To uger tilbage og kolde fødder


Njå, jeg sagde jo op på mit arbejde for et par måneder siden. Og nu er vi dæleme ved at være der, hvor jeg rent faktisk snart stopper. Om to uger er jeg simpelthen bare færdig med at gå på arbejde. Jeg starter med at gå på juleferie ligesom alle andre, så på den måde bliver der ikke et helt clean cut, hvor jeg pludselig ikke skal møde op på arbejde mandag morgen – for det er der sgu (nærmest) heller ingen andre, der skal.

Men efter nytår, når jeg ikke skal møde op på mit arbejde, så bliver det mofo mærkeligt. Jeg forstår det på ingen måde i mit lille hoved, og jeg aner vitterligt ikke, hvordan det kommer til at føles, når der snart kommer en mandag, hvor jeg ikke skal på arbejde – men også når der kommer en fredag, hvor jeg ikke skal sige god weekend til nogen. Ikke at jeg har holdt skidemeget weekend de seneste par år, men jeg har i hvert fald haft nogen at sige god weekend til, og når jeg sidder derhjemme eller på den lokale kaffebar og kradser løs på tastaturet og klokken bliver 15.00 fredag, så er det jo bare at lukke computeren sammen og smutte ned og hente Homie i vuggestuen – der er sgu ingen at sige god weekend til og ingen til at spørge mig, hvad jeg skal i weekenden. Og det tror jeg bliver piss’-mærkeligt.

Jeg pisseelsker mennesker. Fuck jeg elsker mennesker. Jeg samler energi ude blandt andre, og nu har jeg jo bare frivilligt sagt farvel til at have kollegaer, som jeg ser hver dag. Naturligvis kommer jeg ikke til at sidde helt mutters flere dage i streg, for det første fordi jeg har Arne og Inge, og derudover så er en del af det her blogger-ballade jo også, at jeg tager til møder med samarbejdspartnere og mødes for at sparre med andre i samme mærkelige branche. Men det er ikke hver dag – og det er heller ikke det samme. Det er da meget muligt, at det er meget bedre – men lige nu er det bare noget helt nyt og ukendt for mig, og det gamle var jo godt. Så ja, jeg har da røv-kolde fødder! Det var da meget lettere at skulle stoppe på sit arbejde, hvis man ikke gad lortet, men jeg gider godt lortet. Jeg har bare ikke tid.

Så lige nu prøver jeg at huske mig selv på, at jeg bliver nødt til at afsætte tid og kærlighed til det, som jeg gerne vil leve af – og jeg vil gerne leve af at skrive om lige nøjagtigt det, der passer mig. Så jeg bliver sgu nødt til at prøve det af, og se om ikke jeg kan affinde mig med ikke at have kollegaer på samme måde og at der ikke er en kantine, der laver frokost til mig. Så efter nytår bliver der nok lidt mere nattøj og rugbrødsmadder over mit liv, og lidt mindre tryghed og gøren-sig-i-stand fra morgenstunden, men jeg orker simpelthen ikke at sidde tilbage som 100årig og ønske, at jeg havde prøvet det selvstændige liv af og så ikke have turdet prøve. Hvad jeg er bange for? Njå, men bare til at starte med så kan jeg da nævne at hade det, ikke at tjene penge nok, at fejle og skuffe andre og mig selv. Men dur sgu ikke at være en bangebuks, når det potentielt er afgørende for, om man får lov til at bruge sit liv på det man elsker. Så jeg lades som om, at jeg ikke er bange. Mens jeg ryster i bukserne.

Fik du læst, om det sjoveste jeg ved? Eller hvad med de hårde uger, som vi er igang med at kæmpe os gennem lige nu? 

2 kommentarer til “To uger tilbage og kolde fødder”

  1. Du kan jo altid overveje at finde en kontorplads et par gange om ugen. Eller opsøge steder med andre selvstændige. Her i Aarhus er der et par cafeer møntet arbejdende folk – og på Comwell er der er arbejde lounge med gratis kaffe !

    Svar

Skriv en kommentar