Her er min nye virksomhed – FiveMe Management

Jeg har startet endnu en virksomhed, så jeg nu udover at have min egen lille biks også er en del af en større biks. Vi hedder FiveMe Management, og er et Fullservice Influencer Management Bureau – det er noget fancy-snak for det, der betyder “vi arbejder med alle aspekter af influencer-marketing.” 

Jeg er jo journalist og digital redaktør gennem forholdsvis mange år, og derudover har jeg en kandidat i medievidenskab, hvor kommunikation, branding og marketing har haft sin helt naturlige plads. Jeg har altså stiftet bekendtskab med med branchen, langt før jeg selv havde så meget som tænkt tanken at blive influencer. 

Af samme grund har jeg haft svært ved at overlade min repræsentation helt til et bureau, fordi jeg selv har en del præferencer og holdninger i forhold til eksempelvis kampagners tilblivelse og kommunikationen med virksomhederne. Jeg startede selv som blogger hos Bloggers Delight, men da jeg var klar til at rykke videre derfra, vidste jeg ærligt talt ikke, hvad der ville være det mest fornuftige sted at rykke hen og lade sig tage sig af min repræsentation overfor mulige samarbejdspartnere. Heldigvis bumpede jeg ind i nogle damer, der selv stod ved nogle tværveje i influencer-branchen, og var i tvivl om, hvordan deres arbejdsliv og familieliv fremtidigt skulle opbygges og hænge sammen. Derfor slog vi pjalterne sammen, og lavede FiveMe Management. 

Vi er tre såkaldte influenter, @jernmor @annemettevoss og mig selv – og så de to agenter Wicki Sørensen og Christina Larsen, der begge har mange års erfaring i branchen. Og sammen har vi startet FiveMe Management d. 13 marts, 30 minutter før Mette-mor lukkede hele landet ned. Så stod vi med vores stiftelsespapirer i hånden og var noget i tvivl om, hvordan de næste par måneder ville se ud i influencer-land. Men vores småbekymringer blev aldrig aktuelle, og der har fra start været så rigeligt gang i hjulene. Af samme grund har vi allerede budt to pragtfulde mennesker velkomme, nemlig farverige Jasmin Gabay, der nu også er repræsenteret hos os og Amanda Thaarsti, der er projektleder og holder det store overblik over kampagner, kalendre og des lige. 

Vi har brugt mange timer på at tale igennem, præcis hvad vores respektive ønsker for virksomheden er, og heldigvis landede vi hver gang et sted, hvor vi var helt enige om, at gennemsigtighed, professionalisme og fællesskab altid måtte være både målstregen og vejen dertil. Vi er ikke konkurrenter, vi er på samme hold – og hvilket hold! 

Vi har gjort meget ud af at sammensætte et hold, der alle har en baggrund, der er et aktiv for os alle og hvor vi supplerer hinanden godt. Vi har nogle med sans for æstetik og detaljer, en jurist med styr på voksen-ting, et par kreative hoveder, en ordsmed og en med styr på alt det, der skal være styr på. 

I morgen har vi eksisteret i 5 måneder, og selvom det er lang tid siden, at vi stoppede med at hviske hver gang vi omtalte virksomheden, så har vi ikke tidligere meldt direkte ud, hvad det er, vi har startet. Vi vægter fagligheden højt og vi ville gerne vente med at melde noget ud, før vi var helt sikre på, at vi kunne leve op til alt det, som vi gerne vil. Det kan vi nu. Vores hjemmeside er på benene, og der kan man læse meget mere om vores virksomhed og de fire influenter, der er repræsenteret hos os. 

Som læser eller følger kommer dette ikke til at ændre andet, end visheden om, at jeg har været langt inde over tilblivelsen af alle kampagner, der rammer mine platforme. Det giver mig ro i maven til bare at gøre det, der nu er blevet mit arbejde (omend lidt fjollede arbejde). 

Jeg går ikke ud fra, at I tænker videre over, hvordan og hvorledes min lille butik her er skruet sammen, men det her var i hvert fald et lille kig bag scenetæppet. 

Krammere og lammere fra JE 

2 kommentarer til “Her er min nye virksomhed – FiveMe Management”

  1. Tillykke med det. Jeg er ganske velbevandret i det danske sprog, men jeg kan simpelthen ikke regne ud, hvad f**lighed er. Jeg er naturligvis fra det mørke Jylland og for længst tør bag ørerne, så det er muligvis bare mig. Men der kunne jo sidde flere af min slags og følge med. Kan du oplyse mig/os? 😅

    Svar

Skriv en kommentar