Hvem vil snakke om fødsler med mig?

Vores nætter med baby-homie

En formiddags-lur på babserne.

En formiddags-lur på babserne.

De første fem dage af homies liv var hun meget træt. Vi forsøgte at vække hende, når hun havde sovet tre timer, for at snyde hende til at spise lidt mere mad – men ofte måtte vi give op og lade hende få lidt mere søvn, før hun gad belemres med de store, mælkefyldte babser. Som oftest blev hun ammet med lukkede øjne, og efter måltidet drattede hun om fuldstændig bedøvet af modermælk og med massivt mælkeskæg. Arne og jeg havde det for fedt over vores overmenneskelige evne til at passe vores barn med overskud – og vi havde lange samtaler om, at nøøøøj hvor var det evigt lækset at have en baby … fra eventyrene ved vi, at den slags hovmod altid straffes.

For på sin sjette dag begyndte homie nemlig at åbne øjnene rigtigt – og hun kunne lide, hvad hun så. Derfor besluttede hun tilsyneladende, at hun aldrig mere ville lukke øjenene igen. Siden da har vi inden hver lur måtte amme hende, placere hende og mælkebaren i et mørklagt rum og lege nat i en lille time, for at få hende til at sove. Det giver mig rigtig mange timer dagligt, hvor jeg sidder i et mørkt rum og kan tænke over, hvor hårdt homie har tænkt sig at hive mig i brystvorterne – spoiler alert; det er altid maksimum hårdt.

Vores nætter foregår cirka på samme måde hver nat. Arne ligger tættest på Inge, for ellers ligger jeg og glor på hende 7 timer i streg, fordi jeg synes, at jeg hører en mærkelig lyd eller skal tjekke, hvor varm hun er. Derfor er Arne søvn-minister indtil videre, og så vækker han kun mig, hvis der er behov for en omgang nat-mad – det er der så til gengæld hele tiden. Hver gang hun vågner, skal hun have en milkshake, muligvis en ren ble, derefter skal hun så have en ti-femten godnatsange, og til sidst skal man så forsøge sig med at få svøbt hende og lagt hende i sin seng, uden at hun vågner, for ellers skal man jo så starte forfra. Hæhæ skægt. Der er forresten ret stort forskel på, om det er Arne eller mig, der leverer godnatsangene; jeg kører igennem de samme tre, der på trods af min lidt sparsomme tro, af en eller anden grund alle handler om Gud og Jesus. Det skal jeg lige arbejde lidt på. Arne til gengæld er en ren freestyler, der komplet fornægter eksisterende børnetekster og istedet finder på sine egne, således at Mariehønen Evigglad pludselig handler om en SOSU-assistent, der er vild med marmelade og IKEA-møbler. Ingen af de to alternativer er optimale.

Nå, men i hvert fald, så er vores nætter ikke ligeså skægge, som de var i starten. Udover den sparsomme og meget opdelte søvn, så sover jeg ganske elendigt, fordi jeg hele natten drømmer, at jeg ligger med Inge i armene, og hvis jeg så vågner, så bliver jeg pissebange, fordi jeg ikke kan finde hende i alle dynerne. I nat sagde Inge en lille lyd, der åbenbart fik mig til at vågne og sætte mig op med armene i amme-position. Arne prøvede at overbevise mig om, at jeg bare kunne sove videre, men det tog lidt tid før jeg fattede, at Inge lå trygt i sin seng og jeg sad oprejst og lignede en idiot.

De sidste par dage har mine babser til gengæld været meget mindre utætte end tidligere, og i nat havde jeg derfor forsøgt mig med at give dem lidt luft og sove uden amme-bh. Det resulterede så i, at jeg, da jeg satte mig op ved vores anden vågne stund fik sprayet homie fuldstændig til i sin morgenmad, mens hun forgæves forsøgte at få babsen ind i munden. Hvis du forestiller dig, hvordan du selv ville reagere, hvis en eller anden klaphat vækkede dig ved at kaste skyr og peanutbutter i hovedet på dig, så har du homies reaktion. Det tog sin tid at få hende til at falde til ro igen efter det chok – og jeg fik lov til at tage resten af natten oveni mit eget, våde mælke-grisseri.

