Abe-mor vil gerne bede om abe-hjælp

Jeg ved godt, at nogen bruger deres blog til at komme med gode råd om en masse ting. Der må jeg bare blankt erkende, at det er ganske få ting, som jeg ved nok til om, at jeg vil begynde at rådgive for meget om dem. Jeg vil simpelthen alt for hurtigt komme til at se dum ud. Og det tænker jeg æk’, at der er grund til at gøre i større omfang end allerede.

I stedet så bruger jeg bloggen på en væsentligt mere selvisk måde – jeg beder nemlig jer om råd konstant og hele tiden. I udpræget grad da Homie var mindre og sov elendigt og ikke gad tage sut. Og I har sgu hjulpet med hele pisset! Hvor er I i grunden nogle gode og tålmodige mennesker!

Men det er noget tid siden, at jeg sidst har tryglet jer om at komme med jeres bedste råd. Men nu kører min rådgivnings-bus sgu igen – og den sætter ikke råd af, den samler dem kun op! Fra jer … det var ikke nogen god analogi. Pointen er, at jeg skal sgu bede om nogle råd igen.

For jeg er simpelthen en abe-mor. Og Inge er min lille abe-unge, der hænger trygt i min favn. Hun elsker at blive båret, og truth be told så elsker jeg også at være hende – det meste af tiden i hvert fald. Ja, altså hun hænger der jo naturligvis ikke hele tiden – det har hun sgu for travlt til. Men hun har altid været vant til, at hun kan komme op til mig, lige når hun har lyst. Sådan har det altid været, og hun har jo endnu ingen søskende at dele min favn med.

Men hun er dæleme glad for at være i mine arme, og i øvrigt også andre arme, som hun er tryg ved. Det gør eksempelvis, at hun en dag i vuggestuen nægtede at være udenfor, hvis ikke de bar hende rundt konstant – og hverken deres løn eller deres rygge stærke nok til at kunne kompensere for den slags fysiske arbejdspres.

Så jeg bør nok arbejde med, at hun ikke kan komme op præcis når hun har lyst. Eller hvad? Amen jeg synes dæleme det er svært, for det er jo tydeligvis tryghed for hende – men det er sgu også nogle gange bare fordi hun ikke gider gå, og hvis hun så får lov til at blive båret, så vælger hun sgu det. Bevares, det ville jeg også selv vælge, så det er jo ikke mærkeligt.

Og det er bestemt ikke fordi hun er et barn, der vil have gjort alting for sit. Tværtom, så er hun meget fokuseret på at klare alting selv, og hun får lov til det selvom det tager freaking tusinde år, når en pige på 22 måneder selv skal tage termo-støvler på. Men retten til at blive båret rundt på vil hun i hvert fald ikke skille sig af med frivilligt. Og skal hun det? Hun er en lille nussepige, og vi bruger dæleme lang tid på, at hun sidder på mit skød – og vi pisseelsker det begge to!

Men er der nogen god måde at skære lidt ned på al den bæren-rundt-på? Hun elsker jo at løbe rundt, hoppe bananas og rulle rundt på gulvet, men hvis hun har besluttet, at hun vil op – så vil hun mofo op! Og det er ikke altid de mest praktiske tidspunkter, ikke for mig – men specielt heller ikke for hendes pædagoger i vuggeren. Hun elsker dem simpelthen så højt, og hun vil dæleme gerne op til dem. Og det får hun altså også lov til virkelig tit, men de kan jo ikke forme hele stuen efter hende – selvom Inge godt kunne tænke sig det.

Ligesom de gør i vuggestuen, så øver jeg ved at tage hende i hånden i stedet, men det er godt nok sjældent, at hun affinder sig med det. Og i stedet står jeg jo så midt på legepladsen med et barn, der ligger og vrider sig på jorden. Udover at det bare ikke er fedt, så bryder jeg mig heller ikke om det. For jeg er en abemor og hun er min lille abeunge, og jeg har lyst til at bære rundt på hende, til hun bliver 27.

Men da jeg var til fysioterapeut for et øjeblik siden var hun også ret tydeligt omkring, at hun godt kunne se, på hvilken hofte jeg bærer Inge, og det er måske ikke ægte-godt for min krop. Så hvis vi kunne skære lidt ned ville det nok klæde os.

Jeg har jo også set mange andre forældre med rasende børn på gulvet, der ikke vil gå mere – men er det virkelig bare sådan? Alle råd er kærkomne, så kan jeg jo selv sortere lidt i, hvad jeg tænker ville give mening for os.

