Om at være blevet en bangebuks

Jeg sidder lige nu på en norsk pub med en varm kop kakao med ekstra flødedreng på toppen (naturligvis) og et stykke daimtærte frisk fra fryseren. Det kostede i øvrigt den nette sum af 82 gode, norske kroner – men pyt med det, jeg havde nemlig glemt penge, så svigerfar måtte finde pengepungen frem. Njå, men det skulle heller ikke handle om norske priser lige i dag – det er der så mange andre dage, der er reserveret til jo.

Det skulle derimod handle om, at jeg er blevet en bangebuks. Jeg har aldrig været bange for at slå mig, dels fordi jeg ikke bekymrede mig over en fis her i livet og dels fordi min smertetærskel er virkelig høj, så det er også meget sjældent, at jeg reelt føler, at jeg har slået mig eller har ondt.

Som barn kæmpede mine forældre en indædt kamp med mig, fordi jeg tilsyneladende gjorde alt hvad jeg kunne for at sætte mig selv i vanvittige og potentielt rimeligt farlige situationer. Og det stoppede aldrig rigtigt i takt med at jeg blev ældre og klogere – ellers blev jeg bare aldrig rigtig klogere.

De kærester jeg gennem tiden har haft har været forskellige på omtrent alle parametre, men de har alle været enige om, og gjort en gedigen indsats for, at jeg skulle lade være med at kaste mig hovedkulds ind i diskussioner med store, tatoverede mænd og blande mig udenom og i stedet tilkalde hjælp, hvis eksempelvis en pige var ved at få kæmpe-klø af sin knapt så rare kæreste midt på gaden. Fælles for dem er også, at ingen af dem lykkedes med at overtale mig til det, for jeg var ganske simpelt ikke bange for at få tæv.

Jeg var heller ikke bange for højder, vand eller nogen former for dyr. Et ganske bekymringsfrit liv i virkeligheden. Så blev jeg mor … og nu er jeg bange for alt. Jeg forestiller mig de mest vanvittige situationer, der potentielt kan medføre, at jeg ikke er der til at være mor for mit barn eller ikke fysisk kan løfte hende eller lege gemmer med hende i haven. Og jeg kan simpelthen ikke klare de tanker. Og de dukker op på de mærkeligste tidspunkter, hvor der reelt ingen fare er. Men jeg er sgu bange alligevel.

Og det er selve grunden til, at jeg sidder her med min nu tomme kop kakao og den sørgelige undskyldning for en tærte. For i dag er vores første dag på ski i Trysil, men vejret er elendigt og jeg kunne ikke se noget på grund af al sneen, der falder. Og fordi jeg ikke kunne se konturerne i sneen og iøvrigt ved, at jeg ikke er så skide habil en skiløber og desuden ikke er i nærheden af ligeså stærk i min krop som tidligere, så turde jeg simpelthen ikke mere efter første tur.

Jeg var bange for at falde og ødelægge knæ eller lyske og så ikke kunne hente Inge fra vuggestue eller bære hende rundt i armene det næste stykke tid. J

Så nu håber jeg på bedre vejr og mere mod i morgen. Og så fik jeg da i det mindste lidt sukker ud af mine bekymringer.

Er der andre, der har ændret sig markant efter de er blevet forældre? Og bliver bekymringerne nogensinde mindre, eller skal jeg bare leve med dem fra nu af?

Glædelig tirsdag, homies. Hvis du ikke er træt af mig endnu, så kan du jo læse om den ferie, som vi er på lige nu 

3 kommentarer til “Om at være blevet en bangebuks”

  1. Jeg er også blevet vildt bange efter vi har fået vores datter. Især er jeg bange for at dø uden at min datter ved, hvor meget jeg elsker hende!

    …og jeg fejler altså ikke noget😅

    Svar
  2. Jeg er ikke nogens mor men jeg er “moster” til to dejlige unger og lige siden de kom til verden har jeg været bange for jeg eller de kom til skade med fuldstændige samme tanker som dig🙈❤️

    Svar

Skriv en kommentar