De pissekedelige tegn på, at vi måske alligevel er klar til at blive forældre

Arne i færd med at fortælle en af sine utallige far-vittigheder.

I går fik I den udførlige liste med grunde til, at jeg slet ikke er klar til at blive nogens mor. Det gav mig pragtfuld mange kommentarer omkring, hvor sej en mor jeg ville blive – det er dog langt fra hele sandheden, og jeg vil jo nødigt føre jer bag lyset.

Så her kommer den pissekedelige liste med tegn på, at vi mere end klar til at blive voksne og dybt dybt ordinære forældre.

Vores samtaleemner. Når vi rigtig skal hygge, så snakker vi om vores fastforentede lån og bidragssatserne i vores kommende lejlighed. Og så bagefter har vi sex, fordi al den fornuftighed simpelthen er så ophidsende.

Vi har bestilt en ny og vanvittig familievenlig bil, der bliver leveret om et øjeblik. Det hedder en Sports Tourer – men lad jer ej forvirre, det er bare et mere fancy navn for en Stationcar. Indtil nu har vi haft en ego-SmartCar, men der er kun plads til to, og jeg har rådført mig med kloge mennesker, der vurderede, at en indberetning til kommunen nok ville komme på tale, hvis man havde homie i bagagerummet – så nu står den på Station Car, undskyld “Sports Tourer”.

Vi går aldrig en dag uden én af os nævner ordet “pensionsopsparing”. Både Arne og jeg er sådan nogle, der har skruet helt op for indbetalingen på vores pensionsopsparinger. Så kan vi gå hver eneste dag og rigtig have det fedt over, hvor lækkert vi kommer til at have det om 40 år.

Arnes far-vittigheder. Hvis vi kører forbi en mark med får, så kan Arne ikke lade være med at sige “Der fååååregår da et eller andet uldent derude, gør der ikke? Tror du, at de holder general-fååårsamling, eller har de rent fååårtrængt, at det var i dag?”. Det gør sig så gældende med alle ord i hele den fucking danske ordbog …

Jeg hygger mig som en 80årig. Inden jeg blev gravid, så stod mine weekender (nå ja, da også en del hverdage) ofte på vin og vildskab i fantastiske mængder. Men jeg havde altså også virkelig mange dage, hvor jeg bare lå med et slumretæppe på sofaen og så “Årgang 0”, mens jeg spiste Kattetunger og Dronninge-mandler til min dryp-kaffe. Med graviditeten er der kommet endnu flere af den slags dage. Undskyld. Og når det ikke går mere vildt for sig end det, så kan man jo ligeså godt have en baby i hjemmet.

Jeg har øvet mig i børne-disciplinen hver dag de sidste to et halvt år sammen med Arne. Jeg kommer dagligt med ønsker om, at han lige selv pakker sin taske ud, så jeg kan få vasket tøjet – og beder ham om at indsamle den sokke-konfetti, som han spreder ud over lejligheden med let hånd.

Desuden har vi dagligt samtaler, der forløber nogenlunde som følger;

Arne: Har vi ikke noget smør? 
Mig: Jo i køleskabet. 
Arne: Hvorhenne i køleskabet? 
Mig: Sikkert ude i den højre side. 
Arne: Så tror jeg altså ikke, at der er noget. 
Mig: Der står ikke noget helt ude til højre cirka lige frem for dig? 
Arne: Nej. 
Mig: *Rejser sit tunge korpus fra sofaen og henter smøret i højre side af køleskabet.*