Hjælp, jeg kan ikke tage imod hjælp

Nå, så kunne jeg jo godt bede om hjælp alligevel. Fedt. Så blev det et kort indlæg i dag!

Nja ok, det tæller måske ikke helt bare at kunne skrive det i en rubrik. For jeg kan ikke tage i mod hjælp. Problemet er i virkeligheden ikke at spørge om hjælp, det gør jeg konstant; hvis jeg ikke kan nå noget i de øverste skabe, hvis jeg Gud forbyde det ikke selv kan åbne glasset med rødbeder eller ikke kan bære rundt på mit barn længere grundet mor-ryg-syndromet.

Det er ikke noget med, at jeg er for stolt til at spørge om hjælp, det kan jeg som sagt sagtens og jeg gør det ofte, når jeg selv kan mærke, at jeg skal bruge hjælp. Mit problem opstår, når andre tilbyder deres hjælp, uden at jeg selv har spurgt. Det er jeg nemlig alt for stolt til. Jeg er for stolt til at acceptere, at andre kan have gennemskuet, at jeg er i en umulig situation, før jeg selv har. Og det er ligegyldigt om det er Arne, mine bedste veninder eller min familie, der tilbyder hjælp – jeg får aldrig sagt ja.

Jeg har jo som bekendt fucket mit knæ op. Det gjorde jeg naturligvis i starten af denne uge, hvor jeg skal være alene med hende i hele ugen – og hun blev naturligvis syg. Hun er heldigvis ovenpå igen! Det viste sig også bare at være mine ledbånd, som jeg har revet godt og grundigt rundt – og altså ikke menisken eller korsbånd, så det er i sig selv rigtig godt. Det får det dog ikke til at gøre mindre piss’-ondt, så jeg er stadig ikke ordentligt på benene – og jeg har været alene med Inge hele ugen. Og det er faktisk lidt besværligt at få en hverdag til at hænge sammen, når man ikke kan gå og man skal aflevere, hente, handle og underholde en pige på halvandet, det endnu ikke kender til udtrykket “slappe af”. Det fik mine pragtfulde medmennesker til at træde til. Mine veninder tilbød at køre mig på skadestuen, hente mit barn, tage hende med på legeplads og des lige. Jeg tog imod absolut intet af det, for jeg vil sgu ikke være til besvær – og jeg ved, at jeg kan klare det. Det kræver, at jeg går drænet og ødelagt i seng – men jeg kan reelt godt klare det, og så føles det forkert at tage imod hjælpen.

Det her var så et lidt grelt eksempel, men det er det samme i alle hverdagslivets små aspekter. Når jeg laver mad, så er der altid nogle søde gæster, der tilbyder deres hjælp – og det kunne da både være hyggeligt og lettere at være to om det. Men jeg orker det simpelthen ikke, så jeg siger altid og uden undtagelse noget i stil med “Tak, men der er faktisk ingenting at gøre”. Hvilket som regel er moderat løgn. Jeg orker simpelthen bare ikke at skulle forklare, hvad der skal gøres – så kan jeg ligeså godt selv gøre det. Det er altså ikke en stolhedsting eller hensynstagen til andres tid – det er bare fordi jeg synes, at jeg selv er rigtig god til ting, så orker ikke at forklare andre, hvordan jeg kunne tænke mig, at de gjorde det – og orker heller ikke rigtigt, at de gør det anderledes end jeg har lyst til.

Wauw, jeg lyder som en førsteklasses idiot. Njå, men jeg redigerer ikke i mine indlæg, så det får lov til at stå der. Så er der også lidt at udskamme mig for i dag. Summa summarum er, at der ligesom er tre ting, der gør, at jeg ikke tager imod hjælp; jeg er for stolt, jeg vil ikke være til besvær og jeg mener, at det bliver gjort bedre, hvis jeg selv gør det.

Kan du genkende de samme tanker, eller er jeg alene om at være en idiotos med alt for mange retter på buffet-tallerkenen og uden evne til at dele ud af dem? For mig gør det i hvert fald, at jeg hver dag æder sådan en buffet-tallerken, der ligner den, man blander på Dalle Valle – I kender den godt; tunmouse med laks og rejer, lidt lasagne, flødekartofler, ceasar-salat, frikadeller, pastasalat et stykke smørrebrød og så en pandekage med Nutalla i det ene hjørne.

Har I nogle tricks til at blive bedre til at tage mod hjælp, når den bliver oprigtigt tilbudt? Er det en mor-ting eller bare en klaphat-ting?

Fik du læst om de 5 ting, som jeg skal stoppe med at sige? 

7 kommentarer til “Hjælp, jeg kan ikke tage imod hjælp”

  1. Wauw.. du har lige beskrevet mig haha 😂 Amen fuck hvor er det svært at tage imod den hjælp der bliver tilbudt! Og man kan bede om hjælp til meget, der er bare mange ting man ligeså godt selv kan gøre selvom man føler sig kørt over af en bus 🧘🏼‍♂️

    Svar
  2. Haha det så sandt. Det bliver gjort bedre hvis man selv gør det. Du er ikke en idiot. Og hvis det gør dig til en idiot, så er jeg også en idiot 🙂 det synes min mand nogle gange når jeg rykker rundt på det han har sat i opvaskemaskinen. For min måde er meget bedre 😉

    Svar
  3. Det er vist en klaphatting og jeg gør det selv i stor stil. Især det med at så bliver tingene gjort, som jeg gerne selv vil have det. Folk skal især vove på at putte noget i min opvaskemaskine og fucke med mit system derinde 🤯

    Svar
  4. Åhhh kender det alt for godt – det er nu engang rarest at gøre tingene selv, så det bliver gjort på MIN måde. Også selvom man er nok så presset! Men tænker også – er der noget galt i det? 🙂 er det ikke bare et tegn på at man er en stærk kvinde!?;) i hvert fald synes jeg, at familie og venner skal respektere man ikke ber’ om hjælpen – i stedet for at blive fornærmede (hvilket min svigerfamilie godt kan have tendens til).

    Svar
  5. Øv, jeg er også sådan og det er røv sygt 😬 Er alenemor til to med fuldtidsjob og bor i et håndværkertilbud, men skal sgu da ikke have hjælp til noget! Fatter det ikke selv, men der er ikke noget at gøre ved det. Og hey – hvorfor er der ingen klapsalver over at vi i det mindste er klar over det selv?

    Svar

Skriv en kommentar