Om ikke at holde regnskab

Arne og jeg diskuterer en masse. Det har vi altid gjort, og det bliver vi forhåbentligt ved med. Ja, jeg kan jo altså godt lide at diskutere, og jeg trives rigtig godt i relationer, hvor man bare kan sige en masse halv-pis, og så trække det tilbage bagefter, hvis man gik over stregen eller lige havde problemer med at se ud over sin egen krogede næsetip et øjeblik – hvilket ofte er en ting med mig. 

Til gengæld skændes vi ikke særlig ofte på den måde, hvor det handler om noget mere dybtliggende i vores forhold. Den del kører sgu rimelig glat. Og det er rart. 

Men vi er jo ikke kun kærester længere. Altså ikke at vi nu er ægtefolk – for der er en korthåret én, der har glemt at få vinget den del af, så vi er stadig bare kærester. Men vi er også forældre. I guder, hvor er vi meget forældre. Og vi er da også væsentligt mere forældre, end vi er kærester. 

Vores liv består mestendels af praktik og at få lavet morgenmad, aftensmad, skiftet bleer og klippet bittesmå negle. Og intet af det føles særlig hårdt, for vi deles om det. Der er masser ting, som jeg gør mest og masser ting, som Arne gør mest. Men vi hjælpes ad. Vi holder ikke regnskab og vi bruger aldrig udtrykket “det er din tur til at …” – og I vores forældreskab er det nok det, som jeg er allermest glad ved. Ikke fordi det er den rigtige måde, men det er i hvert fald det, der fungerer klart bedst for os – og i øvrigt det eneste, som vi har gjort det i. 

Vi holder vitterligt ikke regnskab, hverken et der bliver sagt højt eller et der ligger og ulmer under overfladen. Der er jo det (pis) ved forældrelivet, at der er rigeligt med opgaver at give sig i kast med, så hvis den ene af os gør noget, så skal den anden sgu nok kunne finde på noget andet at kaste sig over. Og så er nogle opgaver sjovere end andre – og vi deles om det, men vi behøver aldrig italesætte det. Jeg er så lykkelige for, at vi er sluppet afsted med at køre vores familieliv på den her måde, fordi det giver så meget fleksibilitet og god samvittighed i vores hverdag. For tiden er jeg meget træt om morgenen, fordi jeg gror et freaking menneske i min mave – og uden at sige et pip tager Arne klart oftest de trælse kl. 5-morgenvagter, mens jeg sover videre. Og så kan jeg til gengæld hælde ham ind i seng til en lur, mens jeg gør Homie klar til vuggeren. 

Det er så sjældent, at jeg roser mit og Arnes forhold, og det er dels fordi jeg ikke ser nogen videre grund til at I skal sidde og kaste lidt op i egen mund af lamme kærligheds-captions, men også fordi, vi jo simpelthen har et helt almindeligt parforhold, der bare en stor del af tiden hverken er store følelser eller noget videre specielt. Vi er bare piss’-almindelige. Men lige på den front med ikke at holde regnskab, der synes jeg simpelthen, at vi er så gode! Hvis der er brug for, at jeg putter 4 dage i streg, så lukker jeg røven og putter Inge. Og når der er brug for, at Arne hver nat er den, der henter Inge ind til os, hvis hun er ked af det, fordi jeg sover som en snorkende sten, så lukker han røven og gør det. Vi siger ofte tak til hinanden og sætter pris på det, men vi gør det bare fordi det giver mening for os at deles om skidtet på en måde, hvor der ikke skal tælles arbejdstimer eller opgaver. 

I det her indlæg har jeg i øvrigt forsøgt mig med den umulige disciplin “at forklare en mors kærlighed” – bedøm selv, om jeg lykkedes med det.

Skriv en kommentar