Om ambulante fødsler og min elendige efterfødsels-oplevelse

Jeg kan lide at lave underholdende blogindlæg, og når jeg i ny og næ skriver noget meget personligt, så får jeg helt automatisk smidt en form for lol-filter henover, således at det stadig er let spiseligt for de fleste. Det tror jeg ikke, at det her indlæg er. Det er i hvert fald ikke let for mig. Det er mit lille personlige skriv om de nye retningslinjer omkring ambulante fødsler for førstegangsfødende på Hvidovre hospital fra foråret og den oplevelse jeg havde, da jeg efter Inges fødsel lå indlagt på et barselsafsnit på Riget. 

Da Inge blev født havde hun lidt lavt blodsukker. Jeg tror, at det var derfor, vi røg et smut på barselsgangen på Riget i stedet for at blive sendt direkte hjem eller over på Barselshotellet, hvor vi i øvrigt fik nøje forklaret, at der ikke var noget personale at tilkalde, hvis vi fik problemer i løbet af natten. Det føltes som om, at vi fik at vide, at det var tryggere at være derhjemme og ringe efter en ambulance, hvis det blev nødvendigt – for der kom ingen til undsætning på barselshotellet. Men det blev ikke aktuelt, for vi blev indlagt, men det der skulle have været et smut oppe på barselsgangen blev til et tre dages ophold, fordi vi blev glemt. Ja, glemt. Hver gang vi spurgte nogen, hvorfor vi var der, kiggede de i journalen, konstaterede at der ikke var tegn på gulsot, testede for gulsot for derefter endnu engang at konstatere, at det havde hun ikke – og så gik de, uden at vi fik svar på vores ellers simple spørgsmål. Var der noget galt med Inge? De skulle nok sende en forbi, der kunne informere os – den person nåede aldrig at dukke op. Som tiden gik fik vi skabt vores egen formodning om, hvorfor vi var der. Vi ved stadig ikke, om vores fornemmelse var rigtig.

Jeg delte den lille stue med en kvinde og medfølgende spædbarn, der var noget hårdere ramt og blev behandlet for netop gulsot, således at rummet var badet i blåt lys, bip-lyde og at hun hver anden time måtte tænde maskinen, der skulle pumpe mad ud til babyen. Det virkede ikke rart for dem, at jeg havde første parket til deres hårde start – kun adskilt af et lagen i loftet.

Det store rend, larmen og lyset gjorde desuden, at jeg ikke sov i de tre dage jeg var indlagt. For hvis Inge skulle sove, så måtte jeg trave op og ned af gangene med et medtaget underliv og stadig med fødsels-blod på den skjorte, som jeg først på udskrivelsesdagen fandt ud af, at man kunne få udskiftet længere nede af gangen. Arne kunne have hjulpet, men han måtte ikke være der. Allerede første aften fik vi at vide, at han måtte tage hjem og sove. Der var ikke plads til ham, og det eneste sted han kunne være var på en lækker træ-stol ved mit hovedgærde. Det var den slags stol, som man kender fra folkeskolen – ikke dem i klasselokalerne med skråpuder på, nej dem fra musiklokalet, som de kun fik lov til at bruge til rigtige mennesker, fordi man kun havde musik 2 lektioner om ugen, og dårligt kunne nå at ødelægge sin ryg på 90 minutter. Jeg græd. Jeg forstod ikke, hvorfor det blev forventet, at jeg kunne klare en nat selv. Hvorfor var det kun mit ansvar? Jeg havde lige født et barn og jeg var rædselsslagen og medtaget. Jeg græd så tilpas meget, at han fik lov til at sove i et informationslokale på en af de bænke, der om natten blev lavet om til senge til de mænd, der nægtede at gå deres vej. Men han var ikke hos mig den nat, jeg var alene og hvis jeg havde stukket hovedet ind til ham for at bede om den hjælp som jeg havde brug for, så ville jeg også have vækket alle de andre partnere i ekstremt søvnunderskud. Så det gjorde jeg ikke. Jeg traskede op og ned af de gange, mens jeg sang “Rapanden Rasmus” og forsøgte at huske, hvad der var blevet sagt om tiden efter fødslen til min selvbetalte fødselsforberedelse. 

