En positiv graviditetstest – og så ingenting

Jeg har ikke videre lyst til at skrive det her. Så tilgiv mig, hvis det bliver en kort omgang. Jeg har ikke lyst til, at nogen skal læse det og jeg har ikke lyst til at snakke om det. Men jeg har endnu mindre lyst til at støtte den brede misforståelse, at en positiv graviditetstest er lig med et barn i armene. Så her kommer det.

Jeg var gravid. Lige i maven. Lige som vi gerne ville. Eller det vil sige, vi havde planlagt at starte med de indledende øvelser i denne måned – men så gik det galt, eller godt som man vel skal sige, så der var allerede et befrugtet æg inde i mig. Så min menstruation udeblev og jeg stod med en positiv graviditetstest i hænderne for nogle uger siden. Arne var ikke hjemme, da jeg fandt ud af det og jeg ringede panisk for at fortælle ham det – men da han ikke skulle stå op med en 2årig, så gik der lige 3 timer, før han var vågnet og kunne indvies i morgenens strabadser. Vi var glade! 

Vi ringede til alle i familien. For jeg ville ikke vente. Jeg ville hellere risikere at skulle ringe igen en anden dag og fortælle, at det ikke blev til noget alligevel. Og det blev jeg så også nødt til.

Jeg var kun et øjeblik henne og jeg mærkede ingenting til det. Og allerede om aftenen for graviditetstesten troede jeg ikke længere på det. Jeg kunne mærke, at det ikke var som det skulle være. Og jeg fik ret.

Detaljerne holder vi lige for os selv, fordi jeg nok må erkende, at helt oppe i min tissekone nok er det ene sted, som jeg ikke nødvendigvis er helt komfortabel med at tage jer med hen. Så I får det, som jeg kan overskue og som jeg finder nødvendigt.

Jeg er ikke ked af det. Jeg troede kun på det i 5-6 timer. Jeg kunne få den graviditet eller et sundt og raskt barn – ikke begge dele. Jeg mener det; jeg er ikke ked af det. Jeg er helt okay. Jeg forstår godt, at man bliver ked af det over den slags, men jeg har også behov for at have lov til ikke at være knækket, når det nu ikke er tilfældet.

Jeg tror, at jeg ser meget nøgternt på det. Og jeg nåede ikke rigtigt at have følelsen af, at jeg skulle være mor igen. Og vi er så pisse-heldige, at vi to gange har formået at blive gravide på et splitsekund – det er i øvrigt ikke en henvisning til Arnes udholdenhed, men det faktum, at vi er blevet gravide én gang i første forsøg og én gang inden vi reelt havde forsøgt. Så jeg tror på, at det nok skal komme til at lykkes inden for overskuelig fremtid, og så er det jo let ikke at være så påvirket. I hvert fald for os. Smilet på Instagram er ikke klistret på – sådan noget er jeg slet ikke stærk nok til, den er simpelthen god nok.

Jeg kom bagud med en del arbejde, så det trækker lidt tænder ud at skulle indhente det og tage stilling til det nu. Men det går fint. Nu skal min krop bare lige have lov til at slappe af for en stund. Og så skal vi bolle.

Og jeg glæder mig fucking meget til at få en baby i maven nu. Og jeg glæder mig endnu mere til at føde og få en lillebror eller lillesøster til Inge i armene. Men jeg kan sagtens vente, for vi har det så godt og er så glade for tiden. Nyforelskede på den helt klamme måde. Jeg tror, at bare den hurtige strøtanke om endnu et familiemedlem lagde mig ned i ren forelskelse over det som vi allerede har skabt, og det vi skal til at skabe.

Så jeg er glad for nu, og det er Arne også. Og det håber jeg er helt okay.

Du kan læse om Homies fødsel her 

4 kommentarer til “En positiv graviditetstest – og så ingenting”

  1. Det er vildt hvad den kvindelige intuition kan. I dagene op til vi mistede første gang “vi” var gravide begyndte jeg virkelig ikke at tro på det. Tog endda en test som dog var positiv, og mistede så få dage efter. Var dog 12 uger, så selve processen var lidt en større omgang med indlæggelse osv… Det tig lige lidt før jeg var okay. Men nu har vi to fine børn, så alt er som det skal være.

    Svar
  2. Det er så vildt at vi kvinder kan mærke sådan noget. Jeg har selv mistet i uge 10, men dengang føltes det heller ikke “rigtigt”. Jeg blev heller ikke ked af det, da jeg mistede. Da jeg var gravid med vores søn, var jeg ikke i tvivl om at det var en fighter og en keeper, så der turde jeg tro på det 🙂

    Svar
  3. Det er fuldstændig som hos os, og ærligt talt – jeg var heller ikke det mindste ked af det, for det var faktisk som det skulle være. Sådan følte jeg helt fra jeg testede positivt. Ikke at andre ikke må være kede af det over et tab selvfølgelig. Vi blev gravide i første hug, fik en baby, næste gang var da vi havde snakket om det, men ikke besluttet os, og så gik den til kort efter. Under to uger efter blev jeg gravid igen, og der var følelsen helt anderledes, og den hænger da i endnu. Held og lykke med projektet, fertile er I da i hvert fald 😉

    Svar

Skriv en kommentar