Ting, som jeg vil tage mig tid til 

Ting, jeg har tabt, siden jeg blev nogens mor

Nu skal I ikke misforstå mig, for jeg har edderbrandsparkeme ikke tabt mig rent vægt-mæssigt siden før min graviditet. Kun i omvendt-land i hvert fald. Jeg vejer stadig en god håndfuld kilo mere end før baby-i-maven-situationen. Eller det vil jeg tro, for jeg vejer mig lige akkurat aldrig – men min bukser er strammere end før. 

Jeg hører ofte andre mødre sige “mine børn sugede bare næringen ud af mig, og gjorde mig helt udsultet” – og den første del gjorde Inge også, men jeg sørgede så bare lige for at indtage ekstra meget næring, som hun kunne æ’e af, og kilderne til det var skumbananer og Slagelse-kebab. For jer, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med Slagelse-kebab – så stort tillykke. I dag er første dag i resten af dit liv – for 4200-kebab er life! Mmm, med ekstra dressing. 

Hvordan endte jeg ved kebab? Nå, men jeg tabte mig i hvert fald ikke alle dé dér graviditetskilo så let som ingenting, sp jeg bærer rundt på nogle af dem endnu. Men det skulle også være så populært med ekstra vægt i disse crossfit-tider. Og det er sgu også lige gyldigt, jeg har nul procent i sinde at lave om på det, for jeg synes sgu i mangel på beskedenhed, at jeg ser pragtfuld ud sådan her. 

Men dét hér indlæg skal slet heller ikke handle om min vægt – men om nogle langt vigtigere ting, som jeg har tabt siden jeg blev gravid, fødte og blev baby-ejer. For da jeg blev mor mistede jeg simpelthen både fysisk og i forhold til mine evner og kompetencer nogle ting. Så nu har jeg sgu lavet en liste med ting, som jeg har tabt og ikke kan finde igen. 

Det man havde inde i brysterne før 

Jeg er ikke helt klar over, hvad det var, der fyldte inde i mine babser før min graviditet – men væk er det i hvert fald. Og bevares, der har aldrig været så skide meget fylde på min forside, men nu er det da helt fjollet lidt. Jeg har i øvrigt altid brystet mig af, at man vel dårligt kan få hængebabser,  når man æk’ har nogle babser – men hullu-bullu hvor tog jeg fejl – det kan man godt. Har jeg hørt fra en ven. Der starter med J og slutter med ulie-elsebeth.

Evnen til at sige ja, når nogen spørger, om det gør ondt 

Ting gør stadig ondt på mig, jeg er jo ikke helt ødelagt, men hvis nogen spørger mig, om et eller andet gjorde ondt, så siger jeg aldrig ja længere. For jeg har noget at måle op i mod, der kildede en lille smule mere end det paper-cut. Det kom i øvrigt Arne til gode i går, da han på selve Kvindernes Internationale Kampdag både gav mig en albue i tindingen og en kæberasler. Første del var da jeg bukkede mig ned efter shampooen i badet, og Arne var ved at sæbe sig ind på en utrolig voldsom men givetvis effektiv måde og anden del, var da jeg ville drille og nappe ham i brystvorten, hvilket resulterede i, at han blev forskrækket og fik hakket mig én. Super. 

Energien til at lede efter vatrondeller/balsam/pudder-kvast 

Jeg er blevet væsentligt bedre til at få gennemført en ordentligt hudplejerutine og lagt makeup end mens jeg var på barsel. Men hvis der pludselig er en af mine remedier, som jeg ikke kan finde, så synes det fuldstændig umuligt for mig at nå at bruge fem minutter på at lede efter det. Så fortsætter jeg bare ufortrødent uden den ene ting. Det har eksempelvis resulteret i, at jeg har undværet vatrondeller i 2 uger, pincet i en lille måned og vatpinde i to måneder – hvilket er absurd neget for én, der tidligere var dybt afhængig af at rense ører. 

Erindringringen om varm kaffe 

Dét hér punkt er lidt løgn, men så alligevel ikke. Mens jeg var på barsel fik jeg altid kold kaff’, fordi jeg var latterligt dårlig til at time kaffe-brygning med tiden til at drikke den. Det resulterede i, at jeg stort set stoppede med at drikke kaffe. Sikken redelighed. Nu er jeg jo så begyndt på arbejde, og der er ikke kun en helt vanvittigt god kaffemaskine, der lige kværner bønnerne og kører mælkeskum på toppen – der er også freaking tid til at drikke det sorte skidt bagefter. Med mindre at man er som mig, og derfor altid smager på kaffen med det samme og brænder sig, for derefter at lade den stå og køle af, indtil jeg kommer i tanke om den fem kvarter senere. RIP mine kaffedrikkende dage. 

Dét man havde inde i røven før

Ja, det er ikke kun babserne, der er fladet helt ud, det er også dét, der var inde i røven. Eller ikke røven … men i hvert fald ballerne. Den er godt nok blevet fin og fla’, hva’? Er det virkelig bare muskler, der er forsvundet? Jeg ved da godt, at jeg ikke længere træner min røv i en sådan grad, at jeg er øm dagen efter – men jeg bruger altså virkelig meget tid på at have ondt i røven over dem, der eksempelvis har børn, der altid sover igennem og ikke bider dem i brystvorterne. Og det burde da også give lidt træning til bagdelen, ikke? 

Overskuddet til at måle mig selv op mod andre 

Kæft, hvor har jeg brugt meget tid på at kigge på Instagram-billeder og vurdere, om andre kvinder havde pænere bagdele eller mere velsiddende babser end mig. Nu har de stensikkert begge dele – og jeg er så piss’-ligeglad. Al dén dér krops-forfængelighed har jeg nu overført til bare at forsøge at holde panderynkerne nogenlunde i skak og så få brugt masser tandtråd, så der ikke sidder frikadeller mellem alle mine bisser. 

Fik du læst om vores igangværende situation, der rimer på seperationsangst?

1 kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ting, som jeg vil tage mig tid til