Om at føle sig misforstået som biseksuel og være forelsket i smug

Ja, altså jeg er ikke forelsket i smug. I hvert fald ikke på den der måde, hvor jeg har lyst til dry humpe andre end Arne. Men jeg er blevet gjort bekendt med internet-rygtet. Rygtet går i al sin enkelthed på, at jeg skulle være forelsket i Stephanie Fisker … Og altså, det går jeg for det første ud fra, at vi alle sammen nok burde være – hun er latterligt smuk, og det på trods, så er skønhed den mindste af hendes kvaliteter. Hun er et godt menneske simpelthen, og hun er rar at have omkring sig og i sit liv. Og jeg elsker hende. Men nej, jeg er ikke forelsket i hende – på trods af “måden jeg kigger på hende …” 

Det rygte er hvad det er. Det er jo virkelig fjollet og det er sikkert også ganske få personer, der går op i den fortælling. Man kunne fristes til at skrive, at der nok er nogen med for lidt at se til – men altså, der er sgu mange af os, der ikke har en skid fornuftigt at se til for tiden, vi har alt for travlt med at lege med Sleisch-dyr, opbryde børne-skænderier og Google “hvordan-underholder-man-en-to-årig?”. Så jeg tror sådan set ikke, at det kommer af kedsomhed. Jeg tror heller ikke, at det kommer fra et dårligt sted, det regner jeg i øvrigt aldrig rigtig med, at noget gør. Men jeg kan fortælle, at det i hvert fald gør mig ked af det. 

Ikke ked af det på den måde, at jeg græder – og det gør jeg ellers meget nemt. Nej, mere sådan en måde, hvor jeg føler mig misforstået og har lidt lyst til at overføre alt hvad der foregår inde i mit hoved til resten af menneskeheden, så de kunne forstå, hvordan det føles at være mig. For der er ingen, der beskylder Stephanie for at være forelsket i mig, for Stephanie har ikke haft en kvindelig kæreste gennem en årrække, og det har jeg. Men det var ikke Stephanie, som jeg var kæreste med, det var en, der både så væsentligt anderledes ud og var et helt andet slags menneske. Den eneste fællesnævner de har er, at de begge er piger. 

Jeg bliver ked af at høre, at man regner min seksualitet og mit følelsesliv for at være så ukontrolleret, at jeg skulle være forelsket i min veninde og at Arne altså ikke skulle være nok for mig. For jeg kan ikke se, at den tanke skulle kunne stamme fra andet end det faktum, at jeg er biseksuel. Men at være biseksuel betyder altså ikke, at man er et mere emotionelt og seksuelt flyvsk væsen. Det betyder heller ikke, at man ikke elsker sin partner ligeså ubetinget og monogamt som andre. Det betyder bare, at man valgte sin partner ud fra en større pulje end nogle andre. 

Jeg føler mig misforstået, hver gang nogen spørger, om jeg virkelig kan undvære tissekone resten af livet eller simpelthen bare går ud fra, at jeg ikke kan. For det første er jeg reeeeet sikker på, at jeg nok godt kunne få lov til at hive en ekstra kvinde med hjem, hvis jeg spurgte pænt og for det andet, så er det et spørgsmål, der kunne foldes ud på tusinde andre måder og give ligeså lidt mening. Man spørger jo heller ikke en hetero i et fast forhold med en murer, om den person virkelig kan undvære at være sammen med en brandmand resten af livet, bare fordi personen tidligere var sammen med en brandmand. Det er to forskellige personer, og de er valgt ud fra helt forskellige grunde og det giver i mit hoved ingen mening at gå ud fra, at fordi man godt kan lide både murere og brandmænd, ja så skal man da have begge dele ellers er det en form for dybt seksuelt afsavn. 

Det kræver ingen rygrad af mig at holde mig fra piger. Jeg giver ikke afkald på noget. Og jeg render kraftedeme heller ikke og forelsker mig i veninder for at få afløb for noget. Jeg synes at hele tanken bag det er snæversynet og en anelse homofobisk for at være ærlig. Og det gør mig ked af det, og det giver mig umiddelbart lyst til at dele mindre ud af al min kærlighed til mine veninder – men så meget magt skal man nok ikke give til internet-personer uden ansigter. 

Jeg vil i øvrigt skyde på, at det var omtrent på min anden kaffe-aftale med Steph, at hun spurgte mig, om hun var min type. Og hun blev skidesur over svaret. Så prøv lige at skub lidt fokus over på, hvordan hun kigger på mig, æk’? 

Du kan læse mere om at være kæreste med en pige her – spoiler alert, der er ingen freaking forskel 

7 kommentarer til “Om at føle sig misforstået som biseksuel og være forelsket i smug”

  1. Kæmpe krammer til dig!

    Jeg står nogle gange lidt med de samme misforståelser. Hvordan tør jeg være sammen med en biseksuel mand?

    Altså, ud over at han er det mest fantastiske menneske jeg endnu har mødt? Han har aldrig lagt skjul på noget, og jeg har aldrig været i tvivl om at han er min, og kun min.

    Alligevel har jeg måtte skære veninder fra, der simpelthen hverken forstod, eller havde lyst til at forstå at det med hans seksualitet betød ikke en skid. De blev ved med at kommentere, undre sig, forsøge at gøre mig jaloux og nervøs.

    Idag er vi gift på femte år, og har to børn. Alligevel orker jeg ikke fortælle folk det. For det er ligegyldigt for mig og os hvem vi knaldede før vi mødte hinanden.

    Svar
  2. Jøsses. Dejligt skrevet. Det er uvidenhed, der får folk til at sprede sådanne rygter.

    Jeg forsøgte mig engang selv med at udforske det samme køn som potentiel partner – for som min biseksuelle veninde siger, handler det ikke om køn, men om personen. Og så er markedet dobbelt så stort. Win win. Men det er jo ikke ensbetydende med, at man så er forelsket i alle de kvinder, man møder, ligesom man ikke er det med mænd 🤷🏻‍♀️🤦🏻‍♀️

    Ps. Jeg er vild med den knold, du sporter for tiden. Det er super godt til dig 💃🏻

    Svar
  3. Jeg har sgu helt lyst til at give dig en krammer life på stedet! Det er så dejlig skrevet og jeg nikker genkendende til alt i dit skriv. Tak fordi du satte ord på det.

    Svar

Skriv en kommentar