Min 30 års-fødselsdagsfest i billeder og ord

Indeholder reklame for Justserveit.dk og Sliders

I sidste weekend holdt jeg min 30 års fødselsdag, og jeg har det stadig fucking fedt over den fest. Udover at det var min 30 års fødselsdag, så var det også vores første rigtige fest i den nye lejlighed – bevares, vi holdt nytår herinde i år, men der var to småbørn med, der skulle ammes i søvn og tages hensyn til undervejs, så det hverken blev eller var meningen, at det skulle blive den vilde abe-fest.

Jeg havde inviteret venner gennem alle mulige og umulige relationer, og rigtig mange af dem, havde ikke mødt hinanden før. Jeg havde inviteret omtrent 30 mennesker, og vi landede på at være 25. Så der var en lidt større tilslutning end jeg havde regnet med, fordi jeg ellers var i vanlig dårlig tid med indbydelserne. Vi har 85 kvadratmeter lejlighed, så med 25 mennesker hvoraf ingen af dem helst skulle være forvist til gangområdet, der tæller med i vores kvadratmeter, så efterlod det cirka 3 kvadratmeter til hver – forudsat, at der hele tiden også var nogen på toilettet og i vores soveværelse. Hos mig er glasset stort set altid halvt fuldt, så det skulle sagtens kunne gå. Jeg havde dog inviteret til spisning, og jeg kunne godt regne ud, at jeg ikke ville få plads til 25 mennesker, der sad ned med kniv og gaffel, hvis jeg samtidig ville have plads til dans og beer-pong  – og det kan jeg satme love jer for, at jeg ville.

Derfor blev løsningen, at Sliders leverede 90 latterligt lækre sliders – som man enten kunne sætte sig ned og spise eller stå op indtage, mens man sludrede løs. Det smarte ved sliders, udover at de smager af ren lykke er nemlig, at de jo er pakket ind i papir og i følge mig både kan og skal spises direkte deraf – derfor er der ingen grund til hverken tallerkener eller bestik. Hov, hvad var det, jeg hørte der? Var det lyden af mig, der løste plads-problemet og sparede opvasken samtidig? Ja det kan du edderbrandsparkeme tro, at det var! Jeg bestilte 3 forskellige Sliders, som jeg alle har smagt før. En med blue cheese og trøffel, en med and og peanuts og en mere klassisk sag med bøf, bacon og syltede squash. I skulle næsten have lov til at se billeder af mine gæster, der fortærede sliders i et ikke tidligere set tempo – men jeg er ikke sikker på, at de ville sætte pris på de billeder basuneret ud til alle mine læsere.

Netop nu kan du vinde et gavekort på 500 bobs til en af Sliders to restauranter, hvis du hopper ind på billedet i mit feed på Instagram, kommenterer og følger både mig og Sliders.

Men skakmesteren var ikke færdig med at brillere der, for jeg havde derudover også smidt opgaven med at blande drinks fra mig. Og det er ikke, fordi jeg ikke kan blande drinks – det kan jeg sagtens, de smager bare super dårligt, fordi jeg altid ganske uforsætligt kommer til at blande nogenlunde 50/50. Det er faktisk en form for handicap. Og derudover så var jeg ret bevidst om, at jeg meget gerne ville bruge min aften på at feste og have det fedt, og jeg ville helst slippe helt for at skulle tage stilling til, om vi havde mere danskvand tilbage og om hvor sugerørerne lå henne. Derfor sørgede Justserveit.dk for tre fem liters beholdere med færdigblandende drinks. Jeg skulle decideret bare hælde drinksene op i de store beholdere og smide den færdige pynt på toppen! Se dét er en arbejdsopgave, som jeg kan administrere.

Der var altså 15 liter færdiglavede drinks til gæsterne og derudover havde jeg købt ind af bajersaft og det, som jeg har fået besked på af Arne ikke at kalde “champagne”, fordi de decideret kostede 60 kroner stykket – men så i hvert fald bobler. Det er simpelthen det bedste, som jeg har gjort for mig selv, når jeg nu gerne ville have gang i en bananas fest, fordi der var freaking lækre drinks til gæsterne, så dem der havde tænkt sig at tage det stille og roligt fik hurtigt ombestemt sig – til mit store velbehag! Jeg havde fem liter passion daiquiri, fem liter kyoto og fem liter this is not a dark ‘n’ stormy. Og kæft de var gode alle tre! Det er den slags drinks, hvor man ikke er i tvivl om, at der er godt med alkohol i – men de smager bare latterligt godt alligevel!

Pynten til festen bestod af 20 helium-balloner, som vi havde brugt morgenen på at hygge os med at få pustet op, mens vi sang “jeg er en gla’ lille cowboy” med små musse-stemmer. Og derudover havde jeg lavet buketter med blomster til hele hytten – det skulle udnyttes på kraftigste, at Inge ikke var hjemme til at hive blade af eller vælte vaser på gulvet, så de stod nogenlunde alle vegne.

Inges værelse var indrettet som beer pong-lokale med stor succes! Det er godt at vide, at det kan bruges til det, hvis Arne og jeg lige keder os en fredag aften, hvor Inge er gået omkuld på sofaen.

Jeg havde altså styr på selve festen, jeg havde nyt kluns, ny taske og et barn, der blev passet hos sine bedsteforældre – også næste morgen, så jeg var rimelig freaking klar på at have det fedt og vildt med mine venner. Og så sagt så gjort – det blev en fucking dejlig fest, præcis som jeg havde ønsket det. Alle snakkede med alle, vi kunne dårligt høre musikken for ren snik-snak og på et tidspunkt får jeg kigget over på spisebordet, hvor der sidder en håndfuld mennesker, som jeg alle kender fra vidt forskellige steder og som ikke har mødt hinanden før – og de sidder og spiller Loopin’ Loui og skælder hinanden ud over de dumme høns. Det var fucking perfekt. Det betød desuden meget for mig, at mine rigtig gode veninder skulle møde hinanden, og de var sgu bare fucking gode sammen!

Der var fuld skrald på musik, drinks, beer pong, det beskedne dansegulv, druklege og des lige, og det føltes sgu som at være ung og vild igen – og det trængte jeg altså lige lidt til. Det var virkelig rart at feste ordentligt med Arne igen, uden at vi skulle skændes om, hvem der skulle tage Inge næste morgen – for det gjorde hendes bedsteforældre sgu.

Klokken 03.00 hoppede vi i byen – som sædvanligt skulle vi nok bare være blevet hjemme, men jeg er nu stadig glad for, at jeg kom ud på min 30års fødselsdag! Klokken 05.00 var Arne og jeg hjemme igen, og kunne spise natmads-Sliders i sofaen, mens vi snakkede om, hvor seje vi begge to er – en af vores fælles interesser!

Det var en fucking pragtfuld aften, og at vores venner er så gode til at feste sammen må da for alvor sætte gang i Arnes tanker om, hvorvidt det ikke kunne være lidt fedt med det bryllup! Indtil da har vi i hvert fald planer om at holde flere fester i lejligheden!

Hurra! Det er slet ikke slemt at blive 30 år!

Fik du nogensinde læst om vores børnevenlige sommerferieplaner? 

En kommentar til “Min 30 års-fødselsdagsfest i billeder og ord”

  1. Spørgsmål: hvordan var mængden af drinks i forhold til gæster? Jeg holder 30 års til september for omkring 40-45 mennesker og har 3 gange 8 liters dispensere og jeg er lidt i tvivl om hvor meget drinks jeg skal beregne til dem 🙂

    Svar

Skriv en kommentar