Er mælkebaren lukket herhjemme?

Tanker fra en baby-ejer alene på tur

For lidt over en uge siden var jeg alene på tur til København, og på turen skriblede jeg en masse tanker ned, men så fik jeg sgu aldrig rigtig udgivet indlægget – mestendels fordi det er lidt noget rod og makværk. Forestil jer Ulysses bare super super meget dårligere og uden nogen som helst relevans for andre end mig. Men nu manglede jeg sgu lige noget indhold til bloggen, og så er jeg sgu ikke for fin til at ty til en af de elendige kladder, som jeg har liggende. Sååå, en hel del forsinket kommer her mine tanker fra dagen:

Så’ jeg sgu på vej mod København. Og hverken Arne eller Inge er med. Det er meget mærkeligt. 

Det er ikke fordi jeg skal nogen vilde ting, jeg skal bare øve mig i at tage væk fra min Homie, og rent faktisk hygge mig undervejs. 

Arne er derhjemme og jævnfør at Inge i forgårs begyndte at blive mor-syg for første gang, så får han nok umiddelbart rigeligt at se til. Samtidig tror jeg virkelig, at han kommer til at være glad, når dagen er slut – for så kan han sgu lige skrive på CV’et, at han har været alene med hende en hel dag. 

Nå, men jeg i hvert fald afsted nu. Og jeg tager sgu lige nogle noter i løbet af dagen, så I kan følge med i, hvad mit åndssvage hoved når at tænke i løbet af sådan en dag. Jeg kan ikke helt forklare, hvorfor det skulle være interessant for jer – men nu er jeg jo allerede i gang med at skrive, så nu kører jeg sgu bare videre. 

Skal I høre noget fjollet? Jeg har fucking savnet at køre i tog i ny og næ. Man møder jo folk i toget, som der tilsyneladende ikke findes i den virkelige verden. Lige nu sidder jeg og lytter til en telefonsamtale mellem en cirka 30årig kvinde og det jeg tror er hendes kæreste. Hun er blevet ragende uvenner med sin gamle veninde – og de havde aftalt ikke at kontakte hinandens familier – men nu har veninden alligevel skrevet et brev til hendes far – og sagt tak for gaven fra Tenerife. OG DET VAR BARE DET FUCKING VÆRSTE HUN KUNNE GØRE! Åbenbart. Hvis hun også kontakter hendes bedstemor, så går hun fuldstændig amok beretter hun – hun smadrer hende bogstaveligt talt, hvis det sker. Og hun er ligeglad med, at hun er gravid. Hendes kæreste afbryder hende i telefonen, ikke for at sige, at hun skal snakke pænt – han skal bare lige høre, om hun har spist de sidste Twix. Det har hun ikke, kun Snickers’ne – Twix’ne ligger stadig bagerst i skabet. Jeg sidder og overvejer, hvordan jeg kan snige hovedet op over tog-stolene, så jeg kan se ansigtet på det menneske. Hun slutter samtalen af med at fortælle, at de bare begge to skal holde tæt med den her samtale. Jeg har ustyrligt lyst til at fortælle hende, at hun sidder i en fyldt tog-kupé, det må hun simpelthen have glemt. 

Der er en folkeskoleklasse på tur med toget. En cirka 8 årig dreng spørger sin 50 år gamle klasselærer, hvem der har skrevet dén dér sang “Same bitches”. Det har hun ikke lige styr på, fortæller hun. Det er Post Malone featuring folk jeg ikke kan huske. 

Der er en ung kvinde med en baby på den samme café som mig. Jeg vil skyde på, at babyen er lige lidt yngre end Inge, måske 5 måneder. Kvinden sidder og snakker med sin veninde – er det mærkeligt, hvis jeg lige går hen og spørger, om jeg må holde og kysse hendes baby? Måske kan Inge mærke det derhjemme. Ja, nej det er vist ikke rigtigt Julie-elsebeth.

Fløde-livet

Hvad fanden har I lavet med København, mens jeg har været væk? Alt er jo forandret. Er det ikke et øjeblik, at jeg har været væk? Området omkring Hovedbanegården ligner jo slet ikke sig selv. Godt, at vi snart flytter tilbage igen, så jeg kan følge lidt bedre med. 

Hov, der er en Louis Vuitton-butik. Tør jeg stikke hovedet ind til de rige mennesker derinde? Okay, der er propfyldt, så tør jeg godt. Jeg føler mig let akavet derinde blandt kinesiske turister, der tilsyneladende har samme rådighedsbeløb om måneden som min årsindtægt. Jeg står i kø bag en gruppe kinesiske turister, der opfører sig ganske hjemmevant – den ene er sådan halvt omme bagved disken. Må man bare det? Så kan jeg da hurtigt få tjekket den taske ud – og så behøver jeg ikke tale med en ekspedient, der unægteligt kommer til at kigge skævt til min slidte cowboyjakke – hvorfor dælen tog jeg også den på. Og nu står jeg så ovenikøbet med næsen nede i min telefon og grifler løs, de må tro, at jeg er lidt af et tilfælde. De tager ikke nødvendigvis fejl.

