Om den ammeopstart, der næsten ødelagde mig

Jeg har skrevet min fødselsberetning med Rigmor allerede, men den slutter rimelig brat, da hendes første fødselsdag er ved at være slut. Så nu kommer der lige en omgang omkring den første tid med et spædbarn i huset – centreret omkring amning, fordi det gik fuldstændig sidelæns. 

Men fordi jeg ikke har for vane at fatte mig i korthed, så starter jeg lige før start – ikke bare for at inkassere 4000 bobs, når jeg passerer start … ja, jeg beklager den elendige Matador-reference. Jeg starter før start, fordi det er en stærkt medvirkende faktor for, at jeg rent faktisk ammer nu. 

Da jeg fødte Inge for tre år siden tog hun den ene babs med det samme – og den anden spade ventede hun til dag seks med at ville tage. Seks dage tog det mig at lokke hende til at benytte sig af begge babser, og jeg var igennem nogenlunde alle tips og tricks i bogen for at få det til at ske. Det endte med at være et trick fra en venlig sjæl herinde, der reddede mig og fik snydt hende til at nappe begge babser. Men derefter havde jeg et fantastisk ammeforløb! 

Jeg elskede at amme og vi hyggede os med det i 15,5 måned, før jeg besluttede, at jeg gerne ville have en almindelig bh på igen. Fra dag seks og frem var der naturligvis stadig 

problemer i mælkebaren af flere omgange, men de løste sig altid og vi ammede bare løs. Inge ville ikke tage flaske, så jeg var rimelig låst derhjemme på specifikke tidspunkter, men det var okay – for vi hyggede os med det. 

Mit gode ammeforløb med Inge gjorde også, at jeg var rimelig overbevist om, at det nok skulle fungere denne gang også. Måske ville Rigmor også hade højre-spaden, men det skulle nok lykkes! Det gjorde det jo første gang. 

Da jeg havde født Rigmor og hun blev lagt på mit bryst, så gik der ikke længe, før hun begyndte at søge og hoppede på venstre bryst … så manglede der kun højre! Og den tog hun sagsusme også med det samme og jeg var så glad! Jeg var faktisk så glad, at jeg ignorerede det faktum, at hun ikke havde ordentligt fat, selvom jeg godt kunne mærke det. Så da hun hoppede af babsen efter første amning, så havde jeg allerede en ret medtaget brystvorte. 

Vi tog hjem fra hospitalet samme dag, for det er jo det, som man gerne vil have os artige andengangsfødende til – og bevares, jeg ville da også gerne hjem til min store pige. De næste par dage blev såret på højre bryst værre og værre og det var enormt smertefuldt at lægge hende til. Da mælken løb til gik det så helt galt. Rigmor havde problemer med at tømme brystet, sikkert fordi alt i mig strittede i mod på grund af smerterne fra brystvorten. Så jeg fik mere og mere røde og ømme babser. Jeg græd og græd. Jeg havde enorme smerter og jeg var så ked af det over, at det ikke så ud til, at jeg kunne få det gode ammeforløb, som jeg havde første gang. Det gjorde også ondt på Anders at se mig sådan, faktisk nok til, at han foreslog at vi kaldte den og gik over til modermælkserstatning for at få noget ro på. Og jeg synes virkelig, at modermælkserstatning er super – men det var ikke det, som jeg ville og så tudede jeg endnu mere og besluttede at prøve med ammebrikker. Det fungerede elendigt, samtidig med at det stadig gjorde ondt og Rigmor kunne i endnu mindre grad tømme brystet. 

Om aftenen tog vi til lægevagten og det viste sig at have udviklet sig til en god gammeldags brystbetændelse, der skulle behandles med penicillin. På det tidspunkt, hvor jeg får udskrevet penicillinen er jeg så ødelagt og i voldsomme smerter. Jeg bruger hele natten på at være bange for, at Rigmor vågner – for så skal jeg jo amme hende og det gør piss’-ondt. Når jeg skal lægge hende til det dårlige bryst må jeg holde hende på en bestemt måde, fordi jeg er bange for at komme til at klemme hende, når hun laver vakuum på den smadrede brystvorte. Når jeg ikke ligger vågen og er bange, så farer jeg rundt og laver varmepuder og masserer brysterne i et forsøg på at komme af med de store, betændte mælkeknuder. Uden held i øvrigt. Jeg skiftevis sveder og har rysteture af kulde og jeg kan ikke holde armene ind til kroppen, fordi jeg har så ondt helt op under armhulerne. 