Men på trods af, at vores søvn ikke er helt den samme som i starten, så går det faktisk virkelig godt det hele. Vi prøver at få en lur i løbet af dagen, og så klarer vi den. Men god råd til bedre baby-søvn modtages hjertens gerne!

Har du læst mine andre indlæg? Du kan eksempelvis se mig have veer, læse om vores første dage på rigshospitalet eller se min mor-krop 7 dage efter fødslen. 

Og hey, følg mig lige helt oppe i højre hjørne, homie.

22 kommentarer

  • Karen Lasthein

    Hej Julie Elsebeth. Wow hvor jeg grinede af dit lille afsnit om, hvordan du vågner op og har drømt, at Inge ligger i dine arme og derfor panikker fuldstændig over, at du ikke kan finde hende i dynerne. Jeg gør præcis det samme hver nat! Hvis min lille 2 mdr gamle baby for én gang skyld har ladet mig sove mere end 60 min i streg, så sørger jeg da lige selv for at holde den meget afbrudte søvn ved lige med netop sådan nogle flip, som du beskriver der. 🙄
    P.s. Shit jeg er ved at gå ud af mit skind af søvnmangel… ALLE i verden jeg kender har babyer der sover igennem, fx hele min mødregruppe, så jeg samler virkelig på historier om mødre der har det bare lidt ligesom mig. 🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • CN

    Lad være med at skifte hende om natten, hvis det kun er tissebleer. Bleerne nu til dags er SÅ gode, at de sagtens kan klare 10-12 timer. Alternativt, skift i mørket. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Det bedste råd til bedre nætter er ‘forventningsafstemning’ ☺️ Både i forhold til at spædbørn først begynder at producere melatonin (det stof, som øger søvnbehovet og styrer døgnrytmen) efter et par uger – lille homie ved altså ikke at det er nat og dag endnu. Derudover er mange opvågninger smart fra et evolutionært synspunkt – og altså helt, helt normalt. Læs eventuelt Ammenets artikel om Normal Babysøvn: https://www.ammenet.dk/wiki/normal-babysøvn
    og så slutter jeg mig til koret om liggende amning – det er en life saver ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lærke

    Og så vil jeg sige: GÅ TIDLIGT I SENG! Jeg går i seng ved 20-tiden hver aften, det hjælper at få flere timer omend de er afbrudte 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lærke

    Som alenemor til en 7-ugers baby forstår jeg noget så godt din søvnmangel! Her går vi efter de isen “Whatever works”, og det der ubetinget giver mest søvn og ro er at baby sover ovenpå mig. Jeps, som i på mit bryst/mave. Det betyder at han ikke rigtigt vågner når han får babsen i munden, og derfor (nogle gange) kan sove videre bagefter. Når det er sagt vil jeg også sige – giv tid! Vi havde super urolige nætter de første uger, og nu har vi stadig mange opvågninger men de foregår helt roligt føles ikke nær så hårde 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sophie

    Kender du ‘ringeklokke’ tricket? Når de sprøjter ustyrligt, ringer du lige på på brystvorten – så stopper det med det samme. Skide smart!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie Behrndt

    Vi putter sammen i sengen, når hun vågner får hun dynen bag ryggen så hun ligger på siden og bliver ammet liggende, 5 min efter soves der igen. Vi har 2 lyskæder så der ikke er kuld sort. Der bliver intet sagt og der bliver altså sover fra 24-10 med 1 eller 2 gange mad. Hun er 8 uger. Prøv liggende 👍🏼😍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Søs