De følgende to nætter var det ikke muligt for Arne at sove på Riget. Han skulle hjem. Ved aftentid tog han afsked med en grædende kæreste og sit nyfødte barn. Og krydsede sine små, fede fingre forestiller jeg mig. Det samme gjorde jeg. Den første nat løb jeg ind på personalestuen med Inge i mine arme, og råbte at hun kastede op. Det var fostervand og ganske normalt, men det vidste jeg ikke. Havde jeg været hjemme, så havde jeg ringet 112. Jeg var så bange. 

Den anden dag under et bleskift løb jeg med hende med bar mås fra puslerummet og ind i personalestuen med hendes våde ble i hånden, fordi der var en smule blod i hendes tis. Det var efterladenskaber fra fødslen og ganske ufarligt, men det vidste jeg ikke. Havde jeg været derhjemme, så havde jeg ringet 112. Jeg var rædselsslagen. 

På tredjedagen insisterede vi på at komme hjem. Jeg kunne ikke klare et øjeblik mere med den bippende gulsot-maskine ved mit hovedgærde og jeg trængte til at sove. Bare et par timer. Amningen var ikke ordentligt i gang. Hver gang en ny kom ind fik jeg at vide, at jeg gjorde det forkert. Jeg gjorde bare som den tidligere havde forklaret mig, men sadlede om det øjeblik jeg fik at vide, at det var forkert. Pisse-søde mennesker, men ingen anede, hvad den forrige havde sagt og ingen havde tid til selv at komme igen senere. Den mølle ved jeg ikke, hvor mange gange jeg røg igennem på de tre døgn. Amningen kom ikke ordentligt i gang, før på sjette-dagen og kun fordi jeg bad om hjælp fra mine følgere på Instagram. 

Jeg trængte til at komme hjem og ikke at føle mig komplet ydmyget, hver gang jeg skulle slå en prut. Min værelseskammerats mand sad troligt på sin pindestol ved hendes seng dag og nat på trods af de førnævnte regler. Og det føltes som om, at jeg havde født ud af røven, og hele mit tarmsystem skulle foldes ud igen med mange spændende lyde til følge. Det måtte jeg gøre foran ham. Og hende. Ikke foran Anders dog, for han måtte jo ikke være der. 

Jeg talte ikke med min værelseskammerat i de tre dage. Hun græd meget og der var en klar stemning af, at vi bare måtte lades som om, at den anden ikke fandtes, når personen nu stod som tilskuer til vores kropslyde og utilstrækkelighed i den mest sårbare situation nogensinde. Da vi endelig blev sendt hjem husker jeg, at jeg sagde “god bedring og held og lykke med det hele”. Hun kiggede ned i gulvet og sagde “tak”. Det var det. Det var vores kommunikation. Alt andet havde føltes som en accept af, at vi kendte hinandens inderste. Og det var ingen af os interesseret i. 

Min værelseskammerats mands stol stod i hjørnet, således at han kunne kigge på mig. Ikke at han gjorde det. Men når jeg forsøgte at amme, så gjorde jeg det på en sådan måde, at han ikke blev udsat for mine amme-babser. Det fyldte meget. Jeg lå i forvejen og forsøgte at sprede ballerne, så han ikke kunne høre det, når jeg pruttede – han skulle ikke også se mine bryster. Så kunne han jo ligeså godt have været med til fødslen. 

Da vi endelig fik lov til at pakke vores ting og trådte ud af Rigshospitalet stod jeg stille et øjeblik. Det sneede. Og der lå et tykt lag sne på fortovet. “Sner det?” spurgte jeg Anders. “Ja, det har det gjort i næsten tre dage.” Men det vidste jeg ikke, for min sengeplads lå ikke ud til vinduet og alle fællesområderne havde ingen vinduer. Jeg havde ikke set dagslys i tre døgn. Hvordan skulle jeg vide, at det sneede. Vi kørte hjem med hjerterne helt oppe i halsen, men da vi trådte ind i vores lejlighed var der ro. Endelig ingen bippende lyde eller mærkeligt lys. Ingen blufærdighed, der skulle passes. 

