Og så var der stille


Jeg stoppede på magasinet I FORM i går. Vi har altid piss’-travlt op til jul, fordi vi skal have alt klar til årsskiftet, hvor vi alle sammen vil tabe os og fyre lidt færre vingummibamser ind i systemet. Den travlhed er jeg vant til, men i går gjorde den, at jeg slet ikke nåede at opfatte, at det var min sidste dag. Vi skulle være færdige med arbejdet kl. 16.30, fordi vi derefter skulle holde lidt redaktionshygge – og jeg klimprede løs på tastaturet til kl. 16.31, hvorefter jeg i al hast bare smækkede computeren sammen. Jeg slukkede den ikke engang.

Men jeg skal jo ikke åbne den computer igen og jeg har ikke tømt skrivebordet for kompromitterende billeder eller slettet de artikler, der Gud ske tak og lov ikke nåede at se dagens lys. Alt ligger der bare stadig, som om jeg møder ind efter nytår og klapper skærmen op igen og arbejder videre.

Jeg har glædet mig til at stoppe siden jeg sagde op. Men jeg har kun glædet mig til den del, hvor der bliver fjernet en solid mængde arbejde fra mit bord – ikke til den del med, at det er slut med at tage på arbejde. For jeg elsker sgu at være på arbejde. Jeg hader hjemmearbejdsdage og på trods af stor fleksibilitet, så har jeg kun holdt dem, når det har været absolut nødvendigt. Ellers er jeg mødt ind hver dag med den største fornøjelse!

Jeg startede som praktikant på BO BEDRE og BoligMagasinet for 4,5 år siden. Jeg vidste, at jeg ville leve af at skrive, men jeg troede ikke, at jeg nogensinde ville lande en praktikplads som journalist. Til ansættelsessamtalen fik jeg at vide, at jeg havde fået jobbet efter omtrent 4 minutter og en måned senere startede jeg.

Fra dag 1 blev jeg behandlet som en del af  holdet og det blev forventet af mig, at jeg bidrog både med tankekraft og håndkraft – så det gjorde jeg. Efter min praktik blev jeg nappet af to af husets andre magasiner I FORM og Aktiv Træning til et vikariat, der efterfølgende blev forlænget af flere omgange. I min studiepladser stod der, at jeg skulle skrive speciale på det tidspunkt, men jeg havde landet mit drømmejob, og det var nul procent chance for, at jeg ville droppe det til fordel for en freaking opgave. Jeg savnede dog sikkerheden i en ubegrænset stilling, så da jeg blev tilbudt en fastansættelse på Bil Magasinet og Mmm! tog jeg den. Jeg nåede at være der en måned før træningsmagasinerne smed en kontrakt på en fastansættelse på mit bord, men jeg fortsatte med at skrive om biler om damer et par ekstra måneder, mens de fandt min afløser. Det var nogle piss’-fede måneder, hvor jeg skrev grineren ting hver dag og var ude og køre i verdens fedeste biler.

Da jeg kom tilbage til træningsmagasinerne på en fastansættelse skulle jeg samtidig skrive mit speciale. Jeg afsatte i mit hoved et halvt år, hvor jeg ville tage på arbejde og så skrive speciale om aftenen. Det blev ikke til en skid. I stedet brugte jeg 14 dage over en juleferie på at smadre så meget ned på 100 sider, som jeg kunne nå. Jeg læste det ikke igennem og jeg afleverede det ikke et minut før sidste chance. Det blev af gode grunde en elendig opgave, men jeg var også fucking ligeglad. Jeg havde drømmejobbet i forvejen. Det blev i øvrigt til et 7tal og det er absolut den karakter gennem hele min skoletid, som jeg fatter mindst. Jeg skulle maksimalt have haft 2.

Og siden da har jeg været på I FORM. Jeg elsker mine kollegaer. Det er pragtfulde mennesker, der er absurd dygtige og samtidig møg-grineren. Jeg har lært uendelig meget på den redaktion.

