Om at Inge skal være storesøster

Jeg er allerede nogens mor, Arne er allerede nogens far – bevares, det bliver anderledes at være forældre til to i stedet, men det er trods alt samme proces som i første omgang. Gråd om natten, evig amning, manglende indbyrdes samtaler og enorme rande under øjnene som følge af decideret søvnmangel. Gud, hvor bliver det egentligt grineren, når man lige lister hele lortet op sådan på rad og række. Hæhæ. Njå, men den eneste i familien, der ikke kender til baby-livet er jo altså Inge. Hun har kun været i vores lille familie, hvor hun har været eneste barn – og det er overstået om rundt regnet 39 dage. For så skal hun sgu være storesøster. 

Der er for mig enormt mange følelser forbundet med at skulle gøre Inge til storesøster, for det føles stadig som om, at hun er mit eneste barn, og mit fokus er i virkelig høj grad på hende. Selvfølgelig skal vi have bragt lillesøster godt til verden og give hende den dejligste start på livet, men mine tanker bliver ved med at vende tilbage til, hvordan det hele kommer til at påvirke Inge. 

Jeg er nervøs for, at noget går en smule galt under fødslen, så lillesøster og jeg må blive på hospitalet mere end de 4-6 timer, som vores fremragende velfærdssamfund har besluttet er rigeligt for andengangsfødende. Ikke fordi jeg har dårlig samvittighed over at bruge løs af statskassen, men fordi jeg ikke vil have, at Inge skal starte sit storesøster-liv med at undvære sin mor i flere dage. Jeg vil bare gerne føde vores lille ekstra familiemedlem og så ellers komme hjem til Inge og kramme hende. 

Inge glæder sig virkelig meget til at blive storesøster. Min mavse får uendeligt mange kram, kys og der bliver lyttet for fulde hammer – og Inge kan neeeeemt høre, om babyen prutter, bøvser eller drikker mælk inde i mavsen. Ja, vi arbejder videre med fysiologien. Men i hvert fald, så er der ingen nævneværdig grund til at tro, at overgangen fra enebarn til storesøster ikke skulle gå fantastisk, men følelserne fylder alligevel hos mig. 

I vuggestuen er Inge en af de største nu, og pædagogerne melder om, at hun er uhyre kærlig og glad for de små børn på stuen. Hun sørger for, at de alle har deres sut og bamse og elsker at lege med dem. Det samme ser vi, når vi er sammen med min søsters lille familie, der har en datter på snart fem måneder – for når den lille tøs er i nærheden, så kan Inge ikke koncentrere sig om andet. Hun har konstant en hånd på hendes mave eller sine læber på hendes kinder. Og det er så skønt at se, men når vores baby kommer, så skal hun jo rent faktisk til at dele sin mor og far med et ekstra barn, og det kan selvfølgelig sagtens blive svært. 

Vi har lagt en slagplan herhjemme, og så må vi se, om vi kan leve ligeså meget op til den, som vi håber. Først og fremmest, så skal Inge ikke i institution lige efter fødslen, hun skal være hjemme med os tre andre. Om hun skal være hjemme i 2,3,4,5 eller 6 uger ved vi ikke endnu, men den tager vi når det kommer. Det hat vi talt med vuggestuen om og besluttet ud fra forskellige ting i vores familieliv. Derudover så snakker vi rigtig meget om herhjemme, at lillesøster nok kommer efter juleaften og at Inge skal hjælpe mor og far med babyen. Hun har selv budt ind med de ting, som hun tror, at hun kan hjælpe med – det er blandt andet at hente bleer, skylle sutter, give flaske, lave mad og des lige. Inge kan ikke læse, så det er vist ingen fare for, at hun læser det her og lige foreløbigt finder ud af, at det ikke ligefrem er en hjælp at have en næsten tre-årig til at rende rundt om benene på en, men hun elsker sådan at hjælpe uanset på hvilke punkter, så det skal hun naturligvis også have lov til, når det gælder lillesøster! 

Der er 39 dage til min termin i dag, og for Søren hvor jeg glæder mig midt i al den nervøsitet, der også er forbundet med at give sit barn en søskende. Men hvor bliver det dejligt for hende snart at have andre til at underholde hende end kun hendes kedelige forældre! 

Hvad havde du af tanker og oplevelser omkring at gå fra ét til to børn?

Du kan også læse min fødselsberetning med Inge lige her

10 kommentarer til “Om at Inge skal være storesøster”

  1. Stort tillykke med lillesøsters snarlige ankomst. Jeg har selv en pige på meget snart 3 år, og endnu en på 5 måneder.
    For mig fyldte det mest om jeg ville kunne give dem begge nok kærlighed og den opmærksomhed der er behov for. Det går faktisk ikke helt skidt, og den store elsker, ligesom jeres Inge, at hjælpe med tøj, bleskift og den nyligt opstartede mad. Det jeg egentlig bare ville skrive, er at min kæreste havde mulighed for at være hjemme de første 7 uger af lillesøsters liv pga barsel og ferie. Vi holdt derfor også storesøster hjemme i samme antal uger, og det var helt igennem fantastisk, og er derfor kun noget jeg kan anbefale hvis man har mulighed for det!

