Rigmors fødselsberetning

Med Inge fik jeg vist skrevet fødselsberetningen i løbet af et par dage. Det blev lige lidt noget andet i denne omgang. Dels fordi vi har en næsten tre-årig hjemme, der kræver en stor del af min opmærksomhed, når hende den bette sover – og dels fordi amningen gik helt og aldeles i (mælke)knude efter et par dage. Det har derfor taget os en god uge at komme nogenlunde ovenpå igen og i mellemtiden har der været rundt regnet nul procent overskud til at tænke tilbage på fødslen, der føles meget langt væk allerede. 

Men men men, nu er vi vist ved igen at være der, hvor jeg kan overskue andet end mine egne babser, så nu kommer der dæleme et fødselsindlæg! Jeg elsker selv fødselsberetninger helt enormt, men hvis man synes at den slags kan være lige beskrivende nok, så kan jeg næsten garantere, at man ikke vil bryde sig om det her. Det handler om tissekoner, klyx og at presse et barn til verden – det bliver bare hurtigt mege’ beskrivende. 

Njå, men jeg havde både d. 25 og 26 december en del såkaldt murren i mavsen. Den slags murren, som jeg helt klart forbandt med, at der var en fødsel under opsejling – men der skete æk’ en skid, selvom jeg begge nætter gik i seng med fornemmelsen af, at jeg nok ville have en baby i armene næste formiddag. D. 27 skete der så ikke en fis. Ingen murren, ingen problemer – masser liv, men ingen tegn på en forestående fødsel. Kæft hvor nederen, når jeg lige havde sat mig op til, at nu var det snart nu. D. 28 kom fornemmelsen dog tilbage, og da jeg gik i seng var jeg rimelig overbevist om, at jeg ville blive vækket af veer. Og ganske rigtigt, klokken 05.30 vågnede jeg fordi det boblede lidt ekstra i mavsen. Ligesom med Inge sad mine veer foran på maven, og stille og roligt kunne jeg mærke dem tage til indtil jeg til sidst ikke var i tvivl. Vi var stadig på juleferie hos mine forældre, så jeg listede ud af sengen og begyndte at pakke de sidste ting til hospitalet, mens jeg lod Arne sove videre. Hvis man kender Arne så ved man, at hans søvn betyder mege’ for ham og endnu mindre end at jeg kunne overskue en fødsel, hvor jeg var i søvnunderskud – så kunne jeg slet slet slet ikke overskue (endnu) end fødsel, hvor Arne manglede søvn. Så jeg lod ham bare sove så længe som muligt. Klokken 06.00 ringede jeg til fødemodtagelsen på Hvidovre Hospital og fortalte, at nu var der noget under opsejling. Selvom jeg tydeligt var i den spæde opstart, så ville de gerne have mig ind, fordi min krop ligesom før har bevist, at den kan gå fra latent-fasen til pressefasen på et øjeblik. Så de ville sgu gerne lige holde lidt øje med mig. Derfor aftalte vi, at vi stod roligt op og så ellers kom ind mod Hvidovre. 

Inge stod op, vi fik vækket min mor, der skulle passe hende og vi fik lidt mad i mavserne. Kl. 07.15 sad Arne og jeg så i bilen mod Hvidovre. Inden da var jeg nået dertil, hvor jeg skulle koncentrere mig ved hver ve. Jeg kunne ikke bare fortsætte det jeg havde gang i, men måtte lukke øjnene og fokusere på min vejrtrækning og afspænding. Da vi sad i bilen gik veerne lidt i stå, sikkert på grund af skiftet fra hjemmet til bilen, men jeg lukkede ned for systemet og afspændte, og fik gang i dem igen. Jeg var stadig i opstarten, og selvom det ikke var ægte behageligt at tage veer i bilen, så var de stadig så tilpas milde, at det ikke var noget problem. Arne kørte stille og roligt mod Hvidovre, og vi sludrede mellem veerne. 

Da vi kom til Hvidovre blev vi vist ind på fødeklinikken, der er et specielt tilbud på Hvidovre, hvor man har et piss’-lækkert værelse med badekar, toilet, stor seng og des lige. Det kræver bare, at man ikke bliver sat i gang og at man ikke skal have smertestillende. Og hvis noget så går skævt undervejs, så bliver man bare flyttet til den almindelige fødegang. Jeg blev tjekket og jordemoderen kunne mærke, at jeg kun var 2-3 cm udvidet, men når veen så ramte, så gav jeg mig helt op til 6 cm. Derfor fik vi besked på at blive, for de kunne godt regne ud, at det pludselig ville gå stærkt. Jeg fik klyx – altså væske op i måsen, som jeg så skulle holde på i 10 minutter og så derefter få skyllet måsen godt igennem. Under min første fødsel lykkedes det mig at holde klyx’et i omtrent 15 sekunder før en ve ramte og hele skidtet røg ud – men denne gang fik jeg med nød og næppe holdt det inde i 10 minutter, mens Arne var blevet sendt i 7/11 efter whatever, der kunne holde ham væk mens der var fest i min endetarm. 

