3 ting, du måske gør helt forkert

Ja altså, jeg ved jo teknisk set ikke, om du gør de her ting – men det er der i hvert fald nogen der gør, og det gør mig utilpas hver eneste gang. Nu er det jo ikke fordi jeg bare generelt bilder mig selv ind, at jeg gør alting på den rigtige måde … men det er det jo så alligevel lidt. Så altså, hvis du gør de her ting, så stop det lige. “Nå ja Julie-elsebeth, men nu kunne det jo være, at nogen kunne lide tingene på en anden måde en dig?” – ja ja, det ved jeg da godt; den forkerte måde jo. På forhånd tak for god ro og orden.

Du laver klap-sammen-madder

Jeg bliver moderat rasende, når jeg ser nogen klappe deres mad sammen og altså eksempelvis have to stykker rugbrød med leverståhej imellem. Det kunne som sådan være en rigtig god idé, hvis det er smagen af tørt rugbrød, som man bare elskede – men hvis det derimod er smagen af pålæg, så må jeg da på det kraftigste anbefale, at du så sørger for, at pålægget er det første, der rammer din mund ved hver bid. For så længe det er rent rugbrød, der rammer din mund først i alle bidder, så smager det gennem store dele af måltidet jo simpelthen kun af rugbrød! Så starter hver bid ad helvedes til, og så bliver det først godt, når du får kørt det engang gennem grov-kværnen. Det’ dumt!

Du lægger mascara ud over det hele

Jeg får det simpelthen lidt fjollet i kroppen, når jeg tager makeup på sammen med en veninde, og så ser hende være komplet ligeglad med, hvor meget hun rammer udenfor vipperne med sin mascara. Jeg er da godt klar over, at hun fjerner det senere, men det gør stadig ondt på mig. “Jamen det er lettere sådan”. Ja og nej, det er naturligvis lettere nu, fordi du er vant til det – men hvis du nu lukker øjet en anelse mere i, så du i stedet for at bevæge mascara-børsten halvt op i øjenbrynet ved hvert stryg og efterlade tydelig spor deraf, så kan du jo så i stedet stryge væk fra ansigtet og derved undgå at ligne er vuggestuebarn, der selv har forsøgt at male sig som en panda.

Du vælger slush ice på smagsvarianten

Ja, vi har da alle sammen preferencer, når det kommer til slush ice-smage, men det er altså ikke det vigtigste parameter at tage hensyn til, når man vælger slush ice. Det absolut vigtigste at have in mente er, at den ikke må være for frossen, for så ender man ud i den der ganske forfærdelige situation, hvor man tager to slurke og så er verdens ottende vidunder pludselig forvandlet til en klump is så hård og modstandsdygtig, at Arktis ville blive piss’-misundelig. Man skal derfor naturligvis vælge de varianter, der er mest flydende – og hvis vi skal være helt ærlige, så er der jo altså heller ikke så skide stor forskel på smagene, vi snakker sukker, regnbuer, lyserøde sløjfer og enhjørninger i alle sammen. Så du skal altså vælge den mest flydende! Men når det så er sagt, så synes jeg egentligt bare, at du er et piss’-fedt menneske, hvis du langt op i dine voksen-år, stadig foretrækker slush ice i alle regnbuens farver frem for danskvand med citron.

Fik du nogensinde læst, hvad en Classic Arne er? Der er faktisk to af dem.

5 kommentarer til “3 ting, du måske gør helt forkert”

  1. Jeg elsker klapsammen-madder. Det er jo bare en rugbrødssandwich. Mascaraen lander af og til ved siden af, men fandme ikke med min gode vilje. Og slushice er simpelthen for selvlysende til min smag 🙈

    Svar
  2. Om ikke det var den bedste dag i mit liv, da min mor i 3-4. klasse bad mig om at smøre madpakke selv – aldrig mere klamme klappere!
    Og med slushice tager jeg den gyldne middelvej. Hvor det ikke bliver til en klump is, men heller ikke drukner mig i sukkervand fordi det sprøjter ud til alle sider

    Svar

Skriv en kommentar