Familien Leverpostej, en hyldest til det helt almindelige

Reklame for Stryhns 

Arne, Inge og jeg er en lille familie. Og en helt almindelig en af slagsen. Og det har jeg det skidegodt med. Der er hverken noget særlig storslået eller videre specielt ved os som familie, og det er lige sådan, jeg bedst kan lide det. En rigtig leverpostejsfamilie.

Inge går i vuggestue, Arne går på arbejde, og indtil for et øjeblik siden gjorde jeg det samme – nu har jeg jo så fået det her lidt fjollede job i stedet, hvor jeg arbejder hjemmefra. Men grundlæggende, så er vores familieliv virkelig ordinært. Og kæft, hvor jeg elsker det. 

Men for lidt siden blev de flestes liv vist vendt godt og grundigt på hovedet – vores inklusiv. Børnene skulle pludselig passes hjemme, arbejdet skulle passes hjemme og så skulle man desuden også lige forsøge at passe en lille smule på selve hjemmet, der hurtigere bliver medtaget, når alle mand er hjemme på samme tid og to ud af tre har en meget lemfældig omgang med konceptet at smide sine sure sokker til vask. 

Samlet set gav det nogle udfordringer hjemme hos os, for hvem har fortrinsret på at arbejde og hvem må jonglere med barn, vasketøj og madlavning. Jeg tog hurtigt teten med at anrette det hyggelige frokostbord hver dag, for den del elsker jeg. Vi kom nu også rigtig fint igennem det, og det føler jeg egentligt at vi gjorde, fordi vi insisterede på at hygge os lidt med det. Nu er vi jo også i den priviligerede situation, at jeg ikke har en chef, der forlanger skarpe deadlines og lange arbejdsdage – til gengæld kommer der heller ingen penge i kassen, hvis jeg ikke arbejder, så det’ sgu både en gave og en udfordring med sådan et job. 

Vi aftalte hurtigt, at selvom der ikke længere var noget, der hed hverdag, så skulle der stadig være noget genkendeligt for Inge, som hun ville kunne holde fast i, når der igen stod hverdag på skemaet. Så frokosten blev gjort hellig. Ikke noget med at den ene forælder spiste pg arbejdede foran computerskærmen, mens den anden forsøgte at lokke mad i barnet – niksen, alle mand om frokostbordet eller picnictæppet. Og det var piss’-hyggeligt. Bevares, det er da specielt at vænne sig selv til at spise frokost  kl. 11.15, men når der først står et frokostbord klar, så går min mavse rimelig hurtigt med på præmissen om, at nu er det spisetid! 

Et af mine tydeligste barndomsminder var når min mor lavede en kæmpe fad med kvarte rugbrødsmadder. Så sad store som små sammen og guffede bitte-små madder – og det var perfekt. Det var ikke en storslået eller dyr servering, men den var perfekt. Og den lille tradition har vi nu fået indført herhjemme også – og alle mand elsker det, måske mindst af alle Arne, fordi han skal spise 16 små madder for at blive mæt, men jeg smører dem jo til ham, så han brokker sig heldigvis ikke. 

Så står der et kæmpe fad med små æggemadder, pølsemadder, leverpostejsmadder og en masser grønt. Og så går man ellers bare bananas! Og som det har været siden tidernes morgen, så forsvinder leverståhejen først – for det er den ultimative, danske frokostklassiker, og herhjemme er det en fast del af frokosten hos både børn og voksne. Man bestemmer selv, om man vil have rødbeder, agurker, karse eller remou-dreng på – så længe man husker at putte smør under, så er der ingen andre regler. 

Vi spiser den klassiske fra Stryhns, der nu findes i en økologisk udgave med det danske økologimærke. Jeg synes, at det er pragtfuldt, når sådan en køledisk-klassiker følger med tiden og giver et økologisk alternativ. Vi spiser stort set kun økologisk herhjemme, så det betyder meget for os, at vi nu kan få den gode, gamle leverståhej økologisk. 

Njå, for vores vedkommende er hjemmepasning delvis slut nu. Inge er afsted i vuggestue de fleste dage, selvom dagene er kortere end normalt. Derudover er madordningen sat på pause, og hun får madpakke med. Og det er hun overraskende nok rigtig godt tilfreds med! Vi har fået lavet en lille tradition efterhånden, hvor hun naturligvis har en lille, fin madpakke med hver dag, men når jeg så henter hende, så har jeg en klapsammenmad med Stryhns økologisk leverpostej med i tasken, og så spiser hun den i solen på bænken overfor vuggestuen, mens vi sidder og snakker om dagen. Vi gjorde det én dag, og siden da har hun bedt om det hver dag. Så nu er det åbenbart en tradition. Men den her mor byder alle traditioner velkomne, hvis de indebærer at Inge spiser en ekstra rugbrødsmad med leverpostej! 

Det kan godt være, at vi skal vente lidt endnu, men jeg er ved at glæde mig godt og grundigt til, at den helt almindelige hverdag vender helt tilbage. Hvis jeg nogensinde har været det mindste træt af hverdagen, så er den følelse i hvert fald forsvundet nu. Jeg elsker vores helt ordinære familie og vores helt ordinære liv, men vi kommer helt sikkert til at tage den hellige frokost med os fra den her krise. Frokosten er jo altid hellig i vuggestuen, og det skal den også være de dage, hvor vi spiser frokost herhjemme. 

Fik du læst om de ting, som jeg aldrig troede, at jeg ville komme til at praktisere som mor?

Skriv en kommentar