Fuck. Den kinesiske turist, der stod halvt bag disken var ikke turist. Eller nødvendigvis kinesisk. Hun er ansat i butikken. Jeg er chokeret over, at jeg automatisk gik ud fra, at de var venner alle sammen, fordi de alle havde et asiatisk udseende. Der er intet som at finde ud af, at man er lidt utilsigtet hygge-racist. Pis. 

Ja. Hun snakker naturligvis et perfekt dansk. Jeg’ for dum jo. Nå, men til gengæld vil hun gerne hjælpe mig med at kigge på min taske. Ja, jeg ved godt, at det teknisk set ikke er min taske endnu – men det bliver det en dag. Én dag – ikke at forveksle med i dag. 

Njå, det blev så i dag alligevel. Den kostede 1500 mindre, end jeg havde regnet med – og så var det ligesom om, at jeg ikke rigtig havde en fri vilje længere. Jeg skal lige have luret, hvordan jeg fortæller Arne om, at jeg har købt en taske, der koster 4 måneders vuggestue-plads. Han har allerede set det på Instagram – men så behøver jeg jo heller ikke tænke mere over det. Desuden så synes jeg vitterligt, at hvis man nu skulle lokalisere et fornuftigt køb i ufornuftige Louis Vuitton – så er det min taske. Den har plads til stofbleer, sutter og et legede og så er den sort, så den ikke bliver grim at se på og den går ikke af mode lige foreløbigt. Hvor er jeg i grunden et fornuftigt menneske. 

Du kan forresten se tasken lige her. 

Jeg har lige været inde og sige hej på Bloggers Delight. De er sgu bare så sø’e derinde – og så fik jeg desuden allerede nu mulighed for at vise min taske frem. HURRA. De siger, at jeg skal skrive endnu flere indlæg – vi er helt enige. 

Jeg har spist frokost med min veninde Frida. Jeg fik tuntatar. Jeg har altid været glad for tun, men siden jeg blev gravid og ikke måtte spise det, så har jeg fucking elsket tun. Dét dér med, at man kun gider lege med den legetøjsbil, som man ikke må røre. Frida var ligeså mofo smuk og pragtfuld som sædvanligt. Et af dé dér mennesker, som er overordentligt smuk og klog og dygtig og synger som en freaking drøm – og som desuden altid har noget godt at sige om andre mennesker. Fuck, hvor vil jeg gerne være sådan. Det bliver næste år. Eller året efter. Frida er blevet nedprioriteret det sidste stykke tid – og det er for dårligt, for for Helle hvor har jeg det altid fed’ efter at have set hende. “Men hov JE, nu tænker du igen på dig selv”. Ups ja. Det skal jeg lige arbejde på. Vi sluttede af med kaffe på Granola. Jeg bestilte en iced latte – jeg fik et freaking tårnhøjt glas med karamel-swirl og pis og lort. De manglede kun stjernekastere og en frugt, som man ikke kan udtale navnet på – så ville den passe perfekt til et all inclusive-hotel på Rhodos. 

Nu skal jeg mødes med Mihalis. Min græker-ven. Eller halv-græker/halv-sønderjyde. Hvilket i følge ham selv gør ham til hel dansker. Men jeg trænger til et lidt internationalt islæt i min vennekreds, så han er stadig græker i min optik. Han har bare moderat bedre styr på økonomien. 

Det var også fucking hyggeligt. Vi fik vendt det meste af verdenssituationen på lidt over en time. Det er da meget godt gået. Vi snakker også begge to rimelig hurtigt. De ting han siger er bare lidt klogere, end de ting jeg siger. Han har læst et studie om alt. Og han kan huske hele pisset. Og så synes han, at jeg er god. Ligegyldigt hvor dårlig jeg er. Nogle gange forstår jeg ikke, at mine venner gider være venner med mig. Men ok, så har jeg heller ikke flere venner. Det giver mening. Mihalis havde desuden en milliard forretningsideer til mig igen i dag – det er dæleme godt, at jeg har ham. Så skal jeg bare lige gro et or nosser til at prøve noget af det af. 

Fuck, klokken er 17.50 – jeg skal skynde mig til toget. Jeg nåede det. Om 1 time er jeg hjemme hos min baby igen. Og Arne. Man må endelig ikke glemme Arne. 

Jeg plaprer hele vejen hjem i bilen om min taske. Inge venter derhjemme. 

Fuck min taske – dér er min baby. Og hun smiler og rækker armene ud efter sin mor. Tak for i dag, nu skal jeg kysse min baby. 

2 kommentarer

  • Hanne

    Det er morsomt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Haha seriøst det her indlæg må være tæt på genialt. Er helt vild med skrivemåden og beskrivelserne!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er mælkebaren lukket herhjemme?