Derefter kom jeg i badekarrets varme vand, og selvom det var mega rart med det varme vand, så havde jeg svært ved at tage veerne dernede på grund af de begrænsede stillinger. Derfor røg jeg relativt hurtigt op igen, så kunne jeg også bedre rende frem og tilbage mellem toilettet og stuen, når jeg følte at klyx’et stadig var lidt i gang. 

Omkring klokken 11 blev jeg igen tjekket, og denne gang var jeg 6 cm udvidet og derved i aktiv fødsel. Og det kunne mærkes på veerne. De blev kraftigere og kom oftere, og selvom de nev, så havde jeg pissegodt styr på dem. Hver gang der kom en ve gik jeg ind i mig selv og gik gang med min laboro-vejrtrækning. Hverken Arne eller jordemoderen lagde mærke til mine veer, for modsat med Inge, hvor jeg af flere omgange måtte jamre, så var mine veer denne gang kun indvendige og jeg sagde ikke en lyd undervejs. Jeg arbejdede koncentreret og havde kontrol hele vejen igennem og var på intet tidspunkt nervøs for hvornår næste ve skulle komme. 

På et tidspunkt begyndte jeg så at mærke små pres under veerne, og pressefasen syntes pludselig tæt på. Det gav mig bare endnu mere blod på tanden – for så er man jo snart i mål! Da jeg gerne ville føde i vand ligesom med Inge fik vi fyldt karet igen og jeg krøb derned. Ret hurtigt var der ingen tvivl om, at jeg var meget tæt på pressefasen og jordemoderen mærkede efter og kunne kun mærke en lille smule livsmoderhals, som hun kunne presse til siden, når veerne kom. Jeg tog tre veer med hendes fingre inden i mig, for at få udslettet den helt og det lykkedes. Derefter overgik vi til pressefasen, som jeg elsker! Det føles jo som om, at man er på besøg i sin egen krop, hvor naturen tager over og presser, når der skal presses. Og modsat udvidelsesfasen, så var denne del ikke lydløs. Den var fyldt med lyde, som jeg havde glemt, at jeg indeholdt. Jeg trådte flere gange på bremsen med hjælp fra jordemoderen, ved at gispe mig gennem dele af veerne, så det ikke gik for stærkt for mig og min krop. 

Efter få presseveer bad jordemoderen mærke mig selv mellem benene, og så kunne jeg mærke en lille varm tot hår på et lille hoved – og Arne kunne se det selv samme. Ja, han stod i den ende med den bedste udsigt – for det var jo ham, der skulle tage imod tøsen denne gang. Jeg tog selv imod Inge, så nu var det farmandens tur. Ved næste ve mærkede jeg ringen af ild, der indikerer at hovedet står klar til at titte ud og jeg fødte hovedet stille og roligt. Så stod tiden stille, mens det lille hoved var under vandet og kroppen stadig var inde i mig. Jordemoderen masserede min mave for at fremskynde næste ve, og så fødte jeg kroppen lige ned i hænderne på sin farmand, der med hjælp fra jordemoderen placerede Rigmor på mit bryst. Hun græd med det samme og det samme gjorde jeg. Hun blev født klokken 12.15 og jeg er noteret for 1,5 times aktiv fødsel. En meget hurtig omgang, præcis som vi havde regnet med. Heldigvis havde jeg hovedet med hele vejen og følte mig ikke kørt over bagefter. 

Vi havde fornøjelsen af en turnus-læge, der gerne ville observere fødslen, og da vi ramte pressefasen tilbød hun at filme det – så vi har hele fødslen på video og jeg elsker den. 

Jeg fik to små yderlige sting, og ligesom ved første fødsel blødte jeg stort set ikke. Jordemoderen kaldte det fem dråber blod, omend det nok dog var en underdrivelse og jeg slap derfor for det stik, der får blodet til at størkne efterfølgende. Jeg takkede også pænt nej til panodilerne, fordi jeg vitterligt ikke havde ondt. Bevares, mit underliv og min røv var øm, men jeg havde ikke ondt. Efter et par timer var vi på vej hjem mod Amager, og om aftenen kunne jeg putte begge mine piger. 

Helt og aldeles den fødsel jeg havde drømt om, men ikke turdet håbe på. Jeg havde en fantastisk fødsel med Inge, men det her var en helt anden og meget mere nærværende omgang. Jeg kunne ikke have ønsket mig det anderledes. Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og selvom de første dage efter fødslen forløb fuldstændig problemfrit, så slap vi ikke udenom en hård omgang, da amningen skulle etableres. Den pis-del må lige få sig sit eget indlæg. 

Du kan læse Inges fødselsberetning lige her 

En kommentar til “Rigmors fødselsberetning”

  1. Det lyder som en helt fantastisk fødsel 🥰 Endnu en gang stort tillykke med lille Rigmor og med at du nu er mor til 2! Det er da kæmpe stort ❤️

    Svar

Skriv en kommentar