Om at være mor til to, den første svære tid og forpligtelser

Reklame for Lactocare 

Jeg havde en helt fantastisk fødsel, og jeg har først lige nået at skrive om den, fordi amningen jo desværre gik i hårdknude ret tidligt og al vores tid og energi blev brugt på at få den op at køre igen. Vi er ved at være på vej et bedre sted hen og det er virkelig skønt, men vejen dertil har føltes umådeligt lang. Amning er svært og hårdt – isærdeleshed når det bare ikke kører, men fordi jeg elskede mit første ammeforløb så meget, så var jeg nogenlunde villig til at gøre alt for at få det til at lykkes. Og det ser endelig ud til, at jeg er heldig nok til at lykkes med det projekt. Men det var så hårdt og smertefuldt at nå hertil. Og jeg bilder ikke mig selv ind, at amning altid kan etableres, hvis man kæmper hårdt nok. Tværtimod så føles det som om, at held og uendeligt meget professionel-hjælp var grundene til, at min amning ikke gik i vasken og jeg sætter virkelig pris på det. Efterhånden begynder det at gøre mindre ondt og jeg kan efterhånden sove uden at ligge vågen og tænke på næste smertefulde amning og det er virkelig rart. 

Og så er jeg mor til to nu. Ja og Arne er farmand til to. Og Inge er pludselig storesøster! Alt er vendt på hovedet og alligevel er det helt som det plejer. For vi er jo stadig vores lille familie, der er bare kommet et ekstra lille menneske til, der for en stund tager en enormt stor del af opmærksomheden. Især fordi der har været problemer med amningen har Arne været meget på Inge, mens jeg har måttet bruge det meste af min tid på Rigmor. Sådan må det selvsagt være, men hvor jeg dog savner uendelig mor-og-Inge-tid, som vi har haft så meget af op til nu. Det kommer heldigvis igen, dog i en form, hvor lillesøster også kan være med. Inge har taget det hele uendeligt flot, og på trods af, at jeg synes, at der har været for lidt tid med mig, så har hun ikke vist andet end kærlighed og empati for både mig og lillesøster. 

Og 1,2,3 så var Rigmor pludselig to uger gammel  og det samme er vores lille nye familie. Og det er fantastisk. Normalvis ville Arne være på vej på arbejde igen, men han har taget ekstra fri, så vi kan falde helt på plads i vores nye hverdag, før vi skal undvære ham. Og hvordan er det nu, når en baby rammer to uger? Jepsen, så står den på D-dråber! Første forælder-forpligtelse, der rammer og skal huskes hver dag. Ligesom med Inge bruger vi Lactocares D-dråber, der indeholder mælkesyrebakterier og desuden ikke behøver stå i køleskabet. Jeg kender mig selv, og hvis jeg skal huske noget hver dag, så skal det ikke gemmes væk på en hylde i et skab – det skal stå fremme på puslebordet!

Udover sine multivitaminer så får Inge også Lactocare Kids tyggetabletter med mælkesyrebakterier. De smager af ananas, så de er i meget høj kurs herhjemme og da Inge ikke er 3 endnu har hun ikke rigtig nogen tidsfornemmelse, og derfor skal vi hver dag svare flere gange på, om hun allerede har fået “den hvide vitaminpille”. Det har hun som regel, for det er noget af det første, hun spørger til om morgenen. 

Jeg ammer jo Rigmor, selvom jeg en stund troede at det ville blive umuligt på grund af alle de opstartsproblemer. Men indtil videre er det lykkedes! Derfor tager jeg også stadig Lactocare Pregnant, der sørger for at fylde mig op på mælkesyrebakterier, samt at sende dem gennem modermælken videre til Rigmor.

Jeg er lidt af en mælkesyrebakterier-entusiast og jeg gør, hvad jeg kan for at få givet en mangfoldig bakteriekultur videre til mine børn. Så den står altså på Pregnant-produktet til mig (og derved også Rigmor) – Lactocare Baby med D-vitamin til den mindste tøs og Lactocare Kids tyggetabletter til Inge.

 

Og selvom man ikke har været med på mælkesyrebakterie-toget fra baby lå i mavsen, så er det heldigvis aldrig for sent at begynde på mælkesyrebakterierne. Det synes jeg er virkelig vigtigt at vide. For man kan let få følelsen af, at nu er det for sent – men det er aldrig for sent. Man kan let gøre en indsats for at skabe en rig bakteriekultur i sit barns fordøjelsessystem, og det synes jeg er virkelig rart at vide. 

Så nu er vi altså ramt to ugers mærket for Rigmor. To uger gammel er vores lille familie og vi er endelig ved at finde os ordentligt til rette. Altså de voksne – Inge har virket som om, at hun vænnede sig til Rigmor det øjeblik hun så hende. Jeg forstår det virkelig ikke, for det har ændret så meget, men hun har vist bare glædet sig så meget til at blive storesøster, at hun tager alt det mindre sjove med uden at fortrække en mine. Jeg er vanvittig imponeret over det og det gør mig så lykkelig, at min store pige allerede er så glad ved sin lille bitte lillesøster. Det har taget lidt længere tid for både Arne og mig at vænne os til den nye familie, sikkert også på grund af den hårde amme-opstart. Men nu er vi ved at være der, hvor det er svært at huske en hverdag uden verdens bedste Rigmor på armen. 

Fik du læst min fødselsberetning? Ellers er den dæleme lige her

Skriv en kommentar