Det lange parforhold


Åha, det lange parforhold. Det er selve målet og enden på én og samme tid. Som da Arne og jeg i går efter bolleriet lå i hver vores side af sengen og gloede på vores telefoner, og han udbryder et dybfølt “ÅÅÅRH, det var dejligt!” – og det var dejligt, så jeg stemte naturligvis i med et “Ja mon ikke!”. Men hans forvirrede blik afslørede derefter, at han havde ment det faktum, at en af hans forsvarsspillere på hans Premier League Fantasy-hold havde lavet 3 assists og et mål. Han havde simpelthen rent glemt, hvad det lige havde foregået, fordi han pludselig havde 40 ekstra værdiløse point på en virtuel manager-konto. Super. Så nu har jeg skrevet en liste med andre punkter, der for mig kendetegner det lange parforhold.

Serie-skænderierne

På magisk vis får Arne og jeg startet på alle serier sammen. Det gør så, at vi aldrig har en skid at se, når vi ikke er sammen – og vi har jo for Helle aldrig en hel aften til bare at se serier. I stedet ender det med, at vi forfalder til nutidens værste form for utroskab: serie-utroskaben. Så enten må man indrømme sit fejltrin og modtage uendelige hadske blikke og spidse kommentarer om ens ugerning – ellers må man lukke a’ røv omkring sin utroskab og så finde sig i at se de tre afsnit en gang til. Kæft, jeg har brugt mange timer på at lades som om, at det var første gang jeg så et gammelt afsnit, fordi jeg ikke orkede at blive lagt for had.

Nå, endnu en aften alene i sofaen

Apropos sofa-serierne; når Arne og jeg endelig har en aften i ny og næ, hvor ingen af os har noget arbejde, så aftaler vi gerne, at nu skal vi freaking se serier efter hendes sengetid. Og så passer det gerne perfekt med, at det er de aftner, hvor den der napper puttetjansen formår at falde i søvn under putningen. Og bedst som den anden sidder i sofaen og tænker, at så svær kan den putning da ikke være – ja så kommer den anden ud fra børneværelset med verdens mindste øjne og savl ned af den højre kind. Og således bliver den lange serie-aften forvandlet til en 20 minutters session med et afsnit af HIMYM, som vi har set 6 gange før.

“Kan jeg godt lige gå på toilettet?”

Jeg regnede faktisk ikke med, at jeg efter folkeskoletiden ville være nødsaget til at spørge et andet voksent menneske om lov til at gå på toilettet. Men når man er nogens forældre, så er der lige pludselig firs forskellige ting at tage hensyn til, og man kan ikke på samme måde bare smutte ubemærket væk og antage at alt kører på skinne i mellemtiden. Så vi spørger simpelthen altid lige den anden, om det passer, at vi stikker af et øjeblik. Kæft, det er noget, der højner romantikken!

At lade sig irritere over noget, der ikke engang er sket endnu

Når Arne ligger sig i sofaen med sokker på, så er jeg allerede irriteret på ham. Han har reelt set ikke gjort noget forkert endnu – men jeg ved, at han kommer til det! Han kommer nemlig til at pille sine sokker af med sine fødder – det er i øvrigt irriterende i sig selv, fordi det skaber en frygtelig lyd af tør fod-hud, der gnider mod anden tør fod-hud. Og så kommer de sokker til at ligge i sofaen, indtil jeg fjerner skidtet. Og den slags piss’-irriterende vaner har han jo 50 af – hvilket i grunden er pudsigt, når jeg nu ikke har en eneste …

“Hvad laver du, smukke?”

Kæft, jeg har svaret på mange spørgsmål, som jeg troede var til mig – og så var det i virkeligheden til Inge. Der i øvrigt ikke engang kan svare på den slags endnu … En god grundregel som jeg har lært mig selv er; hvis det lyder for kærligt – så’ det sgu nok æk’ til mig.

Disse punkter sammenlagt kunne måske få det til at lyde som om, at jeg inderligt hader det lange parforhold. Det gør jeg ikke. Jeg pisseelsker det. Bortset fra når jeg ikke gør naturligvis.

Vil du læse en cheesy omgang kærligheds-pis? Det finder du her 

2 kommentarer til “Det lange parforhold”

  1. Jeg er også ret ny i gamet her, men for what it’s worth, så har du en dejlig bramfri tilgangsvinkel til tingene, synes jeg.

    Svar

Skriv en kommentar