Om at rejse sig op for andre mennesker 

Tanker om vuggestue-start 

I morgen starter Homie i vuggestue. Det er sgu da for vildt. Så starter institutionslivet edderbrandsparkeme. Allerede mens jeg var gravid kunne jeg mærke, at jeg havde det svært med at tænke på, at hun allerede skulle i institution som 1 årig. Det er ganske vist senere end mange, netop fordi vi selv valgte at betale for ekstra barsel – men jeg synes stadig, at 1 årige er nogle små nogle. Og følelsen blev kun forstærket da jeg rent faktisk stod med det lille liv i hænderne og tænkte på, at der på et tidspunkt var andre end mig, der skulle passe og passe på hende.

Og den følelse har varet ved indtil for ganske nyligt. Men for omtrent en måned eller halvanden siden begyndte vi bare at kunne mærke, hvor meget Inge elskede det, når vi søgte ud blandt andre børn og slap hende løs. Hun har siden hun blev født naturligvis været omkring andre børn, men det var først der, hvor vi for alvor kunne mærke, at hun higede efter at være i kontakt med dem – og ikke kun sine ke’elige forældre. For bevares; shit vi må være kedelige at hænge ud med hele tiden, vi taler seriøst om pensionsopsparing minimum én gang om dagen. 

Derfor har tiden op til dén hér vuggestuestart heller ikke været præget af den panikangst, som jeg havde regnet med, at mit lille hoved ville gå bananas i, når tiden nærmede sig. For hverken Arne eller jeg er særlig meget i tvivl om, at hun trænger til at komme afsted. Jeg kan huske, at jeg inden jeg blev mor hørte andre forældre sige det samme om deres børn, og jeg forstod det seriøst ikke. Hvordan ved man, at børn trænger til at komme i vuggestue eller dagpleje – er det ikke mere en måde at forsvare overfor sig selv på, at det er okay, at man skal starte på arbejde igen. Men man kan altså sgu bare mærke, når ens barn pludselig er mofo ligeglad med én, hvis der er andre børn tilstede – og så er det sgu nok ved at være tid. 

Når det så er sagt, så er jeg ikke skidevild med ideen om, at Homie skal bruge størstedelen af sit liv i en institution, og af samme grund så er jeg jo som bekendt gået på deltid. På den måde kan Arne aflevere hende lidt sent, når han har fri i hverdagen, og så kan jeg hente hende lidt tidligt. Nogle gange kan hun helt få en fridag og de gange, hvor Arne er væk flere døgn leger jeg så alene-mor, og det kommer også til at kunne lade sig gøre uden alt for store mængder institutionstid, netop fordi jeg er på deltid. Det er et enormt privilegium, at det kan lade sig gøre for os, at jeg er på deltid – og det gør mig så lykkelig! 

Alt dét hér baserer jeg dog på ikke en skid – for vi aner jo ikke en skid om institutionslivet. Det kan sagtens være, at vi om to måneder står med en pige, der ikke gider hentes hjem så piss’-tidligt og bare vil have lov til at være lidt længere i vuggeren. Så alt afhængigt af hvordan det hele går, så må vi rette til og rette ind således at Inge får den bedst mulige start på institutionslivet. Børn er så freaking forskellige, og hvor nogle trives allerhelvedes godt med en masse tid i institution, så er der bare andre, der trænger til lidt mere tid derhjemme i ro og mag – altså så meget ro og mag som der nogensinde er at finde i en børnefamilie. 