Det var en dårlig oplevelse at være indlagt efter fødslen. Gode mennesker men en sprog oplevelse. Men jeg ville aldrig have undværet det. Var vi blevet sendt hjem, så havde jeg ringet minimum to gange efter en ambulance og vi havde været endnu mere rædselsslagne end det havde været tilfældet. Personalet var søde, men de var der bare ikke. De havde travlt. Alt for travlt. 

Men jeg skulle ikke hjem efter et par timer. Det kunne jeg ikke. Det havde givet mig ar, som ville have været langt længere tid om at hele, end vores oplevelse krævede. Det var ukompliceret. Helt og aldeles ja, men satme ikke for mig. Jeg var bange på hospitalet. Jeg havde været rædselsslagen derhjemme. Min oplevelse på Riget sidder stadig i mit hoved, og som jeg kommer længere væk fra den falder det hele mere på plads. Det var nemlig ikke bare mig, der ikke fattede noget af det der foregik, fordi jeg var amatør og nybagt mor. Det var fordi det var en ganske elendig indlæggelse.

Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig andet, end at Hvidovres spareøvelse, der nu kommer til at betyde, at man også hos dem kommer til at føde ambulant som førstegangsfødende bliver en dårlig forretning. Fød et barn og smut så hjem. Tag det roligt, du ved, hvad du skal. Vel gør jeg ej. Det kommer til at betyde ambulance-kørsel, genindlæggelser, fødselsreaktioner, mislykkedes amninger. Og det bliver røv-dyrt. Ikke kun for familierne. Også for hospitalerne. 

Send da endelig dem hjem, der trænger til roen og de kendte omgivelser, men lad resten blive. Vi kan ikke alle sammen hoppe ud af fødekarret og hoppe direkte i cowboybukserne og cykle hjemad med et stort og lykkeligt smil på læberne. Vi har brug for råd, vejledning og at få at vide, at alt ser godt ud. Og ikke først på sjettedagen af en jordemoder, der ikke har den fornødne tid til at få styr på både sårene på brystvorterne og alle de ængstelige spørgsmål til babyens ve og vel. 

Jeg nægter at tro på, at de der arbejder med fødende, nybagte mødre og spædbørn alle synes at det her er en god ide – eller i øvrigt forsvarligt. Jeg plejer at sige, at vi skal være lykkelige for, at der er så mange, det elsker små babyer – for ellers gad ingen sgu da arbejde under de forhold og forudsætninger. Det tror jeg endnu mere på nu. Tak for at I gider det, ellers var vi helt fucked. Men i slæber så meget, at dem med pengepungen går ud fra, at I også bare løser det her. Kan I skære endnu mere i frokostpausen for at give mere tid til de fødende eller nybagte mødre? Eller er pausen for længst udfaset i realiteten? Her kommer en gåde: hvor skærer man, når alt er skåret fra? Jamen det gør man i forventningerne. Forventningerne til, hvor tryg man kan føle sig i sit livs mest sårbare situation. 

Jeg har bedt Anders om at være min advokat denne gang. Jeg kommer til at være træt og medtaget. Han må være den, der slår forsigtigt og kærligt i bordet og forlanger det, som vi har brug for. Forhåbentligt skal vi bare direkte hjem. Det vil jeg klart helst. Men hvis jeg ikke kan, så vil jeg ikke. Så vil jeg tages alvorligt. Jeg er andengangsfødende, så jeg skulle i forvejen føde ambulant denne gang. Men det gør mig ked af det, at det samme forventes af de førstegangsfødende. 

Jeg har aldrig født på Hvidovre. Men jeg har født på Riget, og selvom fødslen var fænomenal, så har både Anders og jeg været rørende enige om, at vi ikke havde behov for at vende tilbage dertil. Dagene efter fødslen var simpelthen så ringe. Måske er de så vilde på Hvidovre, at langt de fleste førstegangsmødre godt kan stavre ud derfra glade og tilfredse efter nogle timer. Måske er man virkelig bedre tjent med at komme hjem med det samme. Men det, der springer i øjnene på mig er de ustandselige nedskæringer og nedprioriteringer på områder, der omhandler gravide, fødsler og den første tid. Og det er for vigtigt til at det er i orden. 

