Om at gro en baby og blive dum i processen

Jeg er 12+3 i dag – altså det er sådan noget kommende mor-sprog, som fædre i årtier bare har nikket stiltiende til og aldrig fattet en bjælde af. Det betyder ganske enkelt, at jeg er 12 uger og 3 dage henne i min graviditet … eller i hvert fald, at det er 12 uger og 3 dage siden, at jeg senest vågnede op en morgen, kiggede i morgen-trussen og tænkte “Njå, der er da gået hul på Julie-elsebeths inderste.” 

Jeg har staten mistænkt for at have indført de åndsbollede tal-kombinationer bare for at kunne holde øje med, om vi kommende mødre går nok op i p***et til at blive mødre. Jeg troede desuden, at jeg ville glemme og tælle i denne omgang, men det har dæleme da ikke været tilfældet. Det får jeg satme holdt styr på. Og jævnfør hvor længe jeg regnede Inges alder i måneder, så behøver I ikke blive overraskede, hvis jeg også bare bliver ved med tælle opad selvom baby har forladt livmoderen og at jeg om 1 år siger, at jeg er i uge 64+3. 

Njå, men den del får jeg sgu holdt styr på, men så er der satme så meget andet, som jeg nul procent har styr på. For når jeg gror en baby, så er det åbenbart en ting, at jeg bliver dummere undervejs. Det skete under min graviditet med Inge og jeg skal edderbrandsparkeme love for, at det sker igen. 

Jeg aner ikke, om det skyldes, at der suser en milliard hormoner rundt i min krop, at jeg er fokuseret på små-kvalmen eller om det simpelthen bare er et grelt tilfælde af hovedet-oppe-i-egen-røv. Men jeg ved i hvert fald, at alt det jeg normalt er, det er jeg dæleme ikke for tiden. 

Normalt kommer jeg ikke for sent – det gør jeg nu. Normalt er jeg p***’-god til at huske alle de der ting, som man skal have med, når man er nogens mor – og nu glemmer jeg at tage selv bleer og vådservietter med på en dags-tur. Normalt er jeg god til at huske, hvad vi skal have købt ind og hvilke dage vi har planer – nu aner jeg det ikke, og jeg har tilsyneladende heller ikke tænkt mig at gøre en ekstra indsats for at huske det ved at skrive lortet ned. Jeg tager mit eget tøj omvendt på og Inge har gået rundt med grisetæer i skoene mere end jeg er stolt af. Jeg tager på ferie uden den ene ting, som jeg ikke kan undvære en hel uge – mine skinner til tænderne (ja, det er en kampagne – så reklame). Jeg glemmer at tage mine nøgler med, jeg får ikke ordnet dé dér ting, som Arne normalt tager for givet og min hårbørste har været i køleskabet en tur og negleklipperen var væk i halvanden uge, efter jeg tilsyneladende havde tænkt, at det gav mening at tage den med i min lille håndtaske – ja, nu klipper jeg ikke så meget tånegle i metroen, så jeg fik ikke lige benyttet mig af den mulighed. 

Jeg er simpelthen blevet lidt smådum. Jeg kan desværre heller ikke huske, hvornår dumheden indtraf i den første graviditet – og om den gik væk før jeg stod med en baby i armene og pladsen i øvrigt blev overtaget af den famøse amme-hjerne i stedet. 

Hvor om alting er, så er det mit liv lige nu – og muligvis 2 år frem. Super. Tillykke til Arne, der fandt en Monica og nu lever med en Phoebe.  

Skriv en kommentar