Der er forskel på at håbe og tro

Mit seneste indlæg herinde handlede jo om, at både Arne og jeg er helt sikre på kønnet af Homie i min mavse. Vi tror bare noget forskelligt! Arne er sikker på, at det bliver en gut og jeg er sikker på, at det bliver en gutinde. Og hvis det går som det meste andet herhjemme; så får jeg ret. 

Og selvom vi nok fremstår som et sæt meget kompromissøgende mennesker (LOL), så er der ingen af os, der tror bare en enkelt procent på, at den anden kunne have ret. 

Men det betyder jo altså ikke, at jeg hellere vil have en pige end en dreng – eller Arne hellere end dreng end en pige. Eller jo. Men kun for at få ret da! Hæhæ. 

Vi har haft samtalen, omkring hvilket køn vi bedst kunne tænke os mange gange – for jeg synes sgu ikke, at den samtale er forbudt. Tankerne forsvinder jo ikke, uanset om man har samtalen eller ej og jeg har aldrig hørt nogle sige “Ja, nu fik vi godt nok Bjørn her, men jeg ville sgu hellere bytte ham til en pige.” Når man først har fået sit barn, så er man vidst rimelig godt tilfreds. Njå, men hver eneste gang vi har samtalen, så ender det med, at nogen råber “EJ, MEN JEG VED DET FANDME IKKE!” For det er da ganske umuligt. 

Vi har allerede Inge, der jo altså er en pige, på trods af, at de ældre damer i supermarkedet kalder hende for “en sød lille gut”. Og jeg er selv vokset op med en storesøster, og det var mildest talt det bedste i verden, så det vil jeg naturligvis også gerne give Inge og tøsen i maven. På den anden side kunne det også være skideskægt at prøve at have en dreng, så har man ligesom prøvet det hele og har pladen fuld, ikke? Men så tænk på to tøser, der render rundt med ens fletninger og slås om hinandens sweatre, når de bliver 9 og 12 år. Det kan sgu da også noget! 

Så ja, jeg aner simpelthen ikke, hvad jeg ville beslutte, hvis jeg ellers havde den mindste form for medbestemmelse. Sådan helt ind i knoglerne: jeg aner det simpelthen ikke. Og Arne har det på samme måde. 

Så vi er endt på, at Arne tror det er en dreng, jeg tror det er en pige – og vi håber begge to på, at det bliver en dreng eller en pige. 

Her kan du læse mit seneste indlæg

2 kommentarer til “Der er forskel på at håbe og tro”

  1. Det er den slags ytringer, der fører til tvillinger. Videnskabeligt bevist – jeg har selv læst det i I Form 😀

    Svar
  2. Jeg har to drenge, og den værste kommentar jeg fik, var da jeg stadig var gravid med nr 2, hvor fremmed dame siger ‘ej hvor ærgeligt.. så må man da håbe det bliver en dreng næste gang’
    Jeg synes der er sådan ærgelig italesættelse af piger vs drenge. Jeg synes nogen gange, at det er som om jeg burde føle, at jeg har tabt i lotteriet fordi jeg fik to drenge – en slags trøstepræmie.
    Men jeg har sku to sunde og raske børn med små regnorme – og det er fandme det sejeste i verden! Jeg føler ikke der mangler en pige! Får vi en treer, så håber jeg på en sund og rask baby! Gerne en pige eller en dreng! Og kun 1!

    Svar

Skriv en kommentar