Graviditetsopdatering uge 16 – om at mærke liv

Njå, det var meningen, at jeg ville skrive det her indlæg i mandags, da jeg lige var hoppet ind i uge 16. Det blev æk’ til en skid. Jeg har været alene med Inge i hele denne uge, med undtagelse af nogle få aftener, hvor Arne er styrtet ind af døren kl. Inges puttetid i håb om at se hende vågen. Der har altid været meget græsenke-liv over vores hverdag, og det har jeg det helt fint med, også selvom der er et barn at tage hensyn til nu – og i øvrigt endnu et på vej. Hans skiftende arbejdstider, lange arbejdsdage og mange dage væk hjemmefra gør jo til gengæld, at han også ofte har fri mange dage i streg. 

Men det var jo slet ikke det, det skulle handle om sgu da! Men det er grunden til, at mandagens indlæg blev lørdagens indlæg i stedet. I morgen rammer jeg uge 17, så det er sgu nu eller aldrig, hvis jeg skal få langet det her over blogger-disken. 

For jeg er i uge 16. For mig betyder det, at kvalmen er stærkt på retur, og jeg igen kan holde ud at tænke på nogle af de madvarer, der for er øjeblik siden gav mig alt for meget mundvand og fik mig til at løbe efter nærmeste toilet. Mine hormoner er heller ikke ligeså vanvittige mere, omend jeg tudede 3 gange i går, mens Inge og jeg hørte en lydbog i bilen, “fordi det bare var så kær en historie”. Ja, jeg kan næsten heller ikke holde mig selv ud. Men sådan er det nu engang for tiden. 

Der er også begyndt at være en lille mavse. Den er anderledes end i første graviditet, ikke så meget fordi den er synderligt større, men mere fordi maven den gror på er væsentligt anderledes denne gang. Men den ser sgu kær ud, og jeg er allerede der, hvor det er lidt svært ikke at sidde med armene foldet på maven, som var jeg Jomfru Maria selv. Kæft, det er jeg i øvrigt ikke. Hæhæ. 

I min første graviditet mærkede jeg det første spark uden på maven i uge 21, lige efter misdannelsesscanningen – men jeg mærkede noget inde i maven væsentligt før. Denne gang har jeg kunne mærke, at noget var i gang inde i maven endnu længere. Og for tre uger siden sagde jeg til Arne, at jeg var ret sikker på, at der snart ville komme et spark udenpå også. Og mandag aften, da jeg var 15+1 og lå med Jomfru Maria-hånden på mavsen kom der sgu et spark. Arne sad ved siden af, og fik nummer 2 spark. Præcis som det i øvrigt var tilfældet med Inge, hvor vi også lå og slappede af sammen den første gang hun lossede til mig. 

Bevares, ingen af gangene har man fået videre ondt i hånden af sparket, men det var tydeligt at mærke, at der er en baby, der har gang i noget gymna-hopsa-sa i mavsen. 

Så uge 16 for mig kommer i denne graviditet til at minde mig om det første meget tydelige tegn på liv i mavsen. Der har været flere omgange med spark eller kolbøtter siden, og det føles lige fedt hver gang. Jeg nyder det, inden det om ganske få måneder bliver mine ribben og min blærer, der får hakket sig én, hvis jeg får lænet for forover eller lignende. 

Vi holder sommerferie de kommende uger, så forhåbentligt kan det sammenlagt med et lidt bedre velbefindende betyde flere indlæg fra mig. Det håber jeg sgu, for kæft det er noget af det bedste jeg ved at skrive alt det her navlepilleri. 

Du kan læse mere graviditets-hejs fra min hånd lige her.

Glædelig lørdag, homies! 

Skriv en kommentar