Vi var på besøg i vuggestuen i fredags på Inges følle – og den var præcis som vi havde håbet på. Den virker så hyggelig og som et pragtfuldt sted at være for en nysgerrig, lille pige. Vi blev vist rundt af den pædagog, der står for indkørslen af Homie – og det føles sgu bare trygt og godt. Men det er jo Arne, der kommer til at køre den langsomme indkørsel, og jeg kan godt mærke, at jeg også rigtig gerne ville være med til det. Jeg har lyst til at være der til at forsikre Inge om, at hun er det vigtigste for os og at vi aldrig er længere væk, end at vi kan hente hende på et øjeblik. Samtidig ved jeg også godt, at hendes mors omklamrende tilstedeværelse måske ikke nødvendigvis ville gøre noget godt for indkørslen, så jeg affinder mig med, at måtte tage på arbejde og nøjes med en masse billeder og beskrivelser af dagene.

Så ja, jeg er piss’-bange for, at hun kommer til at starte i vuggestue og tænke “hvor blev mine forældre af?” – og samtidig har jeg bestemt heller ingen lyst til at afskærme hende fra noget, som det umiddelbart virker til er både godt og stimulerende for hende. Jeg håber, at vi lander et eller andet rart sted midt imellem mine to opfundne poler.

Kæft mayn, dét hér indlæg stikker vidst i alle retninger, og jeg har simpelthen ikke energi til at rette det igennem – så jeg håber at I vil lade jer nøjes med dén hér omgang indre monolog-lignende masse. 

Hvordan havde/har I det med institutionsstart og har I nogle gode råd til de to amatører? 

Glædelig søndag – har du egentligt ikke lidt mere af dén dér gode chokolade tilbage i skuffen – og hvad med popcornene? Så er i dag sgu en pragtfuld dag at æ’e dem. 

Fik du læst mit seneste indlæg om at rejse sig op for andre mennesker?

15 kommentarer

  • Hej Julie Elsebeth,
    Jeg læser en del tvivl og usikkerhed mellem dine ord. Det er en sund reaktion på en adskillelse fra din datter, der sker alt for tidligt – rent faktuelt. Jeg vil råde dig til at lytte til dit indre. Som andre skriver, så er dit barns begyndende sociale behov absolut ikke det samme som at hun har et behov for at undvære sine primære omsorgspersoner – tvært imod, vil jeg sige. Institutionerne er ikke børnenes behov. Læs mere på http://www.kulturkritiskforum.dk

    Kh Mie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie

      Hej Mie. Jeg synes, din kommentar er decideret ukærlig og usolidarisk og skyder helt ved siden af målet i forhold til Julie Elsebeths indlæg. Hvis den havde været rettet mod mig (som i øvrigt står i fuldstændig samme situation som Julie Elsebeth, med et barn på 1 år, der starter i vuggestue lige om lidt), så var jeg blevet så ked af det. Derfor kommenterer jeg:

      Jeg synes simpelthen ikke, man kan bruge en mors (endda en førstegangsmors) tvivl og usikkerhed til at pushe en dagsorden. Og det handler ikke om, at din kommentar taler for hjemmepasning, jeg havde ment det samme, hvis du talte for vuggestue. Som mor er man i tvivl og usikker en milliard gange om dagen. Det er i hvert fald min egen oplevelse. OGSÅ selvom man helt ned i maven ved, at noget er rigtigt. Så er der alligevel som regel en lille snert af tvivl og usikkerhed, der sniger sig ind. Og det tror jeg kun er godt. Det er som om hjernen eller hjertet med tvivlen lige siger: “Hey, lad os lige dobbelttjekke, at det her er den rigtige beslutning. Mærk lige efter en gang til”. Som regel når jeg selv frem til, at min beslutning er den rigtige, men tvivlen giver mig mulighed for at mærke ekstra godt efter.

      Hvis man sætter lighedstegn mellem tvivl/usikkerhed og forkerte beslutninger, gør man det satme svært at være mor.

      Tvivl betyder ikke, at man ikke lytter til sit indre. Tværtimod betyder det netop at ens indre sætter en lille sikkerhedsforanstaltning op, der sikrer, at man lytter ekstra godt.