    Jeg sørger også for at natten er så kedelig som mulig for vores dreng på 8 uger; og det lykkes for det meste! Derudover troede jeg også i starten at han SKULLE skiftes hver gang han vågnede om natten, men har senere fået at vide, at det absolut kun er nødvendig hvis der er lavet “stort”. Det har også hjulpet gevaldig på min/vores nattesøvn. Ellers kan jeg også anbefale at amme liggende – i hvertfald sidst på natten (det kan være lidt hårdt og stift at sove med baby op af sig hele natten). Håber det bliver bedre (det gør det helt sikkert!)
    PS. Tak for en fantastisk blog!! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Vi har en datter på 10 uger, vi sørger for at hun er godt mæt (hun bliver ammet) derudover har vores sundhedsplejerske rådet os til, at gøre det så kedeligt som muligt om natten = ingen lys, ingen sange, ingen snak (ihverfald minimere det). Det har resulteret i, at vi nu (indtil videre) har en baby der sover nogle lange stræk om natten. 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jill

    Jeg har en pige på snart 3 mdr. Jeg begyndte at amme liggende om natten da hun var ca 2 uger. Blev træt af at hovedet konstant “faldt ned” fordi jeg faldt i søvn mens jeg ammede siddende, og hun så vågnede når jeg lagde hende fra mig 🙄 Så hun sover ved siden af mig og falder lynhurtigt i søvn igen når hun får mad uden jeg skal rykke på hende. Og jeg kan sove hurtigt igen 👏🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karenlise

    Da vores lillemand var lille ville han KUN sove ovenpå os, selvfølgelig helst mig da der jo så var fri mælkebar. Vi læste alt muligt og spurgte mange tilråds, men måtte finde vores egen rytme. Det er godt at have nogle forskellige alternativer at prøve af, men I skal nok finde ud af det. Ingehomie har helt sikkert sin egen vilje og I får sikkert ikke lov til at bestemme noget alligevel 😂 Men pludselig sover hun bedre, måske efter 3 mdr. og måske ikke. Nu er vores Nohr lidt over 1 og sover nu hele natten, så det blir bedre en dag! 😄 Når hun blir lidt ældre (husker ikke hvornår) kan I begynde at have nogle faste rutiner når der skal puttes om aftenen, så hun begynder at få en forståelse for hvad der er nat og dag, men alt det kan du sikkert læse et sted, skrevet af nogle der er klogere end mig. Håber snart I begynder at få mere søvn. Husker tydeligt hvor frustreret vi kunne blive når vi var i MEGET mangel af søvn. 😊😭😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    15 måneder gammel mor på linje. Ved at du får en million råd, men håber du kan sortere i dem. Til om dagen ville jeg prøve vikle. Der kan du skabe mørke og samtidig nærvær med hende. Og stadig selv være i verden. Og til min 2. vil jeg skaffe mig en slyngevugge.
    Til om natten vil jeg sige: Alt er en fase. Om en uge ser alt anerledes ud. Hun er en uge ældre og I er en uge ældre som forældre. Hun skal lige finde en god rytme… Men pas på søvnen og få jer selv en god rytme inden far smutter på job igen. Vi sørgede for at kun en skulle være vågen af gange om natten. Gerne mig. Men ofte gik jeg tidlig i seng, mens min mand havde vores datter i aftentimerne, hvor hun var vågen. Så fik jeg sover godt inden natte vækningerne. Hvis det bliver for slemt så overvej at lær hende at brug flaske og malk ud. Så kan din mand give hende den første midnatsflaske og du kan hvile dig.
    Og så har jeg altid ammet på begge bryster af en gang. Med en pusling ind i mellem om natten. Så var hun rigtig mæt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    SLYNGEVUGGEN! Den bedste opfindelse ever!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine Nørmark

    Jeg sover med min søn ovenpå mig i ammestilling , (eller jeg ammer faktisk ligggende) , det giver en åben mælkebar hele natten, og søvn til både mor og far. Han er 10 uger. Men kan også godt se den løsning ikke vil fungere foreviget

