Noget om dét dér frieri og mit forhold til Færøerne

Jeg skal sgu da giftes! For nu er jeg jo blevet friet til. Halløjsovs. Og så endda af Arne – som klart var min foretrukne mulighed. Det’ sgu da heldigt. 

Jeg har da også kun brugt omtrent 3 år på at hygge-svine ham med hans manglende frieri hver gang muligheden bød sig. Det pis var han åbenbart blevet så træt af efter nogle år, at han besluttede at gøre mig til en nogenlunde ærlig kvinde. 

Så da vi i weekenden var på Færøerne, der i mit hoved er det bedste sted på denne jord, så havde Arne sgu en bagtanke. Og denne gang var det mere end bolleri, han havde i tankerne. 

Vi ankom fredag formiddag og kørte først til Saksun, og kravlede op på fjeldet, hvor der er en voldsomt fin udsigt over bygden. Vi tog en masse selfies med selvudløser, og Arne kom hele tiden til at trykke den væk fra selvudløser og over på film med sine store, tykke Arne-fingre. Vi havde fundet en stor sten, som telefonen kunne stå op af under billederne og Arne foreslog at tage den med videre – så der røg lige et kilo sten i dametasken! 

Derefter kørte vi mod Vestmanna, hvor min familie er fra. Det er den bygd, hvor jeg er kommet mest og har boet, når vi har været på Færøerne. Med tiden er folk blevet ældre, og selvom jeg stadig har masser færøsk familie, så bliver der hele tiden lidt færre at besøge, når vi er i Vestmanna. Det har været lidt specielt for mig, og det ved Anders godt. Vestmanna er stadig sådan et sted, der kan få mig til at tude uhæmmet bare ved synet af den bygd. Jeg elsker det sted. 

Op vej dertil ramte den gode, gamle færøske tåge. Hvis man har været på Færøerne, så ved man, hvad jeg taler om. For den er tæt. Fucking tæt. Så tæt, at hvis man er ude at vandre, og tågen triller ind over, så kan man gøre én ting, og det er at sætte sig ned og vente på, at den forsvinder igen – for du aner ikke, om dit næste skridt er ud over en klippekant. 

Njå, men vi besluttede at æ’e en hotterdogger på den lokale tankstation, og Arne besluttede i samme ombæring at spilde i omegnen af en deciliter blandet ketchup og fransk dressing ud over sin hvide sweater. Tågen lettede lidt, og vi blev enige om at søge op mod fjeldet, hvor min familie har land og hvor man kan se udover hele bygden. 

Jeg efterlod selfiestenen i bilen, fordi den var lidt tung, men Arne løb tilbage efter den. Da vi så stod der, hvor min familie har land, så skulle vi tage et (læs: 75) fælles selfies. Endnu engang ramte Arnes pølse-fingre video i stedet for selvudløser, og så der midt i regn, tåge og ketchup-pletter på en fejl fjeldside gik han ned på et knæ og spurgte, om jeg ville gifte mig med ham. 

Jeg kunne ikke stoppe med at grine, og i stedet for “ja” fik jeg sagt “hvad tror du selv, din dumme dreng?”. På den måde blev det måske meget kendetegnene for, hvordan hele vores forhold er. Vi var ved at skvatte ned af den stejle bakke flere gange, men det var sgu helt perfekt. Og ingen brækkede jo noget. 

Jeg fik sgu da også en ring! Og Arne har valgt liiiiige netop den slags, som jeg godt kan lide. HURRA! Ville være så øfferen at skulle rende rundt med en ring, man ikke var ellevild med. Det bliver heldigvis æk’ noget problem for mig, for udover min telefon er den det første jeg tænker på at få fingrene i hver morgen, når jeg vågner. Hæhæ. Romantisk med telefonen, hva’? Men du gør det jo selv. Hæhæ. 

Njå, men om aftenen skulle vi finde på noget at spise, og Arne ville bare gerne ned i byen og glo – og jeg udtrykte meget præcist “jeg gider bare ikke have, at vi ender det dårligste sted”. Det gjorde vi dog heller ikke. For da vi skulle køre ned til byen kørte Arne den helt forkerte vej, jeg havde bare så travlt med at glo på min ring, at jeg ikke lagde mærke til det. Først efter ti minutter fik jeg kigget op og sagt “hvor skal vi egentligt hen?”. Det viste sig så, at Arne havde skaffet et bord på evigt udsolgte KOKS, der har to Michelin-stjerner, og som jeg har drømt om at besøge læææænge. Omtrent siden min kusine arbejdede der for efterhånden mange år siden. Og det skuffede ikke. Det var en vanvittig oplevelse, hvor vi blev hentet i Jeep og kørt af bumpede veje ned til det lille lavloftede træhus og så ellers blev banket gennem færøsk gourmet. Det var fantastisk! 

Resten af weekenden holdt niveauet, og jeg fik fyldt mine lunger op med færøsk luft og naturoplevelser. I er mange, der har efterspurgt en guide til Færøerne, og det skal jeg nok få kigget på! Jeg skal loge have skåret mine favoritter ned til de bedste 3000 ting først, så det ikke bliver verdens længste skriv. For jeres skyld. Satme ikke min. 

Nå, men jeg tror altså, at jeg har fået skrevet det meste om det frieri nu. Så er der jo så en hel masse, som jeg ikke aner en skid om, så den del må Arne lige stå for at forklare, hvis I gider høre mere på vores navlepilleri. 

Jeg er i hvert fald glad. Meget glad. Selvom det er irriterende at have mistet muligheden for at drille Arne med den manglende ring på min finger. Sådan er det jo. Jeg skal nok finde på noget andet! 

En kommentar til “Noget om dét dér frieri og mit forhold til Færøerne”

Skriv en kommentar