      Julie Elsebeth: Held og lykke med indkøringen! <3 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Monica

      Anne, hvis man er usikker på hvorvidt man bør adskilles fra sit barn, inden det selv kan give udtryk for, hvorvidt det selv har lyst til at blive frataget sine primære omsorgspersoner i hverdagen, så synes jeg da det lyder skørt at man gør det? Jeg hjemmepasser min lille pige, og har aldrig nogensinde været i tvivl om, hvorvidt det var der rigtige valg, da valget først var truffet. Hver eneste dag går jeg og mærker hvor meget det er det rigtige valg vi har truffet, og der har vitterligt ikke været et eneste ondt i maven eller tvivl hos mig, om at det er det rigtige valg. Hvis man er i tvivl er man jo ikke sikker på sit valg, og denne usikkerhed må jo bunde i noget? 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lærke

      Hej Emilie, jeg kan slet ikke se hvordan du kan se Mies kommentar som ukærlig. Det kommer jo netop fra et kærligt sted – hun tænker på Inges trivsel. Det kan godt være at Julie Elsebeths følelser kan blive lidt klemt, men jeg tror sgu godt hun kan tåle det. Hun er den voksne, og jeg syntes ikke vi solidarisk skal passe på andre voksnes følelser på bekostning af vores børns trivsel. Børn kommer i vuggestue på grund af at samfundet er indrettet sådan at mødrene skal på arbejde igen. At det er godt for dem socialt er en løgn som vi fortæller os selv og hinanden for at have det bedre med at aflevere de små børn til fremmede mennesker.
      Jeg håber ikke du bliver ked af dette svar, det er ikke min intention. Men jeg syntes det er så mens vigtigt at vi får rystet op i denne afskilleskultur og ser i øjnene hvad det er vi udsætter de små børn for, og så må forældrenes ego og følelser komme i anden række – for vores børn er jo det vigtigste ik? Knus

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie

      Hej Lærke
      Jeg har på ingen måde lyst til at gå ind i en vuggestue kontra hjemmepasning diskussion – som jeg i øvrigt også skriver i min kommentar til Mie.

      Jeg reagerer på, at Mie laver en slutning der hedder: Tvivl/usikkerhed –> en sund redaktion på en for tidlig adskillelse. Julie Elsebeth skriver jo flere gange i sit indlæg, at hun kan mærke, det her lader til at være den rigtige beslutning. Men at usikkerheden er der lidt alligevel, fordi guess what, det er sgu det, der følger med, når man pludselig har ansvaret for et lille menneske; Evig fucking usikkerhed på, at man gør det godt nok. At italesætte den usikkerhed betyder ikke, at man ikke kan mærke, hvad der er godt for ens barn.

      Hvad hvis vi bare antog, at Julie Elsebeth har styr på, hvad der er godt for hendes datter og deres familie? Jeg er sikker på, hun også tænker på Inges trivsel, og jeg tør også godt vove den påstand, at hun gør det mere, end Mie gør. Jeg hader ord at bruge ord som morpoliti, men nogle gange er det simpelthen brug for, at alle andre lige slapper af og ser det hele fra fugleperspektiv. Ligner Inge et barn der mistrives på nogen som helst måde? Ikke i mine øjne. Så slap af med den der moraliseren pakket ind i omsorg.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg tror vi alle har det nøjagtig som du beskriver det 🙂 Jeg kan kun tale ud fra egen erfaring og det gik bare pisse godt!! I starten er man der jo med dem, men efter et par dage, kom vi ind, sad og legede lidt, han blev afleveret i armene på en sød sød pædagog og så kyssede vi, vinkede farvel og kæmpe smil. Det er vist noget med at hvis barnet kan se at du er tryg ved at lade dem være der, så bliver de også trygge. Og det giver egentlig ret god mening synes jeg:-) Det kan godt være det kræver lidt tårer fra både barn og forældre, men det kommer til at gå pisse godt. Jeg har grædt foran pædagogerne et par gange og de fleste har selv børn, så de er helt med på hvad der foregår inde i hovedet på dig:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mona

