Kære Inge, du må alt – undtagen én ting


Jeg tror, at jeg til tider har været lidt af en mundfuld for mine forældre. Allerede fra de første klasser har jeg nægtet dem at hjælpe mig med lektierne, fordi jeg selv ville klare det, jeg har været hidsig og stædig ud over alle grænser, jeg har valgt at gå alt andet end den lige vej i det fleste af livets henseender og jeg har kontinuerligt afvist at tage i mod velmenende råd eller vejledning.

Jeg har til gengæld ikke haft gang i ting, der kunne være decideret farlige for mig – men det var heller aldrig en mulighed hjemme hos os. Min far var stolt ambassadør for en børneopdragelse af de mere hårdføre, og hvis han proklamerede at bilen kørte kl. 18.00, så stod min søster og jeg klar 17.55 – fordi ellers ville bilen være kørt. Der foregik heller ikke hemmelige ting bag min teenage-dør, for jeg havde fået at vide, at hvis jeg lavede noget jeg ikke måtte, så ville han sparke døren af, og så kunne der først komme en dør på igen, når jeg havde sparet sammen til en. Jeg kan huske at han sagde, at den kostede 2200 bobs – så altså cirka 18 måneder lommepenge. Det lyder i mine øre i dag lidt usandsynligt, men han har nok været klar over, at 13årige Julie-elsebeth ikke havde styr på de gængse dør-udsalgspriser.

Så med undtagelse af alkohol, sex og stoffer så har jeg haft råderum til medbestemmelse og selvbestemmelse – de tre førnævnte havde der nok været mere af, hvis jeg ikke havde haft kyndig vejledning og en indædt frygt for at blive opdaget. Stofferne fik jeg i øvrigt aldrig prøvet – og nu er jeg 30, så det bliver ikke i dette liv.

Njå, men de tre førnævnte er potentielt farlige, så der har jeg store planer om at være ligeså vanvittig som min egen pragtfulde farmand – men derudover, så er der sgu rimelig frit spil for Inge. Hun kan gøre, hvad hun vil.

Hvis hun vil være jonglør og rejse med et cirkus, så sidder jeg gerne på første række. Hvis hun vil være kærester med en pige eller selv være en dreng – så bager jeg gerne en kage, når vi skal fejre det. Hvis hun ikke gider have børn, så lover jeg aldrig at blive den mor, der bringer temaet om mit manglende mormor-liv på banen til hver familie-fest.

Men der er én ting, der vil skuffe mig helt enormt. Og det er, hvis hun mobber nogen. Jeg er da også pissebange for, at Inge kommer hjem en dag og fortæller, at hun bliver mobbet – men ikke i nærheden af ligeså bange for, som at få at vide, at hun er den, der har mobbet en anden. Det vil simpelthen gøre mig så ked af det.

For det er sgu ikke ens egen skyld, hvis man bliver mobbet. Man bliver ikke et dårligere menneske af det. Men hvis man er led mod andre, går efter de svageste eller viser mangel på empati og medfølelse, så er der i min optik noget helt galt – og jeg vil ikke kunne lade være med at tage det meget personligt, hvis jeg ikke er lykkedes med at lave et menneske, der vil gøre hvad hun kan for at være god mod menneskene på sin vej.

Og det er ganske vist svært at komme på rigtig positive ting at sige om at blive mobbet; men den ene gode ting ved at blive mobbet er da, at man i det mindste ikke var den der mobbede.

Jeg er vist aldrig selv blevet mobbet. Jeg nåede vist at lange øretæver og selvlærte karatespark ud, inden vi nåede dertil – og jeg har heller ikke selv mobbet. Men det på trods, så er det ganske få ting, der kan ramme mig dybere og hårdere end historier om pragtfulde små mennesker, der får revet deres selvværd og personlighed i småstykker, fordi nogen andre ikke haft styr på de to.

Jeg er 30 år, og jeg møder stadig mennesker på min egen alder, der som en af de første sætninger om sig selv forklarer, at de blev mobbet meget som børn og at det har haft nogle konsekvenser for deres sociale liv, skoleliv og karriere. Det er sgu ikke i orden, at man flere årtier efter sin barndom stadig skal være mærket af nogle andres mangel på rygrad. Og jeg bliver rasende hver gang jeg hører sådan en historie.

