Min fødselsplan

Nå, i morgen rammer jeg termindagen og så skulle der gerne snart være en baby på vej. Det kræver dog lige, at jeg føder hende først, så nu kommer der lige et indlæg med mine ønsker for den forestående fødsel. Det er meget de samme ønsker, som jeg havde til min første fødsel, og der var jeg så svineheldig at få hele skidtet opfyldt. Sidst tog jeg selv imod babyen, og på det punkt er der en lille ændring denne gang. 

Jeg kalder det en fødselsplan. Nogen kalder det en ønskeliste. Nogen siger, at man ikke må kalde den en fis, fordi man ikke kan planlægge en fødsel … men man kan dæleme foreberede sig og udpensle for dem omkring en, hvad man håber på, således at man ikke skal tage stilling til hele lortet, mens man bliver udsat for det stærkeste smertesignal i sit liv. Så jeg kalder det en fødselsplan, og så har jeg in mente, at planer nogle gange afviger lidt fra den reelle oplevelse og at de nogle gange går helt og aldeles i vasken – og det er også okay. 

Det her er mine ønsker, og det er de, fordi det er det, som jeg vil være tryggest ved. Jeg tør dårligt tage panodiler, så når jeg eksempelvis ønsker at føde uden smertelindring, så er det ikke fordi smertelindring er skidt – det er simpelthen bare fordi jeg ikke bryder mig om følelsen. Smertelindring er super. Ve-drop er super. Sugekop er super. Men jeg vil helst undvære. 

Njå, var det disclaimers nok? Her kommer skidtet! 

– Jeg vil gerne i fødekar i den sidste del af udvidelsesfasen, og jeg vil gerne føde i karet

– Hvis der skal lidt til at sætte mig igang, så vil jeg gerne starte med de milde former – akupunktur, zoneterapi og kropskontakt

– jeg vil gerne undgå ve-drop, hvis muligt. Lad mig komme op og hoppe lidt rundt først

– Jeg vil helst føde uden smertelindring, men hvis jeg er forpint og jordemoderen vurderer, at det er en nødvendigt, så gør vi det, men starter så mildt som muligt og jeg vil stadig kunne føde i kar 

– Jeg vil gerne orienteres om ting undervejs – hvis jeg kan overskue det

– Jeg vil gerne undgå sugekop, hvis muligt. Giv mig en chance for at komme op og presse i squat først

– Jeg vil gerne huskes på, at jeg skal gispe under pressefasen

– Jeg vil gerne mærke hovedet

– Anders vil gerne tage imod Rigmor – og skulle han fortryde vil jeg gerne selv gøre det igen

– Hvis Rigmor og jeg skal skilles efter fødslen, så vil jeg gerne have, at Anders går med baby

– Jeg ønsker sen afnavnling. Gerne indtil endt pulsation og indtil moderkagen er født 

Og sådan ser det ud. Nu bliver det spændende, hvornår vi får brug for at hive planen frem!

Indtil da kan du jo eksempelvis læse dette indlæg, der var det jeg udgav lige efter Inges fødsel

2 kommentarer til “Min fødselsplan”

Skriv en kommentar