    Hej Julie. Jeg vil bare lige tilføje, at man ikke behøver at putte sit barn i institution for at kunne stimulere det med jævnaldrende børn. Vi ses med jævnaldrende børn de fleste dage i legestuer, hjemmebesøg osv. og fortsætter med det i stedet for institution (min pige er 10 måneder). Så får vores datter både det sociale med fra andre børn, uden at skulle adskilles fra os ✌🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karin

    Lige et par råd fra fra en vuggestue pædagog:
    – hvis I virker trygge og sikre, smitter det af på jeres barn og omvendt;) så prøv at skjule, at hvis det er svært. Også selv om hun er ked af det når I aflevere. Ring evt. Efter et kvarter og hør om hun er ok, og stol på at pædagogerne nok skal ringe, hvis hun ikke er ok:)
    – navn i alt tøj, sko, sutter mm….. og gerne flere sutter;)
    -husk på at hun er del af en gruppe, på ofte 12-13 børn, Oplever desværre ofte af få nogle mærkelige forspørgelser fra forældre. “vi vil gerne have en A4 side, hver uge om vore barns trivsel” “kan I ikke pakke noget legetøj ind til mit barn, hver dag når han kommer I vuggestue, så han ikke bliver ked af det”
    Det er der simpelthen ikke tid til, desværre. Vil som pædagog, meget hellere brugen tiden, med godt samvær med dit barn;)
    – hvis noget bliver væk, ender det ofte på barnets plads igen, hvis der er navn i, når pædagogen lukker stuen. Så brug heller tiden på at spørge ind til dit barn dag, end at være irriteret over, at sutskoene igen er væk;)
    – tag ikke det dyre tøj på, som ikke må blive beskidt, eller som I vil blive ked af at miste.
    – tag en bamse, sutteklud med, som hun er glad for, når hun skal være alene, og sove der første gang

    Rigtig vuggestue start❤️☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Kære JE
    Vi skal til at “køre” nr. 3 ind i det pulserende vuggestueliv lige om lidt. Det er lige modbydeligt hver gang. Men de klarer den, får gode venner og savner heldigvis ikke os, så meget som vi savner dem 😉. Jeg har 3 gode råd:
    1) Sig hurtigt farvel, kys, smil og vink – og “gå så aldrig tilbage til en fuser”. Selvom homie er ulykkelig, så holder du ikke fast i hende eller går tilbage for at trøste. Du løber heller ud i bilen (eller på cyklen) og tudbrøler.
    2) – Og så ringer du derned en times tid senere og høre, om alt er godt, og det er det altid. Pædagogerne synes det er fint man gør det, og man får list ro i sjælen.
    3) Vær afdæmpet glad, når du henter – selvom man mest har lyst til at lave den scene hvor man løber barnet i møde, falder det om halsen og tudbrøler igen. De er ret seje til at læse signaler (altså børnene) så hvis du er cool, så tænker de, at de også kan være det 😉.

    Held og lykke 🙌🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadja Line Pedersen