Så kære Inge, du må alt. Men du må fandme ikke mobbe.

Fik du læst gårsdagens indlæg? 

10 kommentarer til “Kære Inge, du må alt – undtagen én ting”

  1. Årh jeg er så enig med dig! Vil også lære min datter, som er fire måneder yngre end Inge, at man skal være sød ved andre og man ikke mobbe.
    Hvis Emma på legepladsen eller i skolegården spørger den ensomme dreng eller pige om de vil lege, så føler jeg, at jeg har gjort noget rigtigt i min opdragelse ☺️
    At hun ikke må mobbe eller følge med dem som mobber. Men tage ansvar og tage sig af dem som bliver mobbet og være sød ❤️

    Svar
  2. Jeg er enig med dig langt henad vejen. 🙂 Men tænk hvad der er overgået et barn, der “vælger” at ty til den slags adfærd. Jeg personligt, tænker det er frygtelige ting. Hvad skal ellers få et uskyldigt barn, til at være ondskabsfuld, ved et andet barn? 🤔

    Svar
  3. Flot indlæg ❤️ Jeg er selv blevet mobbet; både i folkeskole, gymnasie, videregående uddannelse og senest på min tidligere arbejdsplads af 2 kvindelige kollegaer. Måske var jeg et let offer fordi jeg er vokset op med at skulle tro på det gode i andre, og egentlig bare passe min egen biks. Men for nogen er det for meget.
    Idag er lider jeg af voldsom angst; både for livet og andre mennesker.- og vil egentlig helst være alene og passe mig selv ☺️ Heldigvis har jeg 2 dejlige børn og en fantastisk mand som hjælper på min følelse af lykke ❤️

    Svar
    • Kære Lisa. Jeg er også blevet mobbet gennem store dele af mit liv, fra barnsben og langt op i mit voksen liv. Det har desværre også haft enorm betydning for mit liv. Jeg har selv angst, og kan virkelig føle dine skrevne ord. <3 Og JE. tusind tak for at sætte ord på et emne, der alle dage altid vil være relevant. Du tør.hvor andre tier 😀 …

      Svar
  4. Åh mand, éns hjerte brister jo ved tanken. Dog er det værd at have den nyeste viden om mobning med: Mobning opstår i pressede fællesskaber. Man kan som barn eller ung blive så presset af usikre sociale mønstre, at man gør alt muligt for at passe på sig selv. Og så sætter empatien nogle gange midlertidigt ud og det kan føles ‘rimeligt’ at blive en del af den mobbende flok. For at sikre sig selv. Og derfor taler man om, at det er så vigtigt at arbejde med hele gruppen eller klassen, hvis der opstår mobning. De fleste mennesker kan presses så langt ud, at de mister fornuften. Det gør dem ikke nødvendigvis til ødelagte, onde eller uempatiske børn. Fællesskabet skal bringes på rette spor, så ingen føler sig udsat. Bestemt ikke dem der blir mobbet. Men heller ikke dem der mobber. Så HVIS éns barn en dag blev en af dem der gjorde det, har man ikke nødvendigvis fucket op som forælder… hvis du forstår 🙂

    Svar
    • Jeg er fuldstændig enig og med på forskningen. Mit indlæg handler ikke om, at mobbere er onde – for det tror jeg naturligvis ikke. Men jeg vil være skuffet over mig selv, hvis jeg ikke formår at skabe et trygt rum, hvor Inge kan komme og dele, hvis hun føler sig utryg eller presset i et fællesskab – inden det ender ud i mobning.