Fik du læst om at være i et forhold hver for sig? 

12 kommentarer til “Abe-mor vil gerne bede om abe-hjælp”

  1. Intet råd, bare en kommentar fra den anden side: min søn er 26mdr og G A D 0% gå, stå, sidde selv ude som inde henover sommer/efterår. Jeg blev langsomt sindsyg, mest af at skulle forklare/forsvare far/mormor/søster/pædagog hvorfor jeg bar ham altid. I mit stille sind var jeg pisse overbevist om at også det her var en jävla fase. Det lader til jeg havde ret, igen. Det kan nu lade sig gøre at give ham hånden/appellere til at gå selv i 98% af tilfældene – håbet er lysegrønt med Inge med andre ord.

    Svar
  2. Svaret er en vikle. Hvis du ikke magter det, så et hip seat. Det er nemlig tryghed og hun bliver ikke ved med at gide. Vil skyde på du max har et år tilbage af abe tiden 😉 Har du brug for hjælp til viklen, viser jeg det gerne 💃🏻

    Svar
  3. Jeg ville sætte mig ned på hug og give hende en krammer og så sige noget i retning af “jeg tror du har brug for et kram, jeg vil gerne kramme dig og bagefter vil jeg holde dig i hånden, lige nu må du gå selv, lige ved siden af mig”

    Svar
  4. Min 2-årige hænger også. Og har altid gjort det <3 jeg har en ringslynge eller bæresele med så jeg ikke bliver helt skæv i ryggen og får kilometerlange arme. Jeg har intet tip til vuggestuen men håber selv på at det hjælper lidt når vejret bliver mildere igen … jeg er begyndt at slæbe klapvognen med, så kan han nogle gange lokkes deri og putte lidt.

    Svar
  5. Fra en tidligere abe-mor til en anden abe-mor, så forstår jeg dit dilemma 100p! Min den store dreng (3 år) vejer kun 11 kg og det samme gør lillebror (15mrd), så de bliver altid båret rundt på i børnehave og vuggestue fordi “De er så små og lette at samle op”…. prøv lige at vende både børn OG pædagoger af med den dårlige vane🤦🏼‍♀️😅 Anyway…. så har jeg gjort det samme som det lyder til at I prøver, hvor man tager dem i hånden i stedet og når de stædigt slår hånden væk og vil op, prøver jeg at finde et eller andet at aflede deres opmærksomhed med…”næe se, er det ikke en guldfisk med festhat?” Eller noget. Det er jo som regel fordi de bare ikke gider lette deres små tykke blenumser, og så er børn heldigvis lette at distrahere – “jeg vil, jeg vil, jeg vil ha en is! Uh se en sommerfugl!”😂 nogle gange tager det en uge at få vendt dårlige vaner, andre gange et halvt år – vær tålmodige og fast💁‍♀️

    Svar
  6. Man kan aldrig give for meget nærhed til sit barn 😍 hvis i begge elsker det, så bliv ved ! Fantastisk at hun giver udtryk for hvad hun har brug for ! Her begyndte Nellie først at at gå sådan mere, da hun var 2 1/2 år. Indtil der bar jeg hende også ind i vuggestuen de 25 m fra cyklen 😅 hun begyndte af sig selv at gå mere lidt efterhånden 😊 hun er 3 1/2 år i dag og kan snildt gå langt og hænger sjældent på mig ! Giv tid og nyd det. Total kliché! Overvej en ringslynge eller måske et andet bæreredskab 👩‍👧

    Svar
  7. Det lyder til, at det der med at komme op til dig, er en måde at få tryghed og nærvær på – og det lyder også til at det er noget i begge elsker. Så bortset fra din hofte, kan jeg ikke se nogen grund til at skære ned på det, tværtimod er der nok adskillelse i hverdagen generelt imellem en hårdtarbejdende mor og hendes unger, så det er da bare lækkert at du har en Inge, der er så tydelig ift. hendes behov for nærvær med dig❤️ Og hvis pædagogerne ik kan bære rundt på hende, kan de jo bare lade være – det er okay at der er forskel på hvordan kontakten er med dig og dem. Det kunne godt (uden jeg aner en skid om det) lyde som om det netop er dem der har bedt dig skære ned, fordi det ikke lige passer ind på rød stue? 🙈 Gør det der føles rigtigt i din mave, så kan du ik gøre noget forkert❤️

