Om at fortælle Inge, at hun skal være storesøster

Skal jeg lige skrive noget, der muligvis gør dig irriteret på et øjeblik? Nej okay, men det gør jeg altså lige alligevel. Der er rigtig mange, der har stillet mig det samme spørgsmål … 

Ja, det er irriterende skrevet. Men det er altså også lidt irriterende at blive stillet det samme spørgsmål absurd mange gange og så ikke måtte italesætte det faktum, at der virkelig er mange, der har spurgt, og at det derfor er okay legitimt at afsætte lidt taletid til rent faktisk at få det besvaret ordentligt. Så lad os blive enige om, at være småirriterede sammen. Det er der vist aldrig nogen, der er kommet rigtigt til skade af alligevel. 

Og her kommer så spørgsmålet, jeg er blevet stillet meget de seneste måneder; “hvordan og hvornår fortalte I Inge, at hun skulle være storesøster?”

Jamen der er garanteret skrevet mange gode bøger, omkring hvordan og hvornår det er mest hensigtsmæssigt at fortælle sine børn om, at flokken skal udvides. Vi nåede aldrig rigtigt at tage stilling til det, for pludselig vidste Inge det simpelthen. Hun har mig bekendt ingen clairvoyante evner, nå ja, det skulle da lige være for at opsnuse, hvor de små brikker kakaomælk er gemt henne i hytten – men ikke noget udover det. Hun har simpelthen bare hørt de voksne tale om det. 

Arne og jeg havde talt lidt lavmælt om det, i et sprog, som vi måske ikke rigtigt havde forventet, at hun ville forstå. Vi havde snakket lidt om det, når vi var sammen med vores familier og vuggestuen havde spurgt lidt ind til det, hvor Inge også var der. Vi havde med vilje ikke holdt det meget hemmeligt, for det tænkte vi ikke gav mening for os – men vi havde heller ikke forklaret hende, hvad der foregik endnu. 

Men en morgen, da jeg var omtrent i uge 7 og var stået tidligt op med Inge, lagde hun sit hoved på min mave og sagde “Min mor OG babys mor”. Og fra da af gav det så slet ikke mening at holde hende uden for baby-samtalerne. Det skal nok lige medregnes i ligningen, at min søster næsten lige har født, og det forløb har Inge jo fulgt med i, og selve ideen om en baby i maven og at nogen skulle være storesøster var altså ikke ny for hende. Så det har helt sikkert hjulpet på hendes forståelse af, hvad der foregik. 

Så vi har nu talt en masse om, at der er en baby i maven, og at Inge skal være storesøster. Hun kysser løs på maven, og skifter mellem at mene, at det er en dreng og en pige – selvom vi jo godt ved, hvad vi tror og små-forventer. Hun har desuden fortalt i vuggeren, at hvis det bliver en pige, skal hun hedde Mia og hvis det bliver en dreng, så skal han hedde Milas. I øvrigt to navne, som jeg vitterligt aldrig har sagt højt i mit liv – så dem er hun sgu selv kommet på. Hun behøver dog ikke vænne sig videre til dem, for den kommer vi æk’ til at gå med. 

Så ja, Inge har sgu næsten kendt til baby i maven ligeså længe som Arne og jeg har. Nu vil babymavsen og jeg gå ud og banke røven mod easy-open skabet, og forsøge at lokalisere noget med sukker i den absurd rodede skuffe. Arne har besluttet, at han vil holde sig fra sukker i denne uge – jeg var heldigvis ikke dum nok til at hoppe med på den lorte-vogn. 

Glædelig mandag, homies – jeg håber, at den har været fe’. 

Fik du læst om vores nakkefoldsscanning?

Skriv en kommentar