Homies favorit-opskrifter

Vi tager sgu da egentligt på ferie i morgen

Homie er ligeså dygtig til at pakke som sin farmand

Hva’ Søren. Hvorfor har jeg slet ikke fået skrevet noget om, at vi voldsomt snart skal på ferie? Ja, altså jeg er jo godt klar over, at man ikke behøver skrive alt på internettet – men det gør jeg jo unægteligt bare normalvis, så på den måde er det lidt uvant at have glemt dét hér. 

I hvert fald så tager vi på ferie i morgen! Om eftermiddagen sejler vi mod Oslo med den famøse Oslo-færge, og så kører vi derfra til Trysil, hvor vi skal stå på ski i en uge. Og vi har ikke pakket en ski’ endnu – men jævnfør at Arne dummede sig forrige uge, så har vi da i det mindste styr på alle pas. 

Vi skal afsted med hele svigerfamilien, ligesom vi plejer – og det bliver pragtfuldt! Vi kommer til at skiftes til at blive hjemme og lege med Homie og være ude at stå på ski, og der er garanteret også nogle af de andre, der frivilligt kommer til at tage tjansen med at tage på kælketur med Inge, så hendes forældre kan være romantiske på skibakken sammen. Altså romantiske på den måde, hvor vi råber hånligt af den anden, hvis personen falder eller kører for langsomt og hvor vi dunker de enorme hjelme sammen, hvis vi forsøger os med et forsonende kys. Hvor om alting er, så bliver det i hvert fald grineren.

Vi skal bo i hytte sammen alle 7, som vi plejer og så skiftes vi til at lave mad, som vi som ægte skiturister har slæbt med hjemmefra. Så behøver vi nemlig ikke tage lån i boligen for at kunne købe fire agurker og en spegepølse i Norge. Vi tager normalvis altid afsted fra morgenstunden på ski, og så kører vi hjem og spiser frokost og så ud igen og køre stærkt, når vi har fået 20 minutter på øjet. Så hopper vi hjemad igen om eftermiddagen og så’ der afterski! Altså i hytten … igen orker vi ikke at betale 80 gode gamle danske kroner for en fla’ fa’øl. I år kommer jeg jo så godt nok højest til at være ude og stå på ski én gang om dagen, men det er helt okay med mig – så kan Inge og jeg hygge på kælkebakken eller hoppe ned i “byen” og glo lidt. 

Om Inge er god til at stå på ski, spørger du så? Det ved vi ikke lige helt endnu, men jævnfør at hun ikke rigtigt kan gå mere end tre skridt, så tænker jeg nej. Men hun er naturligvis god til at stå oprejst – så måske er den ikke helt dum. Alligevel vælger vi dog at vente et år mere, før vi spænder brædder på hendes fødder og lader hende suse ned af bjergskråninger. I år bliver mere noget med kælk på børnebakken og i pulk på langrendsruterne. Det var i øvrigt Arne, der lærte mig at stå på ski lige da vi havde lært hinanden at kende – lidt af et projekt for ham, ikke fordi jeg var dårlig – men fordi jeg æk’ er så dygtig til at lade Arne lære mig noget. Jeg gjorde mig dog meget umage med ikke at snære af ham – og han gjorde meget ud af at rose mig konstant, så jeg hele tiden var glad og tilfreds. Han er sgu snedig nok. Jeg havde faktisk stået på ski, indtil jeg blev omtrent 8 år – men jeg skulle lige starte roligt ud og lære hele pisset igen, for det var trods alt små 20 år siden, at jeg var på ski hvert år med min familie. Lad være med at regne på min alder, det får ingen af os noget ud af. 

Vi er normalt afsted på skiferie hvert år, men vi sprang sidste år over, fordi Homie kun var en måned gammel. Og forrige år valgte jeg at styrte med 62 km/t – ja, min fart blev målt – så jeg er stadig lidt smånervøs for at rive mit knæ op igen, nu hvor det endelig er stoppet med at gøre ondt. Derudover så er jeg bare langt fra ligeså stærkt, som jeg var engang – så jeg kommer altså til at tage det ganske roligt på skiene. For jeg orker simpelthen ikke at komme til skade og så skulle humpe rundt med en baby på hoften. Det er i hvert fald min plan at tage det roligt – men det er som bekendt ikke min spidskompetence. Jeg har i al beskedenhed en ret vanvittig smertetærskel, så jeg er aldrig bange for at slå mig – og så kan man sgu godt komme til skade i ny og næ. Det passer bare rigtig dårligt lige nu, for jeg har ganske simpelt ikke tid til at tage den med ro, når jeg kommer hjem. Lad os se, hvordan det går med planen om at styre sig og kende egne begrænsninger. 

Njå, men i hvert fald så glæder jeg mig latterligt meget til at kigge på det hvide snelandskab fra toppen af en bakke, at få fart under fødderne og til at drikke rø’vin direkte fra kartonen iført skiundertøj og en halvfedtet barsels-knold. 

Ha’ det lækkert, Homies! 

Skal du ikke lige ind og læse om Homies vuggestue-start og vores forældre-fails. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Jeg er ny i gamet, så efterlad endelig kritik - så gør jeg det bedre næste gang.

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Homies favorit-opskrifter