Hvordan jeg blev blogger

På en eller anden mærkelig måde, så er det blevet mit arbejde at skrive og tale om mig selv og mit liv på internettet. Jeg er ret sikker på, at der var en studievejleder i folkeren, der ville have haft svært ved at skjule de himmelvendte øjne, hvis jeg havde nævnt det som en mulig karrierevej dengang. Men det gjorde jeg heller ikke. Jeg havde 300 andre planer, der alle involverede mange års skolegang, og ud af dem valgte jeg at gå med medievidenskab. 

Jeg læste en bachelor i medievidenskab i Odense – for alle de andre skulle til København, så det skulle jeg æk’. Alle elskede tilsyneladende gymnasiet, det gjorde jeg ikke. Jeg havde fint med venner, selve skolearbejdet var intet problem og skolen var virkelig god. Men jeg var ikke vild med det. Som så mange andre slut-teenagere, så anede jeg nok dybest set ikke, hvem jeg selv var, og de få ting jeg vidste, var jeg ikke nødvendigvis interesseret i at vise alle andre. Så jeg brugte gymnasiet på at søge væk derfra, så snart klokkerne ringede. Jeg fandt venner udenfor gymnasiet og dansede, spillede fodbold og spillede skuespil og så var tiden ligesom gået. Det passede mig perfekt. Det er så tit, at jeg hører folk råbe “EEEEEJ. SERIØST NYYYYYD DET. STUDENTERTIDEN ER BARE DEN BEDSTE TID!” og det eneste jeg har lyst til at sige til de stakkels 18årige er; nej, det er ej, bare rolig. Det er sjovt, hvis man er til det, og hvis man ikke er til det, så er det nogle relativt hårde dage at komme igennem, når man skal lades som om, at man er i det vildeste festhumør, selvom man mere havde lyst til bål og fællessang. Jeg elsker endda fester og mennesker og er absurd ekstrovert – jeg elskede bare ikke de fester, der var i gymnasiet. 

Nå, men derfor tog jeg til Odense i stedet for København, i håb om at det var nogle andre mennesker, der valgte det. Det var det i øvrigt ikke, og min bachelor blev lidt det samme som gymnasiet – naturligvis ikke fordi de andre fejlede noget, men fordi jeg ikke var til det. Jeg fandt dog nogle få, som er mine tætte venner i dag. Resten af min omgangskreds har jeg sådan set fanget udenfor de forskellige skoler, og vores tilhørsforhold er i højere grad bygget på fælles interesser, end på fælles skolegang. 

Men medievidenskab var godt! Lidt en tynd kop saftevand, men helt perfekt for sådan en som mig, der gerne vil have så meget frihed i retningsvalg som overhovedet muligt. For jeg vidste sådan set kun én ting, om mit fremtidige arbejde; jeg skulle skrive! 

Jeg elsker at skrive, og jeg har altid gjort det. Jeg har fundet absurd stolthed i at skrive noget godt og præsentere det, og jeg elskede, når man udstillede sine digte på væggen i folkeren eller skulle skrive til skole-avisen i gymnasiet. For jeg ville ikke bare skrive, jeg ville også have, at nogen læste det. Af samme grund har jeg aldrig skrevet dagbog eller lignende – jeg vil have et publikum. 

På universitetet gik jeg stadig til fodbold, og hver gang vi tog til en weekendturnering, så havde jeg skrevet en flere siders lang tale, som jeg holdt for mine medspillere, hvor jeg sammenlignede hver enkelt spiller med profesionelle og præsenterede de nye på holdet, som om at de var kommet til ved større transfer-forhandlinger, alt i mens jeg kom med underliggende hints til de seneste festers strabadser og lignende. Jeg elskede at holde de taler, og jeg fik heldigvis ikke lov til at lade være. 

Efter bacheloren, hvor jeg også tog et års tilvalg i antropologi og lavede etnografiske undersøgelser og interviews på fuld tid, så holdt jeg er års skolefri, inden jeg startede på kandidaten i medieskab. Da det blev tid til praktik vidste jeg, at jeg gerne ville skrive og at jeg gerne ville være et sted, hvor friheden var stor. Jeg fik heldigvis en plads som journalist-praktikant på BO BEDRE og Bolig Magasinet, hvor jeg fra dag et skrev artikler til deres online univers. Det var fantastisk. Jeg skrev og der sad rocker-mange og læste med, præcis som jeg gerne ville. De var heldigvis også glade for mig, og efter praktikken røg jeg over på Bonnier, hvor jeg var i vikariat som journalist på I FORM og Aktiv Træning. Vikariatet blev forlænget indtil det blev til en fastansættelse som digital redaktør, hvor jeg foruden skriveriet stod for redigering og korrektur til net-udgivelserne. Jeg elskede det job. Jeg elskede det faktisk så meget, at jeg nok aldrig kunne være skredet, hvis ikke denne unikke mulighed havde budt sig. 

Men da jeg blev gravid med Inge og skulle på barsel rystede jeg i bukserne. Ikke over det kommende moderskab, men over ikke at skulle skrive længere. Derfor fik jeg lov til at starte en blog om moderskabet op, selvom det ikke var kotume i det gode, gamle forlag, at man havde bibeskæftigelser på den måde – men det var jo bare en lille blog, og hvem ville læse med? Jamen den dag, hvor jeg udgav første indlæg viste det sig, at det var der rigtig mange, der gerne ville. Og allerede inden jeg vendte tilbage fra barsel var det tydeligt for mig, at jeg kunne gøre det til min levevej, hvis jeg ville. 

Men jeg var også stolt. Stolt af min uddannelse, stolt af at kalde mig journalist og stolt over at arbejde sammen med dybt kompetente mennesker og lære noget nyt hver dag. Et år kørte jeg med to jobs, før jeg måtte sande, at det ikke var en holdbar løsning med en familie, og så sagde jeg op. Med tårer hele vejen ned af kinderne og en klump i maven. 

Men jeg har aldrig fortrudt. Det går godt. Jeg har enorm frihed, jeg har bedre tid til min familie og jeg laver lige nøjagtigt det, som jeg helst vil. Jeg skriver. Og nogen læser med. 

Spørgsmålet omkring, hvorfor nogen så gider læse med tror jeg findes i det faktum, at jeg elsker at skrive og at jeg har øvet mig vold-meget i det. Jeg er god til at skrive, og jeg gør det ikke for at tjene penge eller blive genkendt på gaden – jeg gør det bare fordi jeg elsker det og fordi jeg ikke kan lade være. Jeg lever for at skrive og underholde på samme tid, og min baggrund som journalist har lært mig, hvordan jeg skriver for min egen skyld samtidig med at jeg præsenterer det for andres skyld. Jeg finder ingen tilfredstillelse i at skrive noget så højtflyvende eller kompliceret, at kun få kan være med. Det er i min verden ikke et kvalitetstegn at skrive for de få. Det er meget sværere at skrive så alle forstår og får noget ud af teksterne, samtidig med at det ikke bliver for trivielt og ligegyldigt i forhold til emne og levering. 

Nå, men så hver gang du læser med, så sørger du altså for, at jeg får lov til at lave det, som jeg holder mest af og kalde det et arbejde samtidig. Et fjollet arbejde – men stadig et arbejde. Så tak! 

Hvis du ikke fik læst gårsdagens indlæg om vores bryllupsplaner, så er det altså lige her, at det foregår.

En kommentar til “Hvordan jeg blev blogger”

Skriv en kommentar