    Svar
  2. Det er sjovt det der med at man er bange for at være indlagt efter fødslen fordi man ikke vil undvære sit store barn. Jeg har termin 25.12 og jeg er også så bekymret for at blive indlagt efter fødslen fordi jeg så skal undvære den store på 2,5. Og på en eller anden måde er det jo lidt irrationelt, for hvis man bliver indlagt betyder jo at der måske er noget galt med den lille ny og det er jo måske egentlig min værste frygt at mit barn kommer ud og fejler noget. Det blev lidt rodet, men det er nok blot for at sige at jeg har nøjagtig samme tanker.

    Svar
  3. I bagklogskabens klare lys kunne vi nok godt have brugt lidt mere tankevirksomhed på den sag. På den anden side er det ret svært at forestille sig, hvordan det bliver på forhånd. Vi havde på ingen måde lige så reflekterede overvejelser som du/I har, og vi tænkte mest, at det da nok skulle gå rigtig fint med baby og storesøster. Ihvertfald bekymrede jeg mig ikke før 2. barn – så det kom lidt som en overraskelse, at det ikke gik så nemt. Til gengæld bekymrede jeg mig så ret meget før 3. barn, hvilket skulle vise sig at være helt overflødigt.

    Svar
  4. Åh jeg gjorde mig mange af de samme tanker. Jeg var frygtelig nervøs for hvordan det skulle gå storesøster (dengang 3 år og 4 mrd.) i hendes nye rolle, og med dele-mor og far. Specielt dele-mor. Jeg havde til og med et møde med sundhedsplejerske inden fødslen fordi jeg decideret havde dårlig samvittighed over at skulle tage storesøsters enebarnsstatus fra hende. Hvilket var ret mærkeligt, eftersom vi jo ville at hun skulle have søskende.🤔
    Min fødsel gik i gang om morgenen, og jeg har et billede limet fast til nethinden af storesøster gå til børnehave med far i hånden og tænke, at fra i dag af ændrer dit liv sig for altid. Ret melodramatisk, men dette var altså helt reelle tanker i mit hoved, og de var til tider ret svære at håndtere.
    Men det er gået så godt! Jeg kan godt savne at have storesøster alene, og hun mig, men så planlægger vi jo bare alenetid. Storesøster forguder sin lillesøster, og deler meget gerne sine forældre med hende, så alle mine tanker er jo heldigvis blevet gjort til skamme.
    I den lidt mere lavpraktiske ende, så har vi skulle passe lidt på med at holde storesøster for meget hjemme fra børnehave, da hun, når hun så skal i tilbage igen, er kommet for meget ud af rutinen og ganske enkelt ikke vil, trods gode venner og pædagoger. For mor og lillesøster er jo derhjemme..
    Jeg ønsker jer mega meget held og lykke, og glæder mig til at følge med.❤

    Svar
  5. Det er sjovt. Inden jeg fødte lillesøster var der så mange, der havde advaret mig om dårlig samvittighed overfor storebror. Men INGEN havde advaret mig om det savn jeg kom til at føle – sådan rent egoistisk. Sådan rigtig teeanager-med-kærestesorg-savn. For selvfølgelig tog lillesøster meget tid. Al min tid blev før brugt på storebror og pludselig sad jeg der i sofaen og ammende og så min mand lege, putte osv. Hold op hvor jeg dog savnede min søn og har stadig, nu hvor lillesøster er 4 mdr, et lille hul i maven.

    Svar
  6. Det med at være bange for at blive indlagt på sygehuset efter fødsel med nummer to kan jeg virkelig godt sætte mig ind i. Da vores nr. 2 skulle til verden faldt hans hjerterytme hvergang jeg havde en ve, og jeg var egentlig ved at blive forberedt til akutkejsersnit fordi jeg havde alt for lang tid i mellem mine veer. Det eneste der rigtig fyldte, da de sagde kejsersnit var bare frygten for ikke at se vores datter, de dage jeg skulle være indlagt (det var under corona). Heldigvis endte det lykkeligt om han kom selv ud med raketfart 😅 Også vil jeg sige at når det er nr. 2 tror jeg de fleste gerne bare vil hjem, vi spurgte i hvert fald selv om vi ikke måtte smutte efter 3,5 time.

    Vores datter var cirka samme alder som Inge, da lillebror kom til verden og var hjemme i de første to måneder (igen pga. corona og kræftsyg far), det da var faktisk virkelig fint at have hende hjemme et godt stykke tid efter, selvom det nok lige var i overkanten med to måneder.

    Også skal man måske være forberedt på at reaktionen på, der pludselig kommer en mere godt kan være lidt forsinket. Vi troede vi havde fået fribillet, men så ud af det blå blev vores datter virkelig morsyg, og det tog noget tid at komme over igen.