Den dag jeg skulle fortælle, at jeg havde en baby i maven græd jeg som pisket. Min chef troede, at jeg ville sige op, så han blev meget lettet, da jeg bare skulle på barsel. På barslen fandt jeg på det her med los bloggos. Fordi jeg ikke kunne holde ud ikke at skulle skrive hver dag. Og så voksede det her og inden jeg fik set mig om, så kunne jeg leve af at skrive lige hvad det passede mig. Og det var jo drømmen hele tiden, så når chancen bød sig blev jeg jo nødt til at gribe den. Men det er jo svært at følge en drøm, når man allerede er i gang med en drøm. Og det resulterede i et år med dobbelt-job og begyndende hjertebanken, indtil Arne fik mig til at forstå, at det hverken kunne eller skulle fortsætte.

Så jeg sagde op. Og som så mange gange før tudede jeg på min chefs kontor og undskyldte ad helvedes til, alt i mens hun bare smilte og lykkeønskede mig. For hun var bare glad på mine vegne. Oprigtigt glad. Og det samme var resten af redaktionen. Og det gjorde det endnu sværere at skulle stoppe.

Men i går var sidste dag. Efter arbejde tig vi ud og spiste for at slutte et godt år godt af, og da alle de andre gik hjem sad jeg tilbage på en bar med bragende musik og mærkede stilheden. Det var den mærkeligste følelse nogensinde. For jeg har ikke lyst til at stoppe på I FORM, og jeg har ikke lyst til ikke at have mine kollegaer længere. Men jeg tror virkelig på, at hvis man vil opnå sine drømme, så skal man ikke bare kunne sige nej til de ting man ikke gider og nogle ting, der virker unødvendige. Man skal også sige nej til ting, som man hjerteskærende elsker og på ingen måde har lyst til at undvære. Og sådan har jeg det med I FORM.

Men jeg vil så mange ting. Jeg vil skrive grineren ting på internettet og bruge mine kompetencer indenfor det smalle felt. Jeg vil skrive bøger og jeg vil stå på en scene. Og så vil jeg have mere tid til min familie. Og så må jeg undvære I FORM for at opnå de ting.

Så i går, da alle de andre gik hjem sad jeg tilbage og gloede ud i luften. Alle de andre skulle hjem, for de skulle jo møde ind på redaktionen igen i dag, men det skulle jeg ikke. Så jeg sad og mærkede den mavepuster, som jeg havde givet mig selv. Og jeg var pisseked af det og det føltes fantastisk. For tænk engang at have bruge 4,5 år af sit liv på noget man elsker og så skubbe det frivilligt fra sig, fordi man i mellemtiden havde fundet noget, som man elskede endnu mere. Amen det er jo det mest vanvittige privilegie. Kæft hvor er jeg pisse heldig.

Jeg brugte en time på at tale med pige på baren, og derefter tøffede jeg hen og hentede natmad og hoppede på en taxa. Og hele København må have troet, at jeg havde kærestesorger, for der løb tårer ned af mine kinder hele vejen. Men det føles sgu næsten også sådan. Helt frivillige kærestesorger.

Jeg kunne skrive for evigt, og jeg er ikke sikker på andet end at jeg allerede har gjort det. Men jeg må sgu hellere stoppe her. I forstår godt pointen. Fuck jeg elsker I FORM, men jeg bliver nødt til at give tid og kærlighed til det, som jeg helst vil have skal vokse – og det skal den her biks.

Jeg giver mig selv resten af dagen til at søbe i sorgen, og så skal jeg videre.

Hej hej I FORM

Jeg har taget en vanvittig beslutning 

2 kommentarer til “Og så var der stille”

  1. Hyggeligt med et indblik i din karriere – omend, det lyder som en hård afslutning, selvom der er meget rigtig fedt i vente, er det aldrig nemt at skifte fra noget man er glad for.

    Jeg er også lidt ambivalent humørmæssigt pt., dog i en helt anden boldgade. Jeg/vi herhjemme flytte fra min elskede lejlighed, i hus for første gang til foråret, og er på en gang voldsomt vemodig og spændt på samme tid.
    Det er komplet åndssvagt, for det er jo frivilligt 😀 Og det bliver godt og skønt, helt bestemt, men omvendt synes jeg også det er skørt. Også selvom det kun er 1,5 km væk. Men hey: Hver ting til sin tid.
    Alt det ‘nye’, spændende bliver med garanti også rigtig godt 😀

    Svar
  2. Du er så sej, og at føle sit hjerte kan aldrig gå galt. Glæder mig til fortsat at følge dig og din lille familie, og ønsker dig alt det bedst! Får altid grineren af dine indlæg eller en lille rørelseståre!😘🙏♥️

    Svar

Skriv en kommentar