4 tegn på, at jeg er godt og grundigt gravid

Den her graviditet går latterligt hurtigt. Da jeg var gravid med Inge gik tiden piss’-langsomt, og jeg tror vitterligt, at jeg hver dag tænkte over, hvor langt jeg nu var i graviditeten. Denne gang går der uger mellem, at jeg tænker over, hvorvidt jeg er 21+2 eller 24+1. 

Og det er altså ikke fordi jeg er det travleste menneske på denne jord, tværtom kender jeg vist ikke et eneste menneske med et rigtigt arbejde, der ikke har mere om ørene end mig. Så det er ikke fordi jeg okser rundt og ikke har tid til at tænke en sammenhængende tanke. Jeg tror sgu bare, at mit hoved er alle andre steder, og nogle gange slet ingen steder, jævnfør at jeg er blevet godt gammeldags dum i løbet af graviditeten. 

Njå, men selvom jeg ikke får tænkt over hvert enkelt lille milepæl i graviditeten, så skrider det jo alligevel konstant fremad i et hele tiden hurtigere og hurtigere tempo. Og jeg er ved at være godt og grundigt gravid! Jeg er i uge 25, så det er ved at være en god stor baby, det befinder sig inde i min mavse – og det kan mærkes. Ikke bare fordi jeg bliver mere og mere tyksak, men også på en hel masse andre punkter.

Så nu har jeg sgu lige samlet et par af de ting, der i det daglige minder mig om, at jeg er piss’-gravid. 

Tre puder under hovedet 

Jeg er ikke kendt for at være et videre nøjsomt menneske, men jeg plejer dog at kunne nøjes med en enkelt hovedpude. Den går dæleme ikke længere. Nu bruger jeg tre styks. Jeg tænker ikke, at ergoterapeuterne er lykkelige for at høre om den position min nakke får lov til at hygge sig i hver nat, men det er simpelthen bare sådan jeg sover bedst for tiden. Lad være med at bede mig forklare hvorfor, for det kan jeg simpelthen ikke. Jeg er dog endnu ikke nået til det punkt, hvor hele kroppen også skal understøttes og støttes op af puder, men det skal sgu nok komme, når mavsen bliver endnu større. Pudebudgettet ryger direkte på fælleskortet! 

Hullu-bulluuuu

Under min graviditet med Inge ploppede min navle allerede ud omkring uge 12, og så var der “Hullu-Bullu” de resterende 28 uger. Denne gang ploppede den ud i uge 6. UGE FREAKING 6! Der var ikke i nærheden af mave på det tidspunkt, men det forhindrede satme ikke min navle i at vende vrangen ud på sig selv. Jeg har vel cirka 15 uger tilbage af graviditeten, og jeg tror vi er ved at ramme det punkt, hvor min navle ikke kan komme til at strutte mere … men lad os nu se, den har før overrasket mig. 

“Skal vi følges?” 

Jeg går vold-hurtigt. Jeg er et udpræget A til B-menneske i alle livets henseender, og også når jeg går. For mig handler det bare om at komme hurtigst muligt frem, og jeg er af den grund vant til at skynde på alt og alle. Men der er sgu blevet sat en stopper for min altid høje fart, for hvis jeg styrter for meget afsted, så føles det i ny og næ som om, at mit underliv ikke har tænkt sig at følge med, men derimod sakke voldsomt bagud. Så pludselig er det mig, der råber til Arne, der går to meter foran mig “HALLO. Skal vi følges? Eller skal jeg bare lade være med at tage mit underliv med?”. Han har i øvrigt bedt mig skrue ned for lydniveauet i det offentlige, når jeg vil sige den slags ting. Det er dog ikke noget, jeg her kunnet love. Men han har jo lov til at håbe. 

Tisse-lisse 

Jeg er vant til at rende rundt og holde mig. Det er jeg så stoppet med nu. Dels fordi jeg drikker endnu mere vand, end jeg plejer og derfor skal tisse oftere, og dels fordi min bækkenbund ikke umiddelbart synes, at den gider holde ligeså godt på varerne som sædvanligt. Så i stedet for at ende ud i flere af de situationer, hvor jeg fysisk må holde på tissekonen som en anden børnehaveklasser, for at undgå at tisse i bukserne, så finder jeg simpelthen et toilet, når jeg skal tisse og ikke først når jeg har skullet tisse i fire timer. Sikket offer. 

Fik du læst mit seneste indlæg, om hvad babyen i maven skal hedde?

Skriv en kommentar