Om at Inge skal være storesøster

Jeg er allerede nogens mor, Arne er allerede nogens far – bevares, det bliver anderledes at være forældre til to i stedet, men det er trods alt samme proces som i første omgang. Gråd om natten, evig amning, manglende indbyrdes samtaler og enorme rande under øjnene som følge af decideret søvnmangel. Gud, hvor bliver det egentligt grineren, når man lige lister hele lortet op sådan på rad og række. Hæhæ. Njå, men den eneste i familien, der ikke kender til baby-livet er jo altså Inge. Hun har kun været i vores lille familie, hvor hun har været eneste barn – og det er overstået om rundt regnet 39 dage. For så skal hun sgu være storesøster. 

Der er for mig enormt mange følelser forbundet med at skulle gøre Inge til storesøster, for det føles stadig som om, at hun er mit eneste barn, og mit fokus er i virkelig høj grad på hende. Selvfølgelig skal vi have bragt lillesøster godt til verden og give hende den dejligste start på livet, men mine tanker bliver ved med at vende tilbage til, hvordan det hele kommer til at påvirke Inge. 

Jeg er nervøs for, at noget går en smule galt under fødslen, så lillesøster og jeg må blive på hospitalet mere end de 4-6 timer, som vores fremragende velfærdssamfund har besluttet er rigeligt for andengangsfødende. Ikke fordi jeg har dårlig samvittighed over at bruge løs af statskassen, men fordi jeg ikke vil have, at Inge skal starte sit storesøster-liv med at undvære sin mor i flere dage. Jeg vil bare gerne føde vores lille ekstra familiemedlem og så ellers komme hjem til Inge og kramme hende. 

Inge glæder sig virkelig meget til at blive storesøster. Min mavse får uendeligt mange kram, kys og der bliver lyttet for fulde hammer – og Inge kan neeeeemt høre, om babyen prutter, bøvser eller drikker mælk inde i mavsen. Ja, vi arbejder videre med fysiologien. Men i hvert fald, så er der ingen nævneværdig grund til at tro, at overgangen fra enebarn til storesøster ikke skulle gå fantastisk, men følelserne fylder alligevel hos mig. 

I vuggestuen er Inge en af de største nu, og pædagogerne melder om, at hun er uhyre kærlig og glad for de små børn på stuen. Hun sørger for, at de alle har deres sut og bamse og elsker at lege med dem. Det samme ser vi, når vi er sammen med min søsters lille familie, der har en datter på snart fem måneder – for når den lille tøs er i nærheden, så kan Inge ikke koncentrere sig om andet. Hun har konstant en hånd på hendes mave eller sine læber på hendes kinder. Og det er så skønt at se, men når vores baby kommer, så skal hun jo rent faktisk til at dele sin mor og far med et ekstra barn, og det kan selvfølgelig sagtens blive svært. 

Vi har lagt en slagplan herhjemme, og så må vi se, om vi kan leve ligeså meget op til den, som vi håber. Først og fremmest, så skal Inge ikke i institution lige efter fødslen, hun skal være hjemme med os tre andre. Om hun skal være hjemme i 2,3,4,5 eller 6 uger ved vi ikke endnu, men den tager vi når det kommer. Det hat vi talt med vuggestuen om og besluttet ud fra forskellige ting i vores familieliv. Derudover så snakker vi rigtig meget om herhjemme, at lillesøster nok kommer efter juleaften og at Inge skal hjælpe mor og far med babyen. Hun har selv budt ind med de ting, som hun tror, at hun kan hjælpe med – det er blandt andet at hente bleer, skylle sutter, give flaske, lave mad og des lige. Inge kan ikke læse, så det er vist ingen fare for, at hun læser det her og lige foreløbigt finder ud af, at det ikke ligefrem er en hjælp at have en næsten tre-årig til at rende rundt om benene på en, men hun elsker sådan at hjælpe uanset på hvilke punkter, så det skal hun naturligvis også have lov til, når det gælder lillesøster! 

Der er 39 dage til min termin i dag, og for Søren hvor jeg glæder mig midt i al den nervøsitet, der også er forbundet med at give sit barn en søskende. Men hvor bliver det dejligt for hende snart at have andre til at underholde hende end kun hendes kedelige forældre! 

Hvad havde du af tanker og oplevelser omkring at gå fra ét til to børn?

Du kan også læse min fødselsberetning med Inge lige her

4 kommentarer til “Om at Inge skal være storesøster”

  1. Stort tillykke med lillesøsters snarlige ankomst. Jeg har selv en pige på meget snart 3 år, og endnu en på 5 måneder.
    For mig fyldte det mest om jeg ville kunne give dem begge nok kærlighed og den opmærksomhed der er behov for. Det går faktisk ikke helt skidt, og den store elsker, ligesom jeres Inge, at hjælpe med tøj, bleskift og den nyligt opstartede mad. Det jeg egentlig bare ville skrive, er at min kæreste havde mulighed for at være hjemme de første 7 uger af lillesøsters liv pga barsel og ferie. Vi holdt derfor også storesøster hjemme i samme antal uger, og det var helt igennem fantastisk, og er derfor kun noget jeg kan anbefale hvis man har mulighed for det!

    Svar
  2. Det er sjovt det der med at man er bange for at være indlagt efter fødslen fordi man ikke vil undvære sit store barn. Jeg har termin 25.12 og jeg er også så bekymret for at blive indlagt efter fødslen fordi jeg så skal undvære den store på 2,5. Og på en eller anden måde er det jo lidt irrationelt, for hvis man bliver indlagt betyder jo at der måske er noget galt med den lille ny og det er jo måske egentlig min værste frygt at mit barn kommer ud og fejler noget. Det blev lidt rodet, men det er nok blot for at sige at jeg har nøjagtig samme tanker.

    Svar
  3. I bagklogskabens klare lys kunne vi nok godt have brugt lidt mere tankevirksomhed på den sag. På den anden side er det ret svært at forestille sig, hvordan det bliver på forhånd. Vi havde på ingen måde lige så reflekterede overvejelser som du/I har, og vi tænkte mest, at det da nok skulle gå rigtig fint med baby og storesøster. Ihvertfald bekymrede jeg mig ikke før 2. barn – så det kom lidt som en overraskelse, at det ikke gik så nemt. Til gengæld bekymrede jeg mig så ret meget før 3. barn, hvilket skulle vise sig at være helt overflødigt.

    Svar
  4. Jeg genkender dine følelser og tanker. Vores søn på nu tre år, var ikke særligt interesseret i lillesøster i maven. Da hun kom for seks måneder siden, viste han heller ikke stor begejstring, men heller ikke stor modvilje.

    Da vi blev fire, fortsatte hverdagen, men er du gal, hvor jeg savnede min dreng. Vi fokuserede meget på, at
    jeg skulle bruge så meget tid med Birk som muligt, så han ikke følte sig tilsidesat.

    Nu er der gået et halvt år, og alt er meget lettere. Der kommer stadig reaktioner fra den store, men det at
    være mor til to er ikke længere forbundet med savn.

    Det bedste, jeg kan give mine børn, er søskende. Og jeg oplever den dybeste lykke, når jeg ser, hvordan mine børn interagere med hinanden allerede.

    Svar

Skriv en kommentar