Bliver det socialt acceptabelt at være som mig igen?

COVID-19 er helt igennem noget tis. Nogen skal dø, nogen skal lide ulidelige afsavn, en masse vil miste deres levebrød og små som store virksomheder vil lukke og slukke. Jeg har rigeligt problemer med at holde styr på mit eget tøj-budget, så jeg er nok heller ikke den rigtige til at udtale mig om de nationaløkonomiske konsekvenser, som vi står overfor inden så forfærdeligt længe – men jeg tør godt sige, at det nok kommer til at kunne mærkes, når regningen skal betales tilbage. 

Så altså; helt igennem noget pis. Og med så vidtrækkende konsekvenser, at jeg ikke helt kan holde ud at se for mange nyheder i øjeblikket. Men jeg tænker edderbrandsparkeme også meget over de konsekvenser, som det muligvis kommer til at have på måden som vi omgås hinanden på. For jeg vil så gerne være tæt på dig! 

Jeg har altid været sådan én, der møder folk første gang og når de så stikker lappen frem til et håndtryk, så råber jeg “GLEEEEEM DET” og omfavner dem! Jeg ved da godt, at det ikke er alle, der er til det – men det er jeg, så hvis jeg fornemmer, at håndtrykket bare er for ikke at træde over min personlig grænse, ja så hopper jeg med hovedspring ind i en krammer i stedet. 

Min erfaring er, at hvis jeg møder nogen første gang og vi giver hinanden hånden, ja så kommer den første samtale til at handle om, hvad den anden laver til daglig og om vores lejlighedskompleks ligger før eller efter Kvickly på Strandlodsvej. Men hvis vi springer ind i en krammer med overbevisning, så kommer den første samtale nok mere til at handle om, hvad der er vigtigt for os hver i sær og hvilke ting vi har bygget vores liv op omkring. Og jeg gider helst den sidste slags samtaler – og jeg gider i øvrigt slet ikke den første slags. Sådan slet ikke faktisk. Jeg er grundlæggende kun interesseret i samtaler, der siger noget om folk – ikke dem der kun siger noget om deres omgivelser. Jeg er lidt ligeglad med, hvad du laver – jeg vil bare gerne høre om, hvorfor det er fedt for dig og hvordan du kunne tænke dig at dreje dit arbejdsliv med tiden. Og så vil jeg kramme dig! 

Men det må jeg jo ikke lige nu. Og det kan jeg naturligvis sagtens overkomme, for jeg har nogen at kramme herhjemme – men med tiden vil jeg gerne også kunne kramme dig igen. Og lige nu kan jeg ikke aflure, hvornår det bliver socialt acceptabelt at indlede et kram med et fremmed menneske igen. Og det gør mig lidt ked af det. Og det er da sikkert piss’-fjollet, men det er nu engang sådan noget, der er lidt vigtigt for mig. 

Jeg har ikke lyst til at den her krise skal munde ud i, at nærkontakt med andre end ens nærmeste bliver set ned på. Jeg har ikke lyst til, at de fleste af møderne skal erstattes med e-mails og Zoom-konferencer fremadrettet. 

Hvis vi skal snakke i lidt for moderne termer, så er jeg næsten en karikatur af et ekstrovert menneske. Jo flere mennesker, der er til stede – jo federe har jeg det. Jeg har desuden valgt at leve mit liv med en, der har det præcis på samme måde. Og så har vi fået en datter, der også er rørende enig. Jeg vil så gerne være sammen med jer andre og kramme jer og holde på jeres skulder, når vi snakker sammen og hvis dine skuldre er spændte, så giver jeg sgu gerne en nakke-massage også. Jeg lever for store grupper og tæt kontakt, og lige nu må jeg ikke få nogen af delene. Det er fint. Men det må også gerne gå væk igen. 

Jeg aner ikke helt, hvad jeg har skrevet i det her indlæg. Jeg er heldigvis det omvendte af et perfektionistisk menneske, så nu ryger det ud på internettet alligevel. 

Bamse-krammer fra JE

En kommentar til “Bliver det socialt acceptabelt at være som mig igen?”

  1. Har det ligesådan 😳 Er så bange for om der bliver en generel distance mellem mennesker efter dette her – og det kan jeg slet ikke se mig ud af 😢

    Svar

Skriv en kommentar