Det hele eskalerer en aften, hvor jeg har ammet og ammet uden at få Rigmor til at falde i søvn. Endelig falder hun i søvn ved brystet og jeg kan endelig se frem til et par timer uden smertefuld amning … men da jeg skal lægge hende fra mig vågner hun. Jeg bryder sammen. Jeg stortuder og kan ikke få vejret, og Anders kommer løbende ind. Jeg har aldrig før oplevet et angstanfald – men der var det så. Anders kan godt se alvoren i det og kaster mig i seng oppe hos min store pige. Og mens jeg får fem timers søvn går han rundt med Rigmor, giver hende modermælkserstatning og får hende til at sove. Og ja, så bestiller han en ammevejleder til næste morgen.

Jeg kender mange jordemødre og havde fået de bedste råd og vejledning gennem hele forløbet og haft FaceTime-opkald og udveksling af billeder omkring alle problemerne med babserne, og tak Gud for det – for ellers havde jeg givet op langt tidligere! Men jeg havde behov for, at der kom en og kiggede Rigmor helt igennem og tog fysisk fat og hjalp mig og vurderede om det kunne lade sig gøre at fortsætte amningen. 

Og det blev min amnings redning. Ammevejlederen kom næste morgen og tjekkede Rigmor helt igennem. Hun lod Rigmor sutte på sin finger og konstaterede, at hun godt kunne forstå, at det gjorde ondt på mine brystvorter, for det gjorde også ondt på hendes finger, der gerne skulle kunne holde til en del. Hun suttede alt for hårdt og var meget spændt hele tiden – sikkert på grund af den meget hurtige fødsel. Så vi fik bestilt tid til en osteopat, der kunne løsne hende lidt op. Derudover fik hun mig til at smide den for mig uduelige suttebrik væk og i stedet prøve laid back amning – og det duede! Smerterne var pludselig til at holde ud og jeg kunne mærke, hvordan det skånede mine brystvorter. Derudover spurgte hun mig, om jeg havde mælkeknuder – øh ja, jeg har kun mælkeknuder. Så lod hun mig side med en lille vibrerende muslingeskal på babserne mens vi snakkede, og de mælkeknuder jeg havde arbejdet på at få til at gå væk i en uge uden held var væk på 15 minutter! Endelig kunne jeg tage armene ind til kroppen igen. Det tog næsten tre uger, før jeg ikke længere havde ondt i venstre bryst. For det tager lang tid for et sår at hele, når der ammes på det 8 gange om dagen. Men nu er vi endelig der, hvor jeg ikke behøver tænke over, om det er det ene eller andet bryst, der skal ammes på og jeg er ikke bange for at lægge mit barn til længere.

Jeg gik vitterligt fra den aften at tænke, at nu droppede jeg amningen til efter ammebesøget at være sikker på, at det nok skulle løse sig. Så lidt skulle der til! En lille times hjælp. Og hvad koster den slags så – jamen omkring 2500 bobs. Det er vanvittigt mange penge! Uoverkommeligt mange penge for virkelig mange mennesker. Men i mit og sikkert mange andres tilfælde også bare prisen for at kunne amme. Jeg forstår ikke i mit hoved, at det her felt ligeså vel som fødselsforberedelse ikke bliver prioriteret i sundhedsvæsenet. Nogle steder i landet er der gode tilbud – andre steder er der ikke. Og hvorfor Søren sørger man ikke for at sikre vejledning i stedet for at der skal symptombehandles, når alting allerede er gået sidelæns? Det var så nedslidende at skulle igennem det smertehelvede og jeg kan levende forestille mig, hvilke psykiske såvel som fysiske ar det kan give nybagte mødre at skulle igennem så hårde ammeforløb lige efter hårde fødsler! Sådan skal forældrelivet simpelthen ikke starte. Med genindlæggelser, psykiske og fysiske eftervirkninger og des lige, så nægter jeg simpelthen at tro på, at regnestykket giver mening for sundhedsvæsenet. Og desuden er det simpelthen bare ikke i orden, at man bliver overladt helt til sig selv, når det kommer til amning! Vi får tudet ørene fulde af, hvor godt og sundt amning er – men vi får ikke ordentlig hjælp til at få amningen op at køre! Jeg har sagt det før, og jeg siger det gladeligt igen, selvom jeg får høvl for det hver gang: Hvis det var de gamle mænd, der sidder på pengepungen, der skulle amme – så skulle det sgu nok blive prioriteret. 