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Dejligt at i har det godt 😍 her gjorde vi forskel på nat og dag med det samme. Mørkt om natten og lyst om dagen. Det har hjulpet os meget. Og hvis hun ikke vil sove om dagen, så bliver hun vugget i vores arme, imens vi sidder og hopper på en yogabold. Det er fandeme smart! Og billigt 👍🏼 Og hvis hun ligger i liften og hun lige skal have hjælp til at falde til ro igen, så er det også op på bolden med liften og lige give hende et par hop der på. Det skåner også kroppen for at stå og vugge eller bære på liften. Det var mit tip 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Virkelig god læsning, nyder dine indlæg. Har selv født en lille baby-boy her den 8/2, så har været sjovt at følge med i dine oplevelser 🙂 det virker til at alt kører på skinner? Så er lidt nysgerrig efter at vide om du ingen gener har haft/har? Er du ikke øm nogen steder? Går du bare derud af? Og hvad med amningen, den fungere bare tip top uden nogen former for lidelser??
    Jeg har selv haft en fantastisk graviditet og fødsel, ingen komplikationer overhovedet. Er førstegangs fødende og fødte 5 dage før termin hvor jeg åbenbart har formået at sove mig fra udvidelsesfasen, så da jeg kom til tjek var jeg klar og fødte en time senere – men nu 😮 Wow, har haft virkelig ondt i både underliv (har ikke kunne gå og har stadig til gode at komme ud med barnevognen for første gang), og mine bryster er så ømme…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla

    Fantastisk læsning

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Din blog er simpelthen fantastisk at følge når man selv er førstegangsmor 👍
    Men må tilslutte mig koret om en babynest imellem jer, og liggende amning. Liggende amning redder mig hver nat, og er klart den mest effektive ammestilling for mig, når jeg skal have min datter til at sove om aftenen. Så falder hun nemt i søvn, og er nem at flytte efterfølgende. En anden der er anbefalelsesværdi er laid back ammestillingen – min datter sover meget i min arm efter at være ammet i den stilling ( bruger den dog ikke om natten)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilia

    Jeg vågnede en nat og begyndte at rode min kæreste i ansigtet, fordi jeg lige skulle tjekke om han havde tabt sin sut………

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirsten

    Jeg elsker dine skriverier og din positive tilgang til tingene 👌🏻👌🏻 Vores datter er snart 2 år (!!), men jeg kan tydelig huske, da hun var på Inges alder og vi vågnede på skift og satte os op i sengen helt panikslagen over, hvor babyen var. Og babyen lå jo bare og sov 😱
    Mit eneste råd til bedre søvn for alle er, at ligge Inge i mellem jer i sengen i en babynest. Vores datter ville kun sove der om natten i de første mange uger. Hun vågnede konsekvent, hvis vi lagde hende i hendes egen seng ved siden af vores seng. Og det har jeg hørt mange, der har oplevet. Vi oplevede også begge at sove bedre, når hun lå så tæt på os, fordi vi på en måde følte, at vi havde bedre styr på hende. Vi havde dengang kun en 160 cm seng, så der var sgu ikke meget plads at ligge på. Men hellere lidt plads og mere søvn end meget plads og lidt søvn 😂 har du i øvrigt forsøgt dig med liggende amning om natten? Har hørt at mange er fan af det om natten, fordi alle sover hurtigere videre. Vi kunne ikke. Det var som om mælken kom for hurtigt og i for store mængder, når vi lå ned, så vores datter fik hele tiden mælken i den gale hals 🙊 nu blev det lidt langt. Håber du kan bruge det. Og kæmpe stort tillykke med lille smukke Inge💗

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bolette

    HAHAHHA! Jeg har lige grint så højt af sætningen “hvis en eller anden klapthat vækkede dig ved at kaste skyr og peanutbutter i hovedet på dig” at jeg vækkede min søn som lige var faldet i søvn i mine arme. Ups. 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Slyngevuggen fra naturessway reddede os de første måneder! Så sov hun op til seks timer i streg fra midnat af, hvis hun lige blev vugget når der kom lyde fra hende (her er det perfekt hvis man lige binder noget snor i så man kan blive i sengen eller sofaen selv, hehe). Den er lidt dyr men den kan ogsp lejes for 200kr om måneden. Det kunne vi i hvert fald, på sneglehuset hjemmeside og så hentede min kæreste den i Søborg samme dag. Ge-ni-al vugge just saying!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Hvad synes du om indlægget?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvem vil snakke om fødsler med mig?