men hvidvinen var god – og nummer to flaske var endnu bedre. Og så fandt jeg pludselig mig selv i stadig at være der næste morgen. Så meget for, at Arne var den, der var løs på tråden. Inden jeg skulle hjem foreslog han endnu en date dagen efter, men jeg skulle helt til Sorø, fordi jeg ikke længere kunne bo hos min ekskæreste – af gode grunde. 

Da jeg kom hjem skrev han, at hvis jeg kom næste dag, så skulle jeg pakke en taske, for så kunne jeg jo blive nogle dage. Og så sad han satme i saksen – for jeg skred vitterligt aldrig igen. Gode gamle BZ’er-Julie-elsebeth. Arne skulle til et stort sport-event og bad mig blive boende i lejligheden mens han var afsted. Vi brugte hver dag på at tale i telefon i flere timer, mens han kørte bil i udlandet – altså på den lovlige måde jo. Da han kom hjem datede vi videre, mens jeg stadig boede der. Vi lavede ting sammen og ting hver for sig – men det udviklede sig sgu rimelig hurtigt. Muligvis var der en enkelt eller to andre dates inde over fra nogens side, men ikke noget, der gjorde andet end at gøre os sikre på, hvad det var vi ville. Vi ville sgu bare gerne snave med kun hinanden. 

Nogle måneder efter blev jeg inviteret til Milano og den sidste aften hørte dyret mig lige, om jeg ville være hans kedelige kæreste og øvrigt flytte adresse til hans lejlighed – for jeg boede der jo altså allerede. Det gad jeg ikke. JOKE – det gad jeg jo godt. 

Et par måneder efter elskede vi også hinanden. Vi skændtes også ofte dengang, men det varede ligesom nu aldrig længe. Arne tillagde sig skæg på min opfordring og gik fra at være reporter til at blive redaktør. Jeg kom i praktik på BO BEDRE og Bolig Magasinet – og blev derefter ansat på I FORM som web-redaktør. Vi tog ud og rejste endnu mere. Blandt andet Berlin, Budapest, Vietnam, Cambodja, Norge og Færøerne af flere omgange, Puerto Rico og den Dominikanske Republik – så var der vel gået to siden vi mødtes og så var jeg pludselig gravid. Eller jeg havde jo smidt p-pillerne, så det var ikke nogen ægte overraskelse, men det skete langt hurtigere end forventet. 

Vi rejste lidt mere. Island, Færøerne og Athen – og så stod vi pludselig med en baby i armene på Rigshospitalet d. 1 februar 2018. 

Og resten er vel egentligt ganske offentlige tilgængeligt her på bloggen. 

3 kommentarer

  • Skidehyggeligt indlæg – hvis man tilgiver folk for højglans, kan man komme gennem alt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Æv et materiale valg 😫😫 men skøn historie, han vidste det var dig han ville have.. Skønt med de mænd der kaster det hele ind i at få fat på kvinden. 👍😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Sneblind 😂😂😂
    Dejlig historie.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bolleri, graviditet og nybagt baby-ejer