Den sande historie om verdens værste julesang

Hver jul, når jeg sidder i kirken, så tænker jeg på, at N. F. S. Grundtvig har siddet i 18hundrede-hundelort i en stor øreklapstol, med et slumretæppe og sit lange skæg. Det er formiddag, og han er lige blevet færdig med niende (!!) vers af “Et barn er født i Bethlehem”. Oprindeligt havde han egentligt planer om, at det skulle være det sidste vers – den skulle jo nødig blive for lang. Men så hiver han sit gyldne lommeur frem fra jakkelommen, og ser at der stadig er tyve minutter til, at det store frokostbord bliver dækket op. Og så har han tænkt “Ej så får de kraftedeme lige et tiende vers også! Det er der ingen, der vil synes er i overkanten overhovedet.” .
Men det er det faktisk. Det er alt, alt for meget. Jeg gider maksimalt synge de to første og de to sidste vers. Maksimalt.
… og jeg ville naturligvis ikke fortælle historien, hvis den ikke var sand.
God jul, homies!

Fik du set De 5 sætninger, som folk skal stoppe med at sige til gravide – eller læst 6 sandheder om graviditet, som jeg ikke kendte, før jeg blev gravid?

Husk at følge mig til højre – ellers får du jo ikke set alle indlæg, vel. 

Skriv en kommentar