Om at føde som om at jeg gik til badminton

Jeg spurgte for omtrent en uge siden, om I havde nogle gode bud på, hvor jeg kunne gå til fødselsforberedelse på Amager. I min første graviditet gik jeg ved apa på Østerbro, hvor vi boede på det tidspunkt – og jeg pisse-elskede det. Men jeg gider altså ikke skulle tage til Østerbro hver torsdag, derfor skulle det være på Amager denne gang. 

Der kom rigtig rigtig mange gode bud, omend de fleste pegede på de samme to forløb, men det er super, så vidste jeg, hvad jeg skulle gå efter. Der kom dog også overraskende mange beskeder fra kvinder, der ikke kunne forstå, hvad jeg ville med endnu en omgang fødselsforberedelse, når jeg nu havde prøvet det før. 

Jeg tror da egentligt også, at jeg kender flest andengangsfødende, der springer fødselsforberedelsen over – sikkert delvist fordi det kan være svært at få til at hænge sammen med et arbejde og et familieliv. Men der er jeg i den heldige situation, at jeg godt kan afsætte tid til det midt på dagen, når Inge alligevel er i vuggestue. 

Njå, men spørgsmålene gik meget på, om jeg da ikke havde haft en god fødsel første gang – så hvad jeg så skulle med fødselsforberedelsen? Og ikke en eneste skrev det i øvrigt på en nederen måde, det virkede bare som reel interesse. Og ja, jeg havde en fremragende fødsel – men jeg havde også øvet mig! Ting kan gå skævt undervejs selvom man har øvet sig piss’-meget, men det gjorde det ikke for mig. Og hvordan øver man sig så til en fødsel? Ja, det er der jo en milliard forskellige bud på, men for mig handler det ikke om at “finde tilbage til den indre urkvinde” – for jeg er 31 år og jeg har sgu aldrig været en urkvinde. Jeg er klar over, at min krop har styr på det med en fødsel, men ligesom første gang, så vil jeg gerne have trænet alt det, der er muligt, så min krop og mit hoved bliver mindst muligt forskrækket, når veerne går i gang og jeg intet kan kontrollere. 

Flere har skrevet til mig, at det ikke handler om at træne det, og det er sikkert rigtigt for dem – men satme ikke for mig. Jeg har ikke brug for at føle mig som en urkvinde under fødselsforberedelsen, jeg har brug for at føle, at jeg går til badminton! Ikke fordi at en fødsel har så skidemeget med fjerbolde at gøre, men fordi jeg har brug for at veerne bliver kogt ned til at være muskelsammentrækninger og at pressefasen er en absurd form for styrketræning. Der er helt sikkert mange, der har god nytte af at komme tilbage til urkvinde-stadiet, men det er ikke det, der dur for mig. For mig fungerer det at træne og øve og træne og øve, hvordan jeg reagerer, når jeg bliver udsat for smerte, har svært ved at trække vejret og ikke aner, hvor længe det skal stå på. Som hvis det var en lang og opslidende badminton-kamp, men hvor jeg har alle de redskaber, der er vigtige i hver enkelt situation, jeg bliver sat i. Og i øvrigt har øvet dem alle sammen til hudløshed. 

Og så er det selvfølgelig altid noget andet at træne, end når man reelt står i situationen. Men for mig betyder det meget, at jeg i hvert fald føler, at jeg har øvet alt det som jeg kunne. Så tager vi alt det uforudsete som det kommer, og håber at vi kan holde det til et minimum. 

Mit syn på fødslen er sikkert ikke så skide moderne, men det er det, der dur for mig. Og skulle nogen stik mod hensigten have læst det som om, at det derfor også er den rette måde for alle andre – så kan jeg forsikre jer om, at det hverken står eller menes der. 

Jeg vil meget gerne sidde i rundkreds og sludre til min fødselsforberedelse, jeg vil bare også gerne have opfrisket mine specifikke redskaber til at håndtere smerte. Jeg aner ikke, om det fødselsforberedelse jeg starter på i næste uge kan give mig det – men jeg håber det! Jeg læste den tilhørende bog i min sidste graviditet, og jeg husker det som nogle relativt håndterbare værktøjer. Det er det famøse Smertefri Fødsel, men jeg aner endnu ikke, om jeg kan anbefale det ligeså meget som mit gamle forløb. Det finder jeg nok ud af senere. 

Jeg sætter desuden stor pris på, at mændene ikke skal med hver gang, for det gider jeg ikke og det kan i øvrigt slet heller ikke hænge sammen med Arnes arbejdstider. Og jeg regner med, at han nok skal klare fødslen – det er mig, der er mit fokus. Han skal hjælpe mig og læse mig undervejs, men det er mig, der skal træne vejrtrækning, afspænding og des lige – og det gør jeg bedre, hvis han ikke ligger lige ved siden af. Lad os da bare kalde det en fælles opgave med sådan en fødsel, men arbejdet er da i hvert fald ikke ligeligt fordelt, så jeg napper altså lige lidt mere træning end Arne inden. 

Nå, det blev sgu da en længere sag om fødselsforberedelse, hva’? Du kan læse min fødselsberetning fra min første fødsel lige her. 

2 kommentarer til “Om at føde som om at jeg gik til badminton”

  1. SÅ enig! Jeg skal selv føde mit andet barn til marts og har planer om et træningsforløbet meget lig dit. Jeg gik også til APA sidst og øvede laborovejrtrækning ved siden af, og selvom min fødsel var KÆMPElang, så mistede jeg (næsten) aldrig fatningen og giver helt klart alt mit terperi credit. På en måde føltes fødslen lidt som en – super smertefuld jaja – udgave af en eksamen man bare har forberedt sig megagodt til. Bare med en bedre præmie.

    Svar
  2. Smertefri Fødsel kommer SÅ meget til at leve op til dine forventninger (🤞🏻). Jeg har helt samme indstilling – både 1. og nu 2. gang – og jeg sværger til Smertefri Fødsel. Helt håndgribelige teknikker til at håndtere smerterne og ikke mindst en masse viden om den biologi, det hamrer rundt i kroppen, så man (jeg?!) ved hvad der sker og har hovedet med hele vejen, så man ikke bliver overrasket undervejs, men man ved hvad der sker i de forskellige faser. Guld værd!

    Svar

Skriv en kommentar