    Svar
  8. Vi døjer lidt med det samme, min søn er 20 mdr, er viklebarn, og har det stadig aller bedst på armen, på trods af at han vejer 13 kg og ikke længere kan være i hverken vikle eller bæresele, og vil virkelig gerne have, at han lære at gå selv, da han ikke rigtig gider at sidde i klapvogn.. Men vi ved heller ikke lige, hvordan vi skal gøre det, vi gør det samme som dig nu, men det virker ikke rigtig😅

    Svar
  9. Hos mig ændrede det sig, da jeg blev gravid igen, og jeg ikke længere kunne bære og løfte ham op. Her sagde vi til ham at jeg ” bærer jo på babyen i maven”. Og så holdt jeg ellers fast i det, og satte mig på hug og gav et kram i stedet. Efter noget tid og protest accepterede han det. Måske kan du finde på en grund der virker legit for en toårig 😅 og så ellers at hvis du virkelig ikke vil(kan), og holder fast i den beslutning, så accepterer hun den nok 🤗

    Svar
  10. To ting:
    Hvad du/I gør hjemme og hvad pædagogerne gør i vuggestuen, er to forskellige ting, og børn er virkelig gode til at skelne mellem de rammer og “regler”, der hersker de respektive steder. Så hvis pædagogerne synes det er en dårlig vane af hun skal bæres, så må de jo arbejde på at ændre den – du skal i hvert fald ikke “træne” det med hende for deres skyld! Det lyder som om, du elsker at bære hende, og hun elsker at blive båret – men at du føler at du burde vænne hende af med det af en eller anden grund. Den grund bør (IMO) kun være at du har ramt din egen personlige (eller fysiske) grænse for hvad du vil eller kan være med til. Pædagogerne må sætte deres egne grænser – det kan Inge sagtens finde ud af, uden at I nødvendigvis skal ændre noget hjemme.
    Den anden ting er at vikler og bæreseler altså IKKE kun er for babyer! Og er de bundet korrekt, så kan man bære en 2-årig i flere timer uden at få ondt i hverken det ene eller det andet. Hvis vikle er for bøvlet, så find en god ergonomisk sele i toddler eller preschooler size (ved ikle lige hvor stor hun er), så gør du virkelig din krop og dine abe-arme en tjeneste 🙌

    Svar
  11. Tak for en god blog – jeg har længe afspejlet mig selv og min egen datter i jer, da vi har haft præcis samme udfordringer med sut og nattesøvn. Så der har jeg troligt fulgt med. Men i forhold til det med at blive båret. Er det ikke et af vores problemer, men så har vi nogle andre ting i samme kaliber vi øver os på, også fra ønske af dagplejemoren. Og jeg kan kun sige én ting… hold ved. Og så er det råd Mette gav dig, genialt. Men det er ikke sjovt at se dem ligge og vride sig og skrige.. Jeg har sagt til mig selv at det er for hendes eget bedste at jeg holder fast. Og det ændre sig faktisk lyn hurtigt når man holder fast i at man evt giver kram eller holder i hånd. Og ja der skal nok nogle ubehagelige situationer til. Og så skal alle i husstanden have det godt med det 😀😀 men husk de gør det kun fordi de ikke er blevet guidet til noget andet.

    Svar
  12. Vi havde et virkelige stort abe-barn herhjemme. god ide? Not so much. Men man lærer af sine fejl 🙂 Vi fik det påtalt fra vuggestuen og tak for det! Det var en stor øjenåbner, så vi gik i gang med kærlige opmuntringer og sjove lege med benene alla: ej, se lige fars og mors ben de kan gå skævt. Kan dine også det? Ned og give et langt kram, hvis jeg kunne se, at det var det, hun trængte til. Ved bordet kiggede jeg tit ned på min egen stol, hvis hun vil sidde ovenpå mig og sagde, den kan ikke blive ved med at holde til det. Du bliver SÅ stor. Se hvor meget vand jeg har i mit glas, hvem kan drikke det hurtigst? Det tog lidt tid, men så var den der. At putte i sofaen var ok, når vi så tegnefilm osv. Så der fik vi det begge opfyldt igen. Nærhed er jo en virkelig god ting, men mon “adskillelsen” også giver dem mod på at udfordre verden? Det var en hård kamp, men det kan lade sig gøre 😂

    Svar

Skriv en kommentar