      Svar
  5. Jeg er helt med på præmissen og så alligevel ikke. Jeg har arbejdet med mobning i flere år, herunder deltaget på et hav af kurser og læst store dele af den nyeste forskning om mobning. Det man i dag ved om mobning er, at mobning skyldes dysfunktionelle fællesskaber hvori der mangler voksen (klasse)ledelse og et positivt fælles tredje i tvungne sociale fællesskaber (fx en skoleklasse). I disse dysfunktionelle fællesskaber er der mange ting på spil i det sociale, og det handler derfor om at ændre et fællesskabs gruppedynamik fremfor at ændre enkelte personers adfærd. Tidligere har man troet at mobning skyldes at mobbeofret havde omstændigheder omkring sin person (fx et usædvanligt navn eller det forkerte tøj) der lagde op til mobningen, ligesom man har troet at mobbere var onde børn uden nødvendig opdragelse og empati for andre mennekser. Selvfølgelig er det mobbernes adfærd der er problematisk, men den stammer altså et sted fra og opstår ikke “bare”. Ligeså ser man at rollerne ofte ikke er konstante, men derimod er dynamiske og meget omskiftelige. Dem der er mobbere i dag, kan være mobbeofre i morgen – og omvendt. Det er vigtigt at forstå at mobning er onde handlinger, men de mobbende børn ikke er onde. Som udgangspunkt har velfungerende børn ikke lyst til at være onde, og man skal derfor forstå, at i en klasse hvor der findes mobning, er det ikke kun mobbeofrene der mistrives (selvom mobbeofrene selvfølgelig oplever det værst). I fællesskaber har man brug for et positivt fælles tredje, og dette er ikke nødvendigvis givet naturligt i tvungne fællesskaber. Bare fordi man går i klasse sammen, har man ikke nødvendigvis et tydeligt fælles tredje (som at vi alle elsker håndbold eller perler). I tvungne fællesskaber uden et naturligt fælles tredje, vil gruppen forsøge at finde et sådan, og det ender i uheldige situationer med, at man bliver fælles om at være onde ved udvalgte personer. Det er er tegn på et usikkert fællesskab og ligeledes et tegn på, at de voksne der skulle lede dette tvungne fællesskab, ikke har været tilstrækkelig god til at hjælpe dette med at lede dem i retning mod et positivt fælles tredje.

    Svar
    • Det er jeg fuldstændig med på og enig i. Jeg skriver af samme grund ingen steder, at mobberne er dårlige mennesker – men det er en dårlig handling. Og hvis jeg ikke formår at sætte Inge i en situation, hvor hun føler at hun kan fortælle om sin nervøsitet eller frygt – således at vi kan tage den slags i opløbet, så vil jeg blive virkelig skuffet. Indlægget handler om mine følelser i det som mor – og altså ingenlunde om, at mobbere er onde børn. Alle børn er fantastiske og jeg ville kaste mig ud foran en lastbil for hvert eneste af dem 😊

      Svar
  6. Elsker dette indlæg, jeg blev meget mobbet som barn, flyttede så skole, hvor jeg nærmest blev populær 😳 jeg har selv 4 børn, hvor 2 af dem har været/bliver mobbet 😢 den ældste skiftede skole, flyttede faktist til mormor og morfar for at gå i skole, han elskede det!! Den yngste er 12 år og lidt overvægtig og bliver mobbet af de ældre på skolen 😭 jeg prøver, hvad jeg kan, er så frustreret, fordi jeg lige har fundet ud af det! Hvad gør jeg? Jeg støtter ham alt jeg kan ❤️ Skolen gør noget ved det siger de 😬 han virker og siger, han er pk, men jeg ved det er hårdt!!!

    Svar
  7. HØRT! Har det i øvrigt på nøjagtig samme måde med dyr. Altså at man skal være god ved dyrene. Når der i ny og næ nævnes i Nyhederne at 2 kaniner er blevet torturet og sat ild til af 3 drenge på 14 år, så bliver jeg bare så gal og rasende og det ville skuffe mig helt enormt, hvis mine børn vokser op uden at forstå, at man er god ved dyrene (generelt er casen vel egentlig, at man er god ved alle – ISÆR dem der ikke har mulighed for at forsvare sig. Og det være sig så et dyr, eller ham i klassen der er lidt stille og usikker) .. og i virkeligheden ville jeg nok blive mest skuffet over mig selv, hvis ikke mine børn får det lært.

    Svar

Skriv en kommentar