Min graviditet og komplet tal-forvirring

Jeg vil skyde på, at det er under en uge siden, at jeg herinde små-blærede mig med, at det her anden gang stadig rent faktisk lykkedes mig at holde styr på det der graviditets-tal, som man åbenbart skal kende som gravid. Altså 6+2, 12+4 og så videre. Angivelsen af, hvor mange uger og dage man er henne i graviditeten. 

Men jeg havde jo først selv udregnet, hvor langt jeg var – bygget på ægløsning, bolleri osv. Jeg blev så sat lidt tilbage til den tidlige scanning. Derefter blev jeg sat lidt frem til nakkefoldscanningen, og så landede vi nok nogenlunde der, hvor jeg først selv havde skudt på. Eller … altså jeg havde jo konsulteret internettet – jeg er ikke klog nok til selv at vide en skid om den slags.

Men midt i alt den sætten frem og tilbage har jeg simpelthen fucket op i nogle tal. Hvis man har gået i folkeskole, gymnasie, universitetet eller i øvrigt arbejdet med mig, så er man ikke skide overrasket nu, for tal er æk’ min ting. Så jeg troede egentligt, at jeg var 14+3 i dag, men jeg er åbenbart 14+5! Så talte jeg i forgårs med en pragtfuld kvinde, der havde terminsdato lige under to uger før mig – og hun fortalte, at hun var i uge 17. Det fattede jeg ikke lige umiddelbart, men så kom jeg jo i tanke om det der pis med, at det jo er ligesom med det attende århundrede, der lå og hyggede sig i 1700-1799. Så når jeg nu er 14+5, så er jeg sagsusme i uge 15! UGE 15!!! Altså fordi jeg jo er i gang med den femtende uge. Det lyder meget længere, end jeg føler mig. Bevares, det ligner da i den grad en uge 15 mavse her anden gang – men jeg føler mig ikke så langt henne. Tal-forvirringen er i øvrigt vitterligt komplet, for nu melder kloge hoveder ind, at jeg burde være 14+3 i dag, fordi jeg har terminsdato på en søndag, og derfor har uge-skiftedag om søndagen. Alle beregnerne på nettet, som jeg har prøvet siger godt nok noget andet – men det med søndag giver mening. Uanset hvad så føler jeg mig meget langt lige pludselig.

Og det blev da endnu værre, da jeg så lige endnu engang konsulterede internettet omkring hvilken måned jeg så er i. For jeg er åbenbart i 4 måned nu! Amen, det er jo helt fjollet. Jeg er da først lige startet! 

Og apropos den del, så vil det jo også sige, at hvis vi kun skal have to børn, så er jeg snart halvvejs i min sidste graviditet – det synes jeg faktisk ikke er i orden. For på trods af lidt småkvalme og en hjerne, der ikke arbejder i et særligt imponerende tempo, så elsker jeg sgu at være gravid. Så nu kan det da godt være, at jeg ikke affinder mig med Arnes idé om kun to rollinger. 

Njå, men det kan godt være, at jeg lige skal få overstået denne omgang, inden jeg begynder at overveje den næste. 

Fik du læst mit seneste indlæg? Det handler om nakkefoldsscanningen, risikovurderingen og en ekstra information, som sygeplejersken havde til os

En kommentar til “Min graviditet og komplet tal-forvirring”

  1. Hej☺️ Nu er jeg helt forvirret. Jeg har selv termin 27/12 og er i dag 14+3. Var til nf d. 23/6 hvor jeg var 13+2. Jeg kan ikke forstå hvordan vi har samme termin men ikke er lige langt. Dog er vi da begge i uge 15 😅 det da altid noget.

    Svar

Skriv en kommentar