Prisen for at beslutte at få ammehjælp er så høj – men modermælkserstatning er også freaking dyrt. Og selvom modermælkserstatning er et virkelig godt alternativ til modermælk, så synes jeg bestemt ikke, at den beslutning skal træffes udelukkende fordi man ikke kunne få tilstrækkeligt med hjælp! Det skal træffes, fordi det er det, man gerne vil eller fordi man er i en situation, hvor amning ikke kan fungere. Det skal ikke være andre end den kvindes valg, og det skal ikke skyldes en nedprioritering af fødselsområdet i det offentlige. Det er simpelthen ikke i orden. 

Men som det er nu, så skal man i store dele af landet selv købe sig til fødselsforberedelse, hvis man ikke helt synes, at det er nok at få at vide, hvilket nummer man skal ringe på, når man får veer og hvilken indgang man skal gå ind ad. Hvis man vil øve sig i at trække vejret og håndtere pludselig panik, så må man selv betale. For mig har det også kostet cirka 2500 bobs begge gange, så inden man har født og fået amningen på plads er det altså potentielt 5000 bobs, der skal hives ud af budgetkontoen. Og så blev det for os også nødvendigt med to besøg hos osteopat. Det var også 1500 bobs. 

Jeg håber, at gravide derude, der sidder og læser med forklarer derhjemme, at der skal lægges penge til side til alt det her, for man skal dæleme ikke stå i en situation, hvor man ønsker hjælpen men ikke har råd til den. Og skulle man så slippe for at behøve hjælpen, ja så kan de jo bruges på noget sjovere. Det gør mig bare ked af det at tænke på, at nogen måske fravælger amningen på grund af økonomi, selvom det ikke er deres ønske.

Der er en helt åndssvag tilgang til amning herhjemme. Der bliver talt så meget ind i “naturligheden” i amning, at det kommer til at lyde som om, at det er nemt og nærmest ikke kan gå galt. Det er jo helt naturligt. Det samme gælder i øvrigt fødsler. Ja, det er naturligt og smukt – men begge dele kan også være langt hårdere end det kan lade sig gøre at forestille sig. Det kan gå galt på tusindvis af måder og af tusindvis af grunde, og ingen af de grunde er, at man ikke har gjort det godt nok eller prøvet hårdt nok. Man skal have hjælp, når det er svært, og hvis man ikke kan få lov til at modtage den hjælp, så er det ikke ens egen skyld. Vi tager som samfund ansvar for så mange forskellige ting, men når det gælder amning, så er det bare hver mand for sig selv … nå nej, kvinde. “Du ved, hvad du skal” – “Føles det rigtigt?” – jamen hvor skulle jeg vide det fra? Kunne vi ikke lade noget sundhedsfagligt personale afgøre det, i stedet for at tro, at jeg har kompetencerne til det udelukkende på baggrund af mit freaking køn. Giv mig noget hjælp og italesæt, hvor vanvittig hårdt og smertefuldt det kan være. Lad mig ikke sidde alene men tankerne om, at amning kører for alle andre og at jeg burde kunne finde ud af det fra start. Man bliver ikke engang nødvendigvis vejledt i at lægge sit barn ordentligt til første gang på fødestuen. Det må da være et minimum af hjælp man kan tillade sig at forvente at modtage. Men det kræver naturligvis, at der bliver undervist i det og desuden at der kommer nogle arbejdsforhold på fødegangene som er til at leve med og som ikke får så store dele af jordmødrene til at søge steder hen, hvor de kan få lov til at holde en tissepause og får vished om, hvornår de cirka har fri og hvornår de skal møde på arbejde. Vi skal være så glade for, at der er mange, der elsker babyer, for ellers var der sgu ingen, der gad hjælpe vores børn til verden under de arbejdsforhold. 