Som jeg læser forklaringen på de nye retningslinjer på Hvidovre, så er de truffet på baggrund af, at de forhold der lige nu tilbydes ikke giver den fornødne tryghed og ro for de nye familier. Men er løsningen på det virkelig at finde på en billigere løsning? Er det ikke i stedet at give området fokus og kolde kontanter til at rette op på den fejl? Og hvor skal de penge så komme fra? Jamen mig. Og dig. Og i øvrigt alle andre. I min optik er det her ikke et område, der får i nærheden af den nødvendige opmærksomhed, og hvis jeg skulle være lidt frisk og være på jagt efter lidt ørefigener, så kunne jeg fristes til at sige, at hvis det var de gamle mænd, der sidder på budgetterne, der skulle presse børn ud i denne verden, så så det hele nok anderledes ud. 

Skulle der sidde gravide derude og blive bange, så vid, at det ikke er min mening. Men det var det jeg mødte, og det samme kan du møde. Så tænk over og tal om, hvordan I vil håndtere det. Vær kærlig og eksplicit omkring jeres behov og ønsker, lad jer ikke presse igennem pølse-maskinen og blive spyttet ud på den anden side helt maste og perfekt formede som alle de andre “ukomplicerede” pølser. Forklar hvorfor I ikke er trygge, hvis det er tilfældet. Og vær så lykkelig for, at mennesker elsker spædbørn. De kommer til at gøre det allerbedste de kan, selv under latterlige forhold. 

Vi ses om 20 dage Hvidovre. Jeg skal forsøge at være en god og artig fødende, så pengene kan bruges på nogle andre end mig. 

18 kommentarer til “Om ambulante fødsler og min elendige efterfødsels-oplevelse”

  1. Tak, tak for et godt og ærligt skriv. Jeg fødte mit andet barn på riget for 3 måneder siden og hvor rammer det her lige ned i hvor det gør aller mest ondt. Søde mennesker der prøver at nå det hele, men som ingen tid har. Ja jeg havde prøvet det før, men de 3 dage jeg var indlagt var uden tvivl det hårdeste jeg har prøvet og var startskuddet til store ammeproblemer og bekymringer. Må du få en fantastisk og uproblematisk fødsel, så i kan komme hurtigt hjem og nyde hinanden. Alt det bedste ❤️

    Svar
  2. Puha. Jeg sad med gåsehud og våde øjne hele vejen igennem dit skriv. Du skriver fuldstændig fantastisk og rammer hovedet lige på sømmet! Tak for det her forbandet vigtige indlæg!

    Svar
  3. Jeg kan 100% relatere til de ting du skriver. Min første fødsel føltes præcis på samme måde. Dog var vi indlagt, fordi jeg havde mistet lidt for meget blod – men ligesom dig, skulle jeg være der alene med min lille datter. Jeg havde så ondt, at jeg ikke kunne rejse mig fra sengen selv. Så hver gang min datter græd, skulle have mad eller jeg skulle prøve at komme på toilet, måtte jeg ringe efter hjælp. Ringede så mange gange, at jeg til sidste følte mig så irriterende og til besvær. Jeg sov sammenlagt 45 min den nat.

    Da jeg så skulle have min søn, frygtede jeg virkelig samme scenarie. Nemlig at stå der helt alene med et lille barn, en smadret krop og ingen partner. Desværre endte det sådan. Min søn havde lagt skævt i mit bækken, og var blevet trykket for meget i hovedet, så han skulle selvfølgelig undersøges og blive der til observation.
    Så igen lå jeg der, nybagt mor, fuldstændig færdig efter en alt for hurtig fødsel, et barn der potentielt kunne have en lille hjerneblødning og ingen mand ved min side. Dét var ikke sjovt!
    Heldigvis forsvandt hævelsen hurtigt, og vi måtte tage hjem dagen efter om aftenen.

