Om at være på mofo børneferie

Arne og jeg har rejst meget i de fire år, hvor vi har været sammen. Langt de fleste af rejserne lå i de første to år, hvor Homie ikke fandtes endnu eller i hvert fald var meget lille inde i min mavse. Nu er vi blevet nogens forældre, og som med omtrent resten af vores liv, så har det også ændret en del i forhold til vores rejser.

For det første så rejser vi ikke i nærheden af ligeså meget mere. Tidligere kunne en weekend sagtens være nok til en storby smuttur – men med et lille barn, så synes to rejsedage med kun én dags mellemrum for mig mere som et mareridt end som en ferie.

Og ja, man kan da sagtens tage på hurtige storby-ferier med et barn, men vores vurdering har været, at det ikke giver mening for os med Inge. For det ville være for vores skyld og ikke for hendes, og hun er stadig så lille, at ingen bliver lykkelige af at slæbe hende med på voksenferie, for hun kommer til at være rasende gennem hele lortet og et vredt barn er nok noget nær det mindst afslappende og ferie-agtige, som jeg kan forestille mig.

Derfor vælger vi at tage en stor del af vores ferier i Danmark, hvor begge sæt bedsteforældre har pragtfulde sommerhuse, og med den globale opvarmning så er det jo stort set som Sumatra store dele af året.

Derudover var vi på vores barselsrejse en måned på Sicilien, hvor vi boede i henholdsvis en lejlighed og et hus, hvor vi kunne hygge os på altanen eller i haven efter hendes sengetid. Det var en latterligt god ferie, fordi den var planlagt på Inges principper. Det samme med vores skiferier.

Og det her handler altså ikke om, at jeg synes, at alle skal planlægge deres rejser efter børnene – det er bare sådan vi gør, fordi vi ikke kan overskue andet. Jeg er udmærket godt klar over, at der findes mange forældre derude, der er meget sejere end os til den slags. Så hvis du lugter misundelse i mine ord, så har du en veludviklet og megetpræcis lugtesans.

Nå, men tilbage til dagens tema; den igangværende børneferie. Vi er nemlig netop nu på mofo all inclusive charter-filur-tur til Kreta sammen med Arnes forældre, bror og svigerinde – og det er freaking fantastisk. Ja ja, Jamaica og Puerto Rico er også fantastisk – men når man skal afsted med et barn, så fungerer det her altså bare. I hvert fald for os. Arne og jeg har aldrig gjort os i all inclusive, men med et barn, der er knapt så betaget over lokal-madlavning som vi er, så er det dæleme rart. Vi skal ikke gøre en fis – end ikke overveje aftenens restaurant, for det er klaret for os. Vi skal bare være i børnepoolen og hente is og rø’-vin i baren – det er vi så til gengæld allerede enormt trænede ud i her efter et enkelt døgn på matriklen.

All inclusive-hotellet skuffer æk’

Vi er afsted fordi det er Arnes mors 60års gave til os. Altså fordi hun bliver 60 år. Ja, jeg forstår heller ikke helt selv, hvordan det blev os, der skulle have en gave, fordi hun havde fødselsdag – men det bliver ikke nogle tanker, som jeg kommer til at italesætte. Det ville næsten være dumt, når det nu tilsyneladende kan afføde ferier til os.

Flyveturen til Kreta tager 3,5 time, og jeg havde forberedt mig på alle tænkelige punkter, for at turen skulle blive tålelig med en Homie på lige over halvandet år og med uanede mængder krudt i ble-måsen. Jeg havde pakket 3 kilogram snacks, havde lært Inge at bruge iPad og hørebøffer og pakket nye bøger og yndlingslegetøjet. Og så havde Arne og jeg aftalt, at ingen af os skulle kigge så meget som et øjeblik på vores telefon hverken før eller under flyveturen, så vi istedet bare havde fælles fokus på hende. Vi rystede også noget i bukserne over, at vi ikke havde bestilt et særskilt sæde til Inge, fordi hun var så lille da vi bestilte billetterne og vi ikke havde tænkt på, at hun nok ikke gad sidde ved os så lang tid.

Først og fremmest dukkede vores sidemand ikke op, så Inge fik sit eget sæde. Hun elskede at se flyet lette, så legede hun rundt på sit sæde, vi læste lidt bøger, hun så lidt Alfons Aaberg og så faldt hun i søvn i mine arme, det var freaking perfekt. Hjemturen skal nok blive komplet anderledes.

Det første døgn hernede har vi brugt på at æ’e is, gennemtrawle buffeten og smøre hinanden ind i solcreme. Jeg er sikker på, at det bliver en freaking fe’ uge, for selvom det er en børneferie, så har den her slags hoteller jo luret den – for så længe man kan få vin og pommes i uanede mængder, så er de voksne jo også glade. Og så har vi jo både bedsteforældre, en onkel og en tante med, der gerne vil passe Inge, så hendes forældre kan slappe af et øjeblik. HURRA!

Jeg håber, at der også er all inclusive på rødvinen hjemme hos jer i Danmark.

Hop lige ind og læs mit seneste indlæg også, æk’?

En kommentar til “Om at være på mofo børneferie”

Skriv en kommentar