Første barsel vs. Anden barsel

Så er spædbarns-tiden ved at være forbi og jeg er så småt ved at forstå, at jeg er mor til to. Med Inge var de første par uger væsentligt mere idylliske, end dem vi blev præsenteret for i denne omgang. Det er som om, at brystbetændelse, store sår på brystvorterne og tårnhøj feber sætter lidt af en dæmper på, hvor lækkert man synes det er at være nybagt mor. 

Det er heldigvis forlængst slut og forhåbentligt også snart glemt. Jeg har ladet mig fortælle, at mødre glemmer lidt af alt det lort, de har været igennem under både fødsel og i den første svære tid – fordi ellers var der jo ingen af os, der ville gå i gang med at avle videre lige med det første. Min kilde er vist en eller anden jeg gik i folkeren med for et par årtier siden, så slå lige skidtet op, inden I fortæller det videre som den rene sandhed. Jeg ville gerne Google løs selv, men jeg er under tidspres, fordi baby vist snart vågner. 

Njå, videre i teksten mens tid er! To børn betyder to barsler, men indtil videre kan de på ingen måde sammenlignes. Jeg husker tydeligt da Arnes fjorten dages barsel med Inge var slut og vi stod og vinkede farvel til ham fra vinduet … og så var jeg bare freaking alene med en baby. Og til min store overraskelse, så kunne babyen ingenting og den sagde heller ikke en skid (udover et vræl og en fis i ny og næ) og jeg pisse-kedede mig. Husker at jeg talte minutterne til, hvornår jeg kunne give hende en lur og til hvornår der kom et andet voksent menneske hjem og talte med mig – eller bare hørte på mig. 

Jeg havde også hørt, at babyer blev nemmere, når de blev tre måneder – og jeg kan love jer for, at der blev klippet centimeter af målebåndet hver eneste dag. Kæft jeg glædede mig til, at hun blev tre måneder. Til min store skuffelse viste det sig, at babyer ikke som sådan er tidsindstillet på den måde og overgangen blev noget mere flydende end det. Men altså, det blev da lettere efterhånden omend der gik noget tid, før jeg syntes, at det var mere sjovt end det var hårdt. Det var faktisk først, da Inge ramte 10 måneder, at jeg for alvor kunne sige det. Jeg elskede hende for fulde hammer fra start, men det var bare virkelig hårdt at affinde sig med, at jeg pludselig var selvvalgt sidsteprioritet i mit eget liv. Så ramte hun heldigvis de famøse 10 måneder og derfra har der været så meget mere LOL end der har været ØV. 

Her anden gang er det helt anderledes. Jeg aner ikke, om Rigmor bare er mere mild og nem eller om det i virkeligheden er mig, der er mere mild og nem – selvom Arne nok ikke umiddelbart ville vælge de to ord til at beskrive sin hidsige kone. Men denne gang har jeg prøvet det hele før, og måske er det det, der gør hele forskellen. I hvert fald så elsker jeg det. Alt det jeg havde frygtet, at jeg skulle føle igen er ikke kommet. Jeg føler mig ikke alene eller utilstrækkelig i forhold til min baby, og jeg kender på en anden måde til kærligheden, fordi den lærte jeg allerede at kende med Inge. Så på sin vis blev den ført mere direkte og insisterende over på Rigmor, fordi den allerede lå i rygsækken. 

Alt er nemmere denne gang. De søvnløse nætter, de dage hvor baby nægter at tage en lur, at acceptere dén dér post-graviditetskrop mens den stadig er på sit maksimum og den manglende tid til parforhold og alt det andet jeg holder så meget af. Måske gør det også alting nemmere, at jeg ikke går glip af en skid denne gang. Alle andre kan jo heller ikke lave en fis. Alt det sjove er jo stadigvæk lukket og vi sidder alle sammen og gennemsøger streamingtjenesterne efter nye ting at glo livløst på – jeg gør det bare med en baby på armen og det ændrer sgu ikke det helt vilde. 

Jeg har selvfølgelig heller ikke klassisk barsel denne gang, fordi jeg stadig arbejder en smule. Men mit arbejde er jo vitterligt at tage lidt billeder og have det LOL på internettet, så det er mildest talt ikke et hårdt arbejde. Og det var i øvrigt det samme i min første barsel, så jeg har aldrig prøvet ikke at arbejde lidt under barsel. Jeg tror dog ikke, at det gør den store forskel, for når jeg kigger mig omkring, så virker det som om, at alle kvinder på barsel finder på et eller andet projekt, sikkert for at undgå at blive helt bims. Så skal der males værelser eller bygges højbede eller nettet skal gennemsøges efter det helt rigtige motoriske legetøj. Og der er forhåbentligt også nogle derude, der er kloge nok til at tage en lur i ny og næ, for det er sgu fortjent. 

Hvad Søren var det, jeg ville sige? Måske bare at det går godt. Jo jo, der er hårde dage – det er hårdt at være baby-ejer, men vi trives i det og at alle de scenarier jeg havde opstillet i mit hoved omkring at få barn nummer to ikke blev til en fis. Mine skuldre hænger ikke oppe under ørene i denne barsel og det føles så frygteligt skønt – så slipper jeg forhåbentligt også for hold i nakken, så er det kun den der skæve ryg jeg får af at bære min baby rundt på hoften, som jeg skal døje med. 

Du kan læse om, hvor vi skal bo lige her

Skriv en kommentar