    Oveni det jeg en “værelseskammerat”, som havde det meget værre end mig. Hendes barn var født for tidligt ved hjælp af kejsersnit og lå på en helt anden etage end os. Så det var virkelig ikke rart at høre på, hvor dårligt hun havde det og hvor ked af det hun var – og hvor alene hun var 💔

    Jeg håber inderligt, at din fødsel bliver ligesom du ønsker det. Det andet sætter, som du selv siger, at for dybe spor i een ❤️

    Svar
  4. Hvor gør det ondt at læse om jeres oplevelse 😭 Håber det bliver bedre med fødsel nummer 2 lige om lidt 🙏🏻❤️ Er selv halvvejs i graviditeten, og er mere eller mindre lykkelig for at være kronisk syg, da jeg så ikke bliver sendt hjem efter kort tid. Og det er jo skræmmende at sætte pris på at være syg, fordi jeg så får lov at blive efter en fødsel, til at der er styr på tingene.
    Håber og beder til, at der kommer markante ændringer på dette område – og i sundhedsvæsenet generelt. De læger, sygeplejersker, jordemødre, sosu-assistenter og alle andre som knokler i sundhedsvæsenet, fortjener at kunne yde det arbejde som de både ønsker og har uddannet sig til. Samtidig skal de kunne holde deres velfortjente pauser og kunne tage hjem med ro i maven, og ikke være bekymrede for, om de nu fik gjort det godt nok eller frygte hvad næste arbejdsdag bringer 🙏🏻

    Svar
  5. Sikke et stærkt skriv. Jeg håber du får det udgivet et sted som en kronik – dette emne kan der simpelthen ikke sættes for lidt fokus på.
    Tak for at bruge din stemme!

    Svar
  6. SÅ smukt – og hårdt – at læse!
    Jeg fødte min datter (første barn) på Hillerød for 8 måneder siden. Ukompliceret, men meget hurtig, fødsel, og jeg kunne for så vidt godt vralte hjem efterfølgende, hvis altså ikke de havde været for de 10 sting i underlivet efter en 3. grads bristning. Jeg var SÅ glad for de to døgns indlæggelse på barselsgangen, så vi (og især min kæreste) kunne få assistance de første par dage, da jeg ikke rigtig kunne sidde og stå grundet den vildsomme brodering i underlivet.
    Selv uden bristningen, ville jeg være blevet på barselsgangen for ja; jeg havde jo aldrig prøvet det her før. Lilli kløjedes også i forstervand én gang de første døgn, og jeg gik helt i panik ovre fra min seng – for jeg kunne ikke rejse mig op hurtigt nok til at komme over til hende. Personalet – som i øvrigt var til stede næsten hele tiden – var lynhurtige og SÅ hjælpesomme – det er ikke for sjov, at Hillerød igen og igen fremhæves som et af de bedste steder at føde.

    Jeg håber at de forestående fødsel går “smertefrit”, og at Arne kan hjælpe dig med at slå i bordet.

    Svar
  7. Jeg får helt ondt i maven.. jeg fødte begge mine drenge på Riget. Ved den første var jeg også indlagt i 2 dage efterfølgende og anede sgu ikke helt hvorfor!?! Der var INGEN der så til mig efter fødslen, manden blev sendt hjem og det var først langt inde på anden dagen at jeg fandt ud af man ikke behøvede at skifte ble i sin seng, men der var et puslerum med bleer og vand(!) Jeg lå ved siden af en familie som ikke kunne et ord dansk og knapt engelsk og deres barn skreg hele tiden og de kunne ikke andet end panikken og kalde på personalet – h e l e natten igennem. Og manden havde plastik klipklappere på. Lyden sidder stadig i mig. Jeg kunne blive ved 🙄🤣
    Det er helt sikkert mit fødselstraume – at være indlagt 2 døgn på barselsafsnittet på riget..