    Svar
  7. Jeg fødte lillesøster for 5 mdr siden. Storebror er lige blevet 3 år, jeg var meget bekymret for om han ville blive jaloux og føle sig tilsidesat. Vi gjorde det så modsat jer, han var hjemme fra børnehave 1 dag og ellers fortsatte hans hverdag så vidt muligt som den plejede. Det fungerede rigtig godt her. I starten var han ærlig talt ret ligeglad med hende, hun var der bare og larmede af og til.
    Vi har så gjort meget ud af at rose ham når han fx hentede en stofble eller andet så nu er han blevet rigtig hjælpsom- han nævner også tit at han er en sød storebror he he. Det er tydeligt at se at jo større hun blir jo mere går han op i hende, og der har ikke været skyggen af jalousi 🙂

    Svar
  8. Jeg genkender dine følelser og tanker. Vores søn på nu tre år, var ikke særligt interesseret i lillesøster i maven. Da hun kom for seks måneder siden, viste han heller ikke stor begejstring, men heller ikke stor modvilje.

    Da vi blev fire, fortsatte hverdagen, men er du gal, hvor jeg savnede min dreng. Vi fokuserede meget på, at
    jeg skulle bruge så meget tid med Birk som muligt, så han ikke følte sig tilsidesat.

    Nu er der gået et halvt år, og alt er meget lettere. Der kommer stadig reaktioner fra den store, men det at
    være mor til to er ikke længere forbundet med savn.

    Det bedste, jeg kan give mine børn, er søskende. Og jeg oplever den dybeste lykke, når jeg ser, hvordan mine børn interagere med hinanden allerede.

    Svar
  9. Kære jer. Jeg ved ikke om du kan bruge disse erfaringer til noget. Hvert barn er jo forskelligt, og hver familie ligeså. Ligesom Nadja beskriver, så var vores søn på 2,5 ikke super interesseret i baby inde i maven. Ej heller da hun kom ud (hun er nu 9 uger gammel). Han accepterer hende, og viser omsorg og indimellem glæde, men han er ikke interesseret i at hjælpe eller blive inkluderet. Og så har det været svært for mig, især om morgenen, når jeg er alene med dem og skal aflevere den store.

    Ingen tvivl om, at det kommer til at påvirke Inge! Det vil ikke være unormalt, hvis hun bliver sur eller vred på dig, fordi du bruger meget tid med baby. Hun kommer måske også til at prøve flere og nye grænser af (teste jeres kærlighed til hende, “Elsker mor og far nu stadig mig ligeså højt?”). Og det er også helt naturligt. Hun vil jo savne jer og den opmærksomhed hun før fik helt ubetinget. I den forbindelse fik vi anbefalet af sundhedsplejersken, at bevare så mange rutiner som muligt. Det lykkedes os faktisk ikke at lave noget om derhjemme, hvis du forstår. Fx prøvede vores søn at ændre på hans putte- og soverutine, samt andre “regler”, men jeg holdt fast. Af den årsag så holdt han ikke ferie fra vuggestuen, som vi først havde tænkt. For det første så endte min fødsel galt (kompliceret operation) hvorfor vi var indlagt og jeg ikke kunne løfte ham da jeg kom hjem. For det andet så havde min mand kun 14 dages orlov. Derudover var amning svær at etablere og jeg stod med et barn der skulle afleveres i institution og skulle have en baby med derhen. Ikke en fed kombi. Omvendt så havde jeg rigtig meget brug for at min søn kom afsted hver dag. Da vi igen havde en baby i hjemmet, synes jeg pludselig at vores søn larmede meget, legede højt og løb for meget rundt. Det har altid været sjovt og sødt, men ikke nu hvor babyen græd og ikke kunne finde ro.
    Det kan jo blive helt anderledes for jer og jeg håber Inge vil vise glæde, omsorg og ønsker at blive inkluderet.

    Husk nu endelig og NYD dine sidste dage alene med Inge før søsters ankomst! Den tid kommer aldrig tilbage. Jeg ved det er drønhårdt at være gravid med en tumling, men når man som mor pludselig har to børn, der kræver omsorg og opmærksomhed, så drømmer man sig nogle gange tilbage til den tid hvor der kun var én 😉

    Svar
  10. Min store pige er 3 år og den mindste 4 måneder. Jeg tænkte meget på om storesøster ville føle sig overset, hvordan første møde skulle gå og den slags. Hvad jeg alligevel blev allermest overrasket over var, at jeg faktisk følte at det at få nummer to, kom til at handle endnu mere om nummer 1 end nummer 2. Jeg har faktisk oftere haft dårlig samvittighed overfor lillesøster end storesøster. Hun har jo sine rutiner og der må lillesøster jo så bare følge lidt med. Jeg prøver at retfærdiggøre at hun så har min fulde opmærksomhed mens storesøster er i børnehave. Men lige meget hvad ville jeg aldrig være foruden det bånd jeg ved de får og allerede nu har sammen.

    Svar

Skriv en kommentar