Det er jo først en konflikt, når jeg tager den

Jeg er på barsel. Kæmpe chok for alle. Det taler jeg jo stort set ikke om. Hæhæ. Njå, men det er jeg altså. Det er Arne desværre ikke længere, og hans arbejdstider indebærer bare, at han ofte kun er der om morgenen og så kommer hjem omkring midnat. Derfor er der en hel del tid, hvor jeg er den eneste forælder til stede, og derved den, der skal tage mig af alle skodsituationerne. 

Bevares, vi bor hjemme hos mine forældre for tiden, så de hjælper jo gladeligt med med mange ting – holder baby, så jeg kan få børstet tænder og vasket mit ansigt og sørger for, at jeg får smidt noget aftensmad i skærmen siddende i stedet for hoppende rundt om spisebordet med en baby på armen, når de selv er færdige. Men mine forældre arbejder stadig, og de er også bedsteforældre ikke forældre. Så selvom de er en kæmpe hjælp, så tilhører alle skodsituationerne naturligvis mig. Grædende baby eller rasende 3årig er min butik – sjove bedsteforældre-opgaver er også deres butik. 

Men når jeg er alene-forælder, så lever jeg efter en specifik regel, nemlig: det er jo først en konflikt, når jeg tager den. Det er sådan jeg kommer gennem dagene. Så når Inge beslutter at smide alt tøjet og ikke umiddelbart ligner en, der vil være nem at få i tøjet igen, så beslutter jeg, at det går nok – og så blev det ikke en konflikt. Og når hun proklamerer, at hun ikke vil have aftensmad, så siger jeg “nå, du er slet ikke sulten lige nu? Det er bare helt i orden.” Og så blev det heller ikke en konflikt. 

Til gengæld så tager jeg så konflikten, når hun senere vil udenfor i 3 graders varme i bar mås eller når hun klokken lige efter ingen-aftensmaden tror, at hun skal have kiks. For der er grænser – men jeg gider ikke tage konflikten, før den er nødvendig. På den måde skærer vi toppen af antallet af konflikter, og det betyder sgu ret meget for hvor hyggeligt både jeg og tøserne synes det er at være os i de her dage. 

Det betyder ikke, at der er andre regler, når jeg er alene med pigerne. Men når vi er to voksne, så er der meget mere overskud til at få talt om tingene på en måde, hvor en sulten Inge pludselig synes det er super at spise aftensmad alligevel – men når jeg danser rundt med en baby på armen og selv forsøger at spise samtidig, så er der overhængende fare for, at jeg ikke kan tage den samtale tilstedeværende nok til, at det ender et godt sted. Så undgår vi konflikten og lader tallerkenen stå, hvis hun skulle finde ud af, at hun var sulten senere. 

Vi er desuden altid påpasselige med at vælge vores kampe, så det er strategien altid – det er bare lidt mere udtalt, når jeg er alene med dem. Inge må gerne mene og føle ting, og vi har ikke nogen god grund til at hun skal forstå, at alt skal foregå på vores præmisser. Det gemmer vi til de ting, der reelt er vigtige for os. 

Og nu vil jeg gå ind på Inges værelse og finde en rød og hvid stribet trøje – for det har både Rigmor og jeg ved et tilfælde fået på i dag, og jeg ved, at Inge bliver rasende, hvis hun er den eneste uden. Så nu ligger den klar til når hun kommer hjem, og så slap jeg også for den konflikt. 

Gærdet er nogle gange lidt lavt herhjemme, men vi har det dæleme dejligt. 

Skriv en kommentar