    Svar
  8. Jeg synes det er et rigtig vigtigt indlæg, du skriver, og som en, der selv regner med at skulle føde indenfor et par år, er det rart at kunne forberede sig på den slags. Jeg synes, det er fuldstændig frygteligt, at pengene prioriteres på en sådan måde, der medfører nedskæringer samt så dårlige arbejdsvilkår for et ellers vanvittig dygtigt sundhedspersonale – jo jo, kulturen er da vigtig at bevare, og kræver en vis del penge at bevare, men hvis man sidder i kæmpe fødselsdepression til barnet er 3 år som følge af en alt for hård start på moderskabet uden omsorg og vejledning, så er man da nok rimelig ligeglad med at DR leverer public services for flere milliarder – men hvad end der er flertal for…

    Svar
  9. Tak for at sætte fokus på det. Jeg kan genkende meget af det, selvom der trods alt var personale til at hjælpe med amning, da jeg var indlagt i 10 dage på Aalborg Universitetshospital. Men faren måtte ikke sove der, og jeg delte stue med jeg ved ikke hvor mange skiftende mødre, der tjekkede ind og ud, og jeg sov bl.a. af den grund maks 1 time af gangen i de 10 dage. Vi var for øvrigt også 4 kvinder, der alle lige havde født, om at dele ét badeværelse. Fucking ET badeværelse til fire nybagte mødre. Hvis man ikke selv har født, kan man måske ikke forestille sig, hvorfor det ikke er optimalt…

    Det er som om, at fordi vi ligesom er “lavet” til at føde, og det ikke er et uheld, som hvis vi skulle opereres for tarmslyng, så betyder det nok, at det klarer vi sagtens uden hjælp. Men det ændrer bare ikke på, at ens underliv er ødelagt! At man knap nok kan gå, tisse og hvad der er værre. Der er så meget brug for støtte.

    Svar
  10. Jeg føler med dig ❤️
    Da jeg fødte min første på Skejby Sygehus, blev jeg efterladt på fødestuen med spredte ben, blod, fostervand (og hvad der ellers følger med en fødsel), fordi jeg ramte vagtskifte og den nyankomne jordemoder havde andre stuer hun lige skulle tjekke op på. Der lå jeg så i 2,5 time, med min nyfødte datter jeg ikke kunne få lagt til eftersom jeg lå ned og ikke kunne sætte mig op. Hun var hverken blevet tjekket, målt eller vejet fordi jeg lige havde nået at føde moderkagen, da den nye jordemoder trådte ind. Jeg fødte hende kl. 06:30 og kl. 12:00 kunne vi endelig komme fra fødestuen til barselshotellet. Her bliver jeg, som du også selv har oplevet, mødt af 3-4 forskellige fagpersoner, der alle havde deres måde amningen skulle foregå på. Jeg blev mere forvirret end hjulpet.
    Vi havde heldigvis en stue alene, hvor min mand kunne sove. Han skulle selvfølgelig betale for at måtte sove der.

    Svar
  11. Så godt et skriv – og så vigtigt og relevant!! De prioriteringer og nedskæringer der laves på området er total uforståelige og mildest talt groteske!
    Jeg selv fødte den ældste på Hillerød og nuppede lige 3 uger på neonatal – det var en rigtig fin indlæggelse. Nr 2 for 3 mdr siden var også Hillerød og et døgn på barselsgangen (pga problemer med amningen) – det var intet mindre end skrækkeligt!! De ellers søde sygeplejersker havde alt alt for travlt og div. corona restriktioner gjorde det kun værre! Efter er døgn kunne jeg have splittet det hele ad i ren frustration og skulle bare hjem. Den hjælp vi var der for, fik vi heller ikke, og det hele gik kun fint fordi vi havde prøvet det før.

    Svar
  12. Jeg er enig i hvad mange af de andre skriver – at det her er et vigtigt område! Jeg fødte få dage før dig på Riget – en fin fødsel, ingen komplikationer, og vi fik lov at overnatte på barselshotellet, hvor der, som du skriver, ikke er nogen til at hjælpe om natten. Derfor tog vi også hjem, før vi havde behøvet det (og fik at vide at amningen så ud til at køre, men det var en joke, for det gjorde den slet ikke). Men vi blev glemt af sundhedsplejerskerne (vi ringede selv efter dem), de gange vi ringede til Riget, fik vi vage svar, og der skulle gå to uger før det blev opdaget, at vores datter ikke fik mad (sikkert derfor hun havde skreget i to uger). Og som førstegangsmor er det så svært at kræve – kræve genindlæggelse og hjælp. Det smerter mig stadig, at den amning ikke kom op at køre eller at det ikke blev opdaget tidligere – vi kom bare så dårligt fra start. Jeg frygter allerede samme scenarie, hvis jeg er heldig at blive gravid igen, men den næste gang vil jeg kræve hjælp. Det kan ikke være rigtigt, at man næsten skal håbe på kejsersnit eller komplicerede fødsler, for at kunne få lov til at blive. På samme tid er det måske heller ikke meget værd, hvis man bliver indlagt under de forhold I, og mange andre, har oplevet.

