Ting, der får mig til at skamme mig

Jeg har grundlæggende ingen skam i livet. Eller, det mundheld betyder vist i virkeligheden lidt noget andet – men jeg render i hvert fald ikke rundt og skammer mig. Jeg kører tandsmør på alle former for brød, jeg dobbelt-dypper i salatmayonaisen, jeg siger hvad der falder mig ind og det rager mig ikke en radiator, hvad folk mener om mine valg her i livet. Jeg er snart 30 år, og selvom jeg alle dage har gjort nogenlunde, hvad der passede mig – så er det sgu da først inden for de seneste par år, at jeg for alvor kan sige, at jeg lever og agerer på fuldstændig den måde, som jeg selv har lyst til. Jeg tror, at der er mange af os, der lige har skullet bruge et kvart århundrede på at falde til i vores egne kroppe og hoveder – og forstå at vi gerne må være for meget.

Fik du læst om, hvorfor jeg fucking elsker min krop? Og det er ikke på grund af den flade mavse.

Men inden det bliver alt for helligt og kropspositivt det hele, så er der jo naturligvis undtagelser og situationer hvor jeg skammer mig på et så højt niveau, at jeg helst bare ville stikke hovedet i jorden og håbe på, at alle var væk, når jeg tog det op igen. Man kunne tro, at det var når jeg kl. 13.05 bliver prikket af en kollega på skulderen, fordi hun lige vil høre, om det er meningen, at min kjole skal være lynet ned helt ned til mine trusser bag på. Det var det i øvrigt ikke – men jeg bliver sgu ikke flov over det. Jeg bliver heller ikke flov over at fællesbade – det er faktisk mine favoritbade, fordi man kan ævle løs imens.  Og jeg bliver slet ikke flov, hvis jeg ikke forstår, hvad folk taler om i en forsamling, så spørger jeg bare, hvad det ord betyder eller hvem fanden dén mand, som de taler om er. Til gengæld så bliver jeg uhørt pinligt berørt, når nogen af følgende situationer udspiller sig.

Når jeg ikke får løftet fødderne nok

Jeg hader folk, der trækker deres fødder hen af gulvet. Det gør fysisk ondt på mig. Af samme grund så bliver jeg sådan virkelig flov og selvbevidst, hvis jeg kommer til at ramme noget med foden, så den laver den forfærdelige lyd i al offentlighed. Jeg ved da godt, at det ikke er noget at skamme sig over, men for mig er det lyden af én, der er for doven til at løfte fødderne en halv centimeter mere – og den person gider jeg sgu æk’ være.

At spise i toget

Jeg snacker helt absurd meget. Min fingre startede med at skrive “snakker” – hvilket heller ikke er forkert, men det er ikke pointen lige her. Jeg spiser i hvert fald alt for mange snacks i løbet af en dag, men jævnfør at jeg ikke synes, at det er et problem i forhold til min krop, så gider jeg ikke rigtigt ændre på det. Men dét dér med at sidde og køre snacks ne’ i S-toget, det kan jeg slet ikke få mig selv til. Jeg sidder i det tog i 4 minutter, jeg kan godt vente. Jeg kan se omkring mig, at andre kvinder ligeledes skammer sig over tog-snack-trangen og derfor putter snacken ned i tasken og så gentagende gange sniger hånden ned og tager en håndfuld vingummibamser med op igen. Der må jeg sige, at man dæleme ikke snyder nogen – og det bliver sgu ikke mere lækset af, at man spiser sin mad direkte fra håndtasken. Stå ved din tog-snack. Jeg tør bare ikke.

At tage selfies i al offentlighed

Jeg tager mange billeder i løbet af en dag. Det er naturligvis ikke et spørgsmål om liv eller død, men jeg skal nu engang bare bruge nogle billeder, hvis jeg skal have noget at fylde Instagram og los bloggos med. Og hvis jeg decideret kun har tiden det tager at rejse mellem arbejde og vuggestue til at få dem taget, så skal den lange, grimme selfie-arm sgu frem. Jeg er da godt klar over, at folk tænker, at jeg er verdens mest ne’eren menneske, når jeg render og laver trutmund til kameraet på Købmagergade – men jeg har simpelthen ikke tid til andet. Om jeg skammer mig over det? Helt enormt! Min absolut værste frygt er da at blive taget på fersk gerning midt i en offentlig selfie af en, som jeg kender. Som eksempelvis når jeg tager spejl-selfies i elevatoren og dørene så pludselig smækker op og en af mine naboer træder ind fuldt opmærksom på, hvilken navlebeskuende gerning, som jeg havde gang i.

Når jeg kommer for sent

Jeg kommer ikke for sent. Men det gør jeg sgu bare alligevel lige pludselig. Det er så frygtelig sjusket ikke at have styr på sin og andres tid. Men jeg er sgu nu engang bare blevet nogens mor, og det tager fucking lang tid at komme ud af døren med et barn. Derfor synes jeg desværre, at det er alt for ofte, at jeg må liste slukøret ind til et møde, som startede for to minutter siden eller måtte ringe til min middagsaftale og fortælle, at jeg ikke er blevet møget ned på vejen – jeg er bare en mofo sjuske.

Hvad skammer du dig over i hverdagen? Lad være med at skrive “ikke noget”, din game lyve-løgner.

Og hop så lige ind og læs om de ting, som jeg har fundet i mine trusser. Der er ikke rigtigt nogen god grund til, at du skal gøre det. Men det ville være fedt for mig.

En kommentar til “Ting, der får mig til at skamme mig”

  1. Når jeg bliver opdaget i, at nikke og sige ‘mmm’ til et emne jeg i virkeligheden ikke aner en pind om 😅

    Svar

Skriv en kommentar