    Vi er selv lige startet institutionen for 3 uger siden. Og jeg forstår fyldt ud dine tanker og følelser omkring det hele. Udover det er jeg selv pædagog i en vuggestue og kender os til bagsiden af institutionslivet. Men min lille Alfred har bare klaret det så fint. Han er ligeglad med at jeg går, og pædagogerne siger at han er et pragteksemplar af et vuggestuebarn (ved ikke helt om det er godt 😅) men mit råd er at hvis i virker rolige og trygge ved situationen når i afleverer, så smitter det af på Inge. Og når i siger farvel, så skal i os gå. Ikke noget med lige at kysse farvel igen eller snakke med en pædagog. Man går når man siger farvel, ellers bliver de små først forvirrede.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Hej Julie.
    Min søn startede i vuggestue da han var lige omkring 11 måneder gammel. Min erfaringer er at det er den dårlige samvittighed med at ens baby pludselig skal være væk fra mor og far så mange timer som fylder mest. Men det problem kommer i ikke til at have nu hvor du er kommet på deltid. Så jeg vil sige: glæd jer. Glæd jer til at se jeres pige udvikle sig og se hende nyde andres børn selvskab. De lærer sindsyg hurtigt at mor og far kommer igen, hver dag, og når hun ikke kommer til at have meget lange dage væk fra jer, så er jeg næsten helt sikker på at i om nogle uger tænker: Okay, det var bare SÅ meget det rigtige for Inge 👏
    En ting der kom bag på mig, selvom det nærmest er kliché når man starter vuggestuestart, det var det skide sygdom som pludselig kan overfalde ens barn på den grummeste måde. Her var han afsted en uge, var syg i 3 uger. Kom afsted i endnu en uge og blev så lige ramt 2 uger igen.. 😒 så vær forberedt på at hun bliver ramt af alle de nye baktusser.
    Held og lykke me det – det kommer til at gå skide godt!

    Hilsen en følger som elsker at følge med i jeres lille Inge univers 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Hej Julie,
    Vores søn startede allerede i institution, da han var 10mdr. Han havde været klar (ligesom du beskriver Inge) siden han var 8mdr. Vores dreng var simpelthen den nemmeste at køre ind i vuggeren. Mor her græd, da hun cyklede afsted på job, mens far skulle tage sig af indkøring (så at du har det sådan, tror jeg er ganske naturligt – det var i hvert fald også sådan her!). Min kæreste havde sat 14 dage af, men fordi vores søn var SÅ klar, så var han kørt ind på 5 dage, og pædagogerne var mildest talt imponerede. Vi har aldrig haft en grædende aflevering, og han smiler og griner, så snart han ser vuggestuen. 🙂
    Så når du skriver, at Inge virker så klar, så tror og håber jeg på, at hun får ligeså god en oplevelse, som vi har haft med vores søn.
    Jeg krydser fingre for jer! 🙂
    De bedste hilsner,
    Mia

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hej Katrine

    Kender følelsen, men jeg har fået job som hjemmesygeplejerske. Kun dagvagter og hver 4. Weekend. Så det gør også det er færre helligdage på et år og de helligdage jeg så skal arbejde er også kun om dagen. Så jeg ikke går glip af juleaften osv.
    Håber du finder en god løsning for dig.
    Og det er altså ret fedt i hjemmesygeplejen, meget selvstændig arbejde og spændende opgaver, hvis du spørger mig 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hej Julie
    Jeg vil bare sige jeg har haft det på nøjagtig samme måde med vores dreng. Vi kunne også bare mærke han var klar en måneds tid før han startede i pagpleje. Han var også hjemme til han blev 1 år og ja, det betalte vi jo også selv for, men hver en krone har været det værd for os 🙂 han startede for en måned siden og det er gået uhørt nemt og godt. Han griner højt når vi går ind i indkørslen og peger på hoveddøren. Jeg håber I får en rigtig god start og jeg er sikker på Inge vil elske det.
    Jeg har også skiftet job efter barsel, jeg er sygeplejerske, og kunne slet ikke overskue at skulle tilbage til masser weekendarbejde og aftenvagter og dagvagter og skæve vagter. Så jeg skiftede til et job med mindre weekend og helligdage og kun dagvagter. Det koster selvfølgelig også penge, og jeg er heller ikke på fuldtid. Men hold nu kæft, hvor vi nyder det alle tre.

    Nå det var bare det, hej igen og undskyld den lange kommentar, der heller ikke er gennemlæst. Og sikkert heller ikke gennemtænkt 🤪

    I gør det squ godt alle tre ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katrine

      Hvor har du mon fået job henne som sygeplejerske? Syntes ikke de stillinger hænger på trænere, der hvor jeg bor!!! 🙁

      Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at rejse sig op for andre mennesker