Om barsel og reklamer

Jeg er godt og grundigt gravid efterhånden. Jeg tænker ikke, at det kommer som en overraskelse for nogen. Så om to måneder skulle jeg gerne være mor til to, og derved være på barsel. I min graviditet med Inge gik jeg på barsel en måned før termin og havde en måned til at hente gratis babypakker, hænge uroer op og pakke en taske til hospitalet. 

Jeg valgte også på den allerførste dag i min barsel at oprette den her blog, og det har ikke bare ændret hele mit liv, det har også ændret, hvordan den kommende barsel kommer til at forløbe. For nu er jeg selvstændig og går altså ikke på barsel en måned før termin – med mindre jeg stik mod forventning bliver decideret tvunget til det. Min plan er bare at arbejde helt op til fødslen, for helt ærligt, så er mit arbejde simpelthen ikke så hårdt eller stressende, at det ikke kan laves fra en sofa med benene oppe. 

Det giver supergod mening, at sygeplejersker ikke skal trave hospitalsgangene tynde helt op til deres fødsel, men den her simple blogger kan altså sagtens drikke te og slappe godt og grundigt af og stadig passe sit fjollede arbejde. Så det er planen indtil videre. 

Det er faktisk heller ikke umiddelbart min plan, at jeg skal på barsel efter fødslen. Eller jo, på den måde at jeg skal ligge hjemme i dobbeltsengen og amme, hygge og glo på min baby. Den slags barsel skal jeg på, men jeg regner ikke med at gøre brug af de barselsdagpenge, som jeg ville kunne få udbetalt, hvis jeg ringede til udbetaling Danmark. Vores økonomi kan godt hænge sammen, selvom jeg for en periode ikke tjener ligeså meget som jeg plejer, så i stedet for at få udbetalt barselsdagpenge tænker jeg at gemme det lille sikkerhedsnet til en anden god gang. Man kan jo sagtens gemme sin barsel og eksempelvis bruge den i 2025, hvis det hele pludselig sejler og man har brug for at få udbetalt lidt mønter eller tage på jordomrejse med sine børn. Det er jeg klar over ikke er en mulighed for mange, men nu er jeg ikke lønmodtager længere, og jeg behøver ikke bekymre mig om, hvad min chef siger til, at jeg vil dele barslen op. Og det store privilegie har jeg ikke umiddelbart tænkt mig at lade glide forbi mig. Ved at gemme barslen slipper jeg også for at skulle bruge en del af mit sikkert sparsomme overskud på at finde hoved og hale i barselsreglerne for selvstændige. Jeg ved, hvor mange gange jeg snakkede med udbetaling Danmark, da jeg havde et helt almindeligt journalist-job, så jeg tør dårligt tænke på, hvor meget tid jeg ville skulle bruge på det, når jeg ku er selvstændig og skal dokumentere timer og des lige. 

Så jo, jeg skal på barsel – men rent teknisk regner jeg ikke med det. Jeg kommer til at skære ned på reklamer under min barsel, fordi jeg vil have al den tid jeg har lyst til, til at være mor til to. Men der vil sikkert stadig være kampagner med mine gode, faste samarbejdspartnere, der kender både mig og min livssituation og har forståelse for netop det. Det kan også være, at alt kommer til at gå bananas og jeg må trække stikket og bare koncentrere mig om det vigtigste – der jo hvis nogen skulle være i tvivl er min familie. Men under min barsel med Inge skrev jeg 20 blogindlæg om måneden og bankede hele den her forretning op, mens jeg ammede og skiftede bleer, og det føltes ingenlunde som et pres – det føltes som et lille frirum midt i moderskabet, hvor jeg kunne lufte mine tanker, frustrationer og tænke på noget andet end putteritualer, mad-opstart og den slags forælder-sager. Det hjalp mig til at være helt til stede for Inge, fordi jeg også fik stillet mit behov for at skrive og være andet end mor. 

Måske mit behov er anderledes i denne barsel, jeg aner det ikke. Derfor kommer vi også til at tage det hele som det kommer og hele tiden vurdere, hvad det giver mening for os som familie. Men I kan nok godt forberede jer på endnu en omgang barsels-blogging for fulde hammer – dog med mindre af reklamen, der nu engang bare kræver lidt mere af mig, fordi det skal planlægges, eksekveres og ligger under for nogle mere specifikke krav, end når jeg bare sidder og grifler løs for sjov. 

Jeg glæder mig til at have en baby i armene, omend barslen i denne omgang bliver noget anderledes, fordi der også er en næsten tre-årig, det skal underholdes. Der bliver nok ikke mege’ tid til at krølle hår og se sej ud på billeder – men det er nok også mere mit behov end nogen andres, så den tids-post må bare skæres væk. 

Min mavse ligger og kører en gedigen omgang plukveer og jeg har allerede glemt, hvad jeg har skrevet i det her indlæg – så jeg hopper på sofaen og venter på, at Arne er færdig med at putte Inge. 

God aften homies! 

Du kan læse mit første indlæg nogensinde på bloggen lige her. Jeg skrev det den dag jeg gik på barsel, 1 måned før Inges fødsel <3

Skriv en kommentar