Nå, jeg kunne plapre for evigt om det her, men jeg vil forsøge ikke at udfordre bloggens maksimumlængde på indlæg. 

Jeg vil bare lige slutteligt fortælle, at jeg har lovet mig selv, at hver gang nogen for fremtiden siger “amning må ikke gøre ondt”, så skal jeg stille mig op og råbe: “MEN DET GØR DET! DET GØR SINDSSYGT ONDT OG DET ER IKKE NØDVENDIGVIS FORDI DU GØR DET FORKERT.” Du kan gøre alt rigtigt og baby kan være helt perfekt – det kan stadig gøre ondt! Babyer kan alene med deres vakuum blive hængende på brystet, selv hvis du giver slipper på dem og rejser dig op og går en tur. Så hårdt sutter de! Det gør ting ved brystvorterne og det gør ondt i starten. Men det betyder ikke, at du ikke kan få et godt forløb med den rette kompetente hjælp. 

Du kan læse om min elendige fødselsoplevelse ved min første fødsel lige her

6 kommentarer til “Om den ammeopstart, der næsten ødelagde mig”

  1. Tak. Bare tak. Jeg var færdig med at blive syet sammen kl 25 min i vagtskifte. Det betød jeg fik en amme brik, for det virkede ikke rigtig til der var nogen der havde tid til at vise mig andet. Det betød 6 x brystbetændelse på 5,5 måned før jeg måtte smide håndklædet i ringen. Han kunne ikke tømme brystet og min produktion faldt og faldt pga betændelserne og fordi han ikke fik stimuleret brystet ordentligt. Desuden også en byld i brystet pga betændelse som jeg i flere uger skulle ind på sygehuset alene med en lille baby for at få tømt. Næste gang vil jeg have en amme vejleder!

    Svar
  2. Man skal jo bare huske at gør amningen ondt, så er det fordi noget er galt, eller ikke virker helt korrekt/optimalt. Uanset om det er i starten eller kommer undervejs.
    Mit ammeforløb, gjorde på intet tidspunkt ondt, jo en enkelte gange hvor min datter ikke fik hele brystvorten i munden, så gjorde det pisse ondt, så skulle hun af igen og have mere brystvorte i munden, så var det ganske behageligt igen, og sådan har det været hele. 99,9% gange yderst behageligt, jeg mærkede kun det hårde varkum som hårdt eller ubehagligt, da der var for lidt brystvorte med. ☺️

    Jeg er helt enig med der er for lidt hjælp til amning på sygehusene, det er så synd det bliver nedprioteret, og de giver også hellere en suttebrik, fordi de mangler tid. Jeg oplevede også sygeplejerskerne på barsel afsnittet som værende hudforskrækket, jeg måtte nærmest tvinge dem til at de skulle vise mig det fysisk ved at tage fat i mit bryst og baby. Jeg ville hellere have de lagde hands on end bare fortælle og kigge. Vi fik heldigvis en rigtig sød sygeplejersker, som ikke var bange for hands on. Det gjorde en kæmpe forskel.

    Dejligt i kom på rette køl. 🙏🏻

    Vi har selv brugt penge på kiropraktor til min datter da hun var spæd, hun havde låsning i ryggen, som gjorde hun synes det var øv at ligge på maven, men det er bare så vigtigt man lytter og gør noget, hvis man ser og mærker noget virker forkert. 🧡

    Svar
  3. Jeg er rørende enig i din betragtning af, hvor skævt og forkert det er skruet sammen! Det er så forfærdeligt at vi bor i et land, hvor de ‘rige’ kan købe sig til alverdens hjælp både før, under og efter, men dem uden den form for økonomiske midler, må lade sig takke med mindre information/hjælp/vejledning fx i form af fødselsforberedelse eller ammevejledning.