    Svar
  13. Åh hvor du rammer hovedet på sømmet. Jeg var præcis som din værelseskammerat for 2 måneder siden. Jeg fik akut kejsersnit på Riget, da min datter, som lå i sædestilling, pludselig var på vej en måned før tid. Fordi jeg var 36 + 2, og altså teknisk set i uge 37, røg vi på det almindelige barselsafsnit. Men min datter var lille ift hvad hun skulle have vejet, så vi fik at vide, at vi nok skulle forberede os på at blive en uges tid. På tredje dagen konstaterede jeg selv (!!) at hun havde fået gulsot. Hun røg i lysbehandling, og her knækkede filmen for mig første gang. Jeg blev hende kvinden, der lå på den anden side gardinet og græd hele natten og ikke kunne sove. På dette tidspunkt var vi på det tredje sæt af nye værelseskammerater, og de forsøgte høfligt prøvede at ignorere min hulken.
    Jeg havde samme oplevelse som dig mht. amning. Jeg blev konstant mødt med “Træk i snoren næste gang du lægger hende til.” Det gjorde jeg hver gang, men pga travlhed kom der altid først en sygeplejerske en halv time efter, og da havde jeg for længst opgivet mit ammeforsøg og havde givet min sultne datter mad på flaske.
    Manglende søvn og hektisk stemning gjorde at jeg på 7. dagen knækkede for anden gang og fik et stort angstanfald. Jeg lå og rystede og kunne slet ikke styre min krop. Min kæreste trak naturligvis i alarmsnoren og hev efter 10 min fat i “vores” sygeplejerske på gangen. Hun forstod dog ikke alvoren i situationen, og jeg endte med at ligge i et fullblown angstanfald i en time før jeg fik hjælp af personalet og kunne få noget beroligende.
    Herefter blev vi flyttet til afdelingen for psykisk sårbare gravide og fødende, og hold nu kæft, hvor der var en verden til forskel på de to afdelinger. Her fik vi en enestue (og toilet), og her kom der faktisk personale inden for 5 minutter, når man havde behov for hjælp, og vi havde følelsen af at der var tid til os.
    Det hjalp ekstremt meget på mit psykiske velbefindende. Vi endte med i alt 10 dages indlæggelse.
    Jeg har sidenhen haft frygtelig ondt af alle de ansatte på det almindelige barselsafsnit og selvfølgelig alle de indlagte kvinder. Det er simpelthen nogle vanvittige vilkår for begge parter.
    Tak fordi du kaster lys på den her problematik!

    Svar
  14. Kære Julie-Elsebeth.
    Jeg er sygeplejerske på neonatal afdelingen på OUH, og jeg kan genkende det forløb som du beskriver og i mange af de andres kommentar. Vi har travlt og også for travlt. Jeg har dage, hvor jeg ikke når at spise hverken morgenmad eller frokost, eller kommer på toilet – det handler om overlevelse. Når jeg så kommer hjem, så gennemgår jeg dagen for at huske tilbage på, om jeg nu har husket det hele eller om jeg er nødt til at ringe ind til afdelingen for at videregive nogle oplysninger. Jeg ønsker for ingen at der ikke er plads til fædre, men som belægningen (antal patienter ift plads) er, så bliver de altså sendt hjem, og jo mere travlt vi har, jo mere behøver vi hjælp fra fædrene, fordi vi ikke har tiden til at hjælpe. Jeg kan have alt fra 1-6 familier, kommer an på om vi er nok på arbejde… det er heller ikke sjovt for personalet og jeg ved, at vi gør alt for alle familier, så godt som vi nu kan.

    Ønsker dig den bedste fødsel!

