Jeg har tænkt på noget …

Jeg tænker over mange ting i løbet af en dag. Altså ikke nogle kloge ting, bevares – men ikke desto mindre i hvert fald ting. Nogle af tingene skriver jeg ned, men så får jeg sjældent gjort meget mere ved det, fordi de ikke har nogen fælles rød tråd og aldrig selv ville kunne udgøre et helt indlæg, og så ligger de tanker bare i mine noter og dør af dumhed. Så nu har jeg lige forsøgt mig med at lave et format herinde, der er skabt udelukkende med det formål at gøre plads til de ting, som jeg tænker over. “Amen hvem fanden skulle det interessere, hvad der foregår inde i dit lille hoved?” Ja, den del har jeg ikke lige nået at finde et svar på, så jeg må venligst bede om, at der ikke spørges videre ind til lige den del. Men så er muligheden der i hvert fald jo, hvis man virkelig bare har lyst til en solid omgang sludder for en fucking sladder.

Så her kommer en håndfuld ting, som jeg har tænkt over.

Jeg vil begynde at bruge de danske ord noget mere

Ja, altså jeg snakker jo dansk normalt, men der er bare nogle ord, der ikke er så skide brugte længere, fordi der er kommet nogle mere populære ord fra engelsk. Men det skal være slut! Fra nu af hører I ikke mig fortælle, at jeg har bagt cookies – jeg har bagt fucking småkager. Og i hører mig heller ikke sige, at jeg godt kan lide peanut butter på min skyr – nej nej, den bad boy skal have en ordentlig omgang jordnøddesmør!

Hvordan ved børn, hvad der er voksen-ting?

Det giver i mit hoved ingen mening, hvordan Homie altid kan synes at vide, hvilke ting, der er voksen-ting, som hun ikke må lege med – således at hun kan gå direkte efter dem! Alt der er sort med knapper har en magisk tiltrækningskraft på hende; fjernbetjening, barbermaskine, hårtørrer – og det er jo altså alle ret kedelige ting at lege med, men som voksne ville være jævnt ked af, hvis de gik i stykker eller blev væk. Meget apropos så var vi i mine forældres sommerhus i påskeferien med min søster og hendes familie. Vi ser min niece Tora lege med babyalarmerne, men vi orker ikke rigtigt at pisse hende af ved at tage dem fra hende – vi vil bare lige holde øje med hende … 1,2,3 så mangler der en babyalarm. Vi leder alt igennem ude og inde og kan ikke finde den. Da min niece på 21 måneder vågner fra sin lur spørger min søster hende, om de skal gå hen og finde baby-alarmen – og så leder Tora hende hen i den nye tilbygning, peger ned i et hul under gulvet, og siger “Årh nej” – i øvrigt hendes absolutte favoritsætning. Så måtte lidt af gulvet lige ødelægges for at få fat i babyalarmen dernede. Super.

Farvet brudeslør

Jeg har hørt det omtalt som blogger-blomsterne, men jeg vil sgu meget nødigt lægge navn til dem. Det er måske den kortest hypede ting, jeg kan komme i tanke om. Det gik jo decideret fra “NØJ, hvor flot!” til “NØJ, hvor kikset!” på fjorten dage. De farver dem vidst i øvrigt med noget heftigt og relativt miljøfarligt stads – så måske man bare skal vælge nogle blomster, der allerede har farver, hvis man gerne vil glo på farver.

Kæft, hvor gad jeg godt læse igen

Altså, jeg kan jo stadig læse, men det bliver sgu mest til sundhedsfaglige studier på arbejdet og artikler på nettet. Ikke engang Weekend Avisen får jeg læst. Jeg ville ønske, at jeg kunne finde ud af at prioritere tid til at få læst noget mere. For mig er der meget få ting, der giver mere inspiration end at læse andres ord, så det er satme dumt at lade helt være. Men sandheden er sgu sørgeligt nok, at jeg har læst lige nøjagtigt nul bøger efter Inges fødsel.

Der er altid en arm for meget

Ja, jeg er da godt klar over, at det er både praktisk og at foretrække at have to arme – men i nogle specifikke situationer føles det sgu som om, at der er en arm for meget. Det eksempelvis være, når man skal have taget billeder, og det skal man bare relativt tit, når man leger meget på Instagram – én arm kan jeg altid finde på noget nogenlunde fornuftigt med, den anden ender altid i en eller anden akavet position – eller endnu værre, jeg beslutter at lave “pistolen” med den, fordi jeg ikke kan finde på andet. Der er også altid en arm for meget, når man ligger og snaver. Nu skal jeg ikke forsøge at bilde jer ind, at vi bruger meget tid på den slags – den del af jungle lovin’ er normalvis sparet væk grundet tidspres, men når det sker, så skal minimum den ene person altid ligge ovenpå sin ene arm, således at man er ganske sikker på, at det resterende af samlejet skal fuldføres med en sovende arm.

Og hop så lige ind og læs mini-opslagsværket til mit dumme sprog – Julie-elsebeth’sk 

3 kommentarer til “Jeg har tænkt på noget …”

  1. Ejjj. Det er sjovt det med armen, det er virkelig også noget jeg tænker meget på, med sammefrustration. Troede jeg var den eneste i verden der har en arm der altid er i vejen 🤣🤣🤣 taaak 👆👌👌

    Svar

Skriv en kommentar