    Jeg kan kun prise mig (og mine børn) lykkelige for at vi har haft råd til at få massevis af hjælp. Jeg har nemlig i begge mine graviditeter, købt mig til akupunktur for graviditetsgener og modning, i håb om at undgå igangsættelse. Og efterfølgende også begge gange købt mig til ammevejledning pga smeter under amningen. Desuden har begge mine børn som spæde været tilset af osteopat (også betalt af egen lomme). Og hvad vi ikke har købt af salver/brystbrikker/varmeomslag/uldammeindlæg/brystpumpe/massageapparat o.s.v. I håb om at redde amningen.

    Jeg siger ikke det hele skal være gratis, men jeg synes det er så vigtigt at du pointerer, at der altså her er tale om en social ulighed i sundheden. Og vi kan ikke være det bekendt!

    Svar
  4. Jeg kneb lige en lille tåre, for jeg er så enig i, at området er så nedprioriteret – og at det er under al kritik!
    Jeg har selv to ammeoplevelser. Med min nr. 1 gik det ikke. Svamp, brystbetændelse gentagende gange, blødende sår betød at jeg endte med at pumpe al min mælk ud i 6 måneder, fordi helingen simpelthen tog for lang tid og han dermed glemte brystet. Jeg nåede at investere 3000 kr. i ammevejleder, 1000 kr. i enkelt brystpumpe, 2500 kr. i dobbeltbrystpumpe og mange, mange penge i flasker også… Vi fandt efter flere måneder ud af at hans nakke var vildt spændt, efter han havde siddet fast i min bækken og måtte trækkes håret op under akut kejsersnit, da han havde sat sig med øret ud…. Jeg var på depressionens rand efter en hård fødsel og derefter et totalt nedslidende ammeforløb. Men jeg accepterede den manglende hjælp, og fik desværre hjælp fir sent…
    Her anden gang (har lillebror der er et par dage yngre end Rigmor) er det gået væsentlig bedre. Fik svamp igen, hvilket er så utrolig smertefuldt, men ved at kræve hurtig behandling (og vide hvad det var), udmalkning på det ene bryst og mere viden om rigtig sutteteknik, så fungerer amningen nu….. Men det kan bare ikke passe, at det skal være erfaring der gør, at det lykkes! Første gang er man jo meget mere usikker i hele “mor-gamet”, og jeg synes det var svært at vide hvad jeg kunne forvente / kræve.
    Jeg kommer nok ikke til at elske at amme, fordi smerterne og første oplevelse har sat sig i mig. Men jeg prøver at være i dette ellers gode ammeforløb, primært for min søns skyld.

    Svar
  5. Hej Julie.

    Jeg er første gangs fødende, og vil bare sige tak for dit indslag 🙂 jeg er selv meget i tvivl omkring alt det der amning. Men jeg har besluttede at det er noget jeg vil.
    Min kæreste har en fra tidligere forhold, hvor han også har sagt at vi betaler bare for at en kan komme ud hvis det er- og det hjælper mig meget mentalt, at man kan få hjælp til det, og at han er fuldt med på at det ikke er noget vi skal spare på. Jeg er den sidste af en søskende flok på 4 piger og en dreng- og ingen af mine søskende har kunne få det til at fungere mere end 14 dage, grundet smerter og problemer med betændelse. Så i det tilfæde at han har prøvet det før hjælper utroligt meget- men vil give dig ret i det er ikke meget vejledning man får. og især ikke nu hvor der er Corona.

    Men vil også sige det hjælper mig at følge dig- da du siger det som det er og ikke bare kun fokusere på det positive ved at være gravid/nybagt mor.

    Svar
  6. Hej. Vil du dele hvad den vibrerende muslingeskal hedder? Eller meget gerne link til den? 🙂 Har googlet og googlet og kan bare ikke finde den vibrerende muslingeskal. Måske det hedder noget andet? 🙂

    Svar

Skriv en kommentar