    Svar
  15. Det er så vigtigt det her!! Fødte selv med planlagt kejsersnit på Roskilde Hospital og havde også nogle forfærdelige dage der. Ingen havde tid og jeg måtte selv kravle ind og ud af sengen for at hjælpe min datter, selvom mit kejsersnit gjorde afsindigt ondt. Ingen hjalp mig med amningen, selvom jeg konstant forsøgte at få noget hjælp. Da hun ikke havde spist i 4 dage og personalet stadig ikke tog hånd om mig, gav jeg op og gav hende flaske og det har hun fået lige siden. Jeg tænker ofte ved mig selv, om med den rette hjælp, at jeg måske kunne have fået amningen op og køre.. Jeg var max usikker og følte mig egentligt bare til besvær, sådan en ubehagelig følelse oveni at være helt ny mor!

    Svar
  16. Jeg fødte min første i Odense og blev hængende i 16 timer… kun fordi jeg havde problemer med at tisse. Ellers var vi nok blevet sendt hjem midt om natten. Bevares det havde nok været nemmere hvis der var nogen der havde gjort mig opmærksom på det og måske tippet om en bruser/ flaske vand til at dulme lidt (Havde en grad 2 bristning) i stedet for at komme brasende ind på toilettet hver 5. Minut for at høre om jeg da ikke snart havde tisset.

    Så anden gang var jeg ude og tisse efter en time og vi var tog hjem efter to. Det gik noget stærkere anden gang (nåede også kun at være på sygehuset tre kvarter inden mindste var ude). Men det var okay for det gik godt og vi vidste hvad vi skulle.

    Svar
  17. Av, sikke en oplevelse 😢
    Jeg vidste slet ikke at det fandtes barselhotel osv. , det gør det ikke i Horsens.

    I Horsens fik vi heldigvis en meget bedre oplevelse og jordemødrene var over en meget, kiggede forbi ofte og lyttede til hvad vi havde at sige.
    Dog var selve fødslen ikke noget at råbe hurra for 🤷🏾‍♀️

    Jeg krydser fingre for en bedre oplevelse næste gang 🤞🏾

    Svar
  18. Kære Julie Elsebeth.
    Tak for en god blog. Jeg faldt over den allerede ved første blog-post og har læst den lige siden.
    Jeg håber at det falder i nogenlunde ok jord at jeg tillader mig at skrive nu jeg er uenig med dig i lige denne sag.
    Makro-økonomisk set bruger Danmark for mange penge. Der må nødvendigvis skæres i de offentlige budgetter og nogle steder endnu mere så andre områder kan få flere midler. Det er desværre fakta, med mindre vi skal sætte skatten op eller presse det private erhvervsliv endnu mere så endnu flere større virksomheder smutter fra Danmark.
    Hvor der skal skæres og tilføjes kan altid diskuteres.
    Jeg er ikke enig i at jeg synes der skal tilføjes flere penge så førstegangsfødende kan føle sig mere trygge ved at blive i flere dage på et barselshotel. Jeg synes at det er fuldt forståeligt at nogle er utrygge efter første fødsel, men den utryghed mener jeg skal betales af egen lomme (til fx selv at indkvartere sig på et barselshotel). Så hellere tilføje flere penge til hårdtarbejdende jordmødre fx. “Utryghed” fordi man er rundt på gulvet efter en fødsel er absolut forståelig. Men det er “bare” utryghed. Misforstå mig ikke: jeg forstår og respekterer at der er mange følelser som førstegangsfødende – men det er sådan set “bare” følelser.
    Jeg har selv født 2 børn – ambulant begge gange – og har i mine usikkerhedsperioder haft god brug af ammetelefonen: en linje der er åben 24/7 hvor du kan ringe i de første 7 dage efter fødslen med alle dine spørgsmål og få svar på dine usikkerheder.
    Hvis vi kan finde lidt ekstra budget i Danmark til fødeafdelingerne, så håber jeg de bliver brugt på de dygtige jordmødres løn eller på anden måde bidrager til de fødende der har komplikationer. Vi andre med vores usikkerheder (som er bund-reelle!) synes jeg må betale for trygheden af egen lomme